Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hircus - Hird
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hircus, Wagn., er en Underafdeling af
Slægten Ged (Capra L.), karakteriseret ved sine
sammentrykte, fortil kølede Horn. Herhen
foruden andre Bezoar-Geden (Capra
ægagrus L.), C. falconerii Wagn. og Tam-Geden
(C. hircus L.), se Geder.
R. Hg.
Hird (oldn. hirð, hirþ) var i Skandinaviens
Middelalder Benævnelsen paa det Korps af
vaabenføre Mænd, som udgjorde en Fyrstes
personlige Livvagt. Skønt de gl. Nordmænd
folkeetymologisk udledede Ordet af hirða, at
bevogte, er det egl. overført fra Angelsachsisk
(hîréd, af hiw, »familia«) og betegner
Livvagten som umiddelbart tilhørende Fyrstens
Husholdning og Bordhold. Selve Institutionen var
derimod ogsaa i Norden ældgammel, idet den
i det væsentlige er identisk med det
fællesgermaniske »Følge« (det allerede af Tacitus
udførlig skildrede comitatus), hvis
Hovedejendommelighed var fri Stridsmænds Optagelse i
en Høvdings Hus som hans ved edeligt
Troskabsløfte forpligtede »Mænd« og Ledsagere i
Kamp (i Nordens ældre Tid vistnok fortrinsvis
kaldte »Huskarle« ell. »Gæster«, men ogsaa
kollektivt drótt ɔ: Krigerskare). I den hist.
Tid indskrænkede sig Retten til at holde
saadanne i det skandinaviske Norden til Mænd af
fyrstelig Rang (Konger, Hertuger, Jarler og
Biskopper), og af disse var det atter kun de
verdslige, som sagdes at have H. Navnlig var
den kgl. H. en betydningsfuld Institution; men
medens i Danmark den hidhørende, iøvrigt
endnu ikke fuldt oplyste Udvikling væsentlig
knytter sig til andre Betegnelser (jfr især
Vederlag og Hærmænd), og de tilsvarende
sv. Forhold er mindre kendte, er det særlig i
Norge, at H. fremtræder som en Stats- og
Samfundsfaktor af indgribende Vigtighed. Den
bestod af fl. Klasser: 1) »Hirdstyrerne«, hvortil
regnedes »Lendermænd« (fra 1277 kaldte
»Baroner«), »Skutelsvende« (fra 1277 »Riddere«)
samt »Stallaren« (Staldmesteren) og
»Merkesmanden« (Fanebæreren). Af Lendermændene
(s. d.) var dog i Reglen kun et Faatal ad
Gangen til Stede hos Kongen, og det samme var
vistnok ogsaa Tilfældet med Skutelsvendene;
bl. de sidste udtoges særskilt Kongens
»Drottset« (Hushovmester) og »Skænker«. Til denne
Klasse maatte ligeledes henføres Hirdpræsterne
og fra 13. Aarh. Kongens Kansler. Overhovedet
søgte Kongen bl. Hirdstyrerne sine fornemste
Raadgivere og Medhjælpere i Landets centrale
Regering, hvorfor det særlig var af deres
Kreds, at det senere »Rigsraad« efterhaanden
udviklede sig. Samtidig var de, naar de sad
hjemme i Bygderne, Kongedømmets højeste
lokale Organer. De 2 flg. Klasser, 2)
»Hirdmændene« og 3) »Gæsterne«, udgjorde H.’s Kerne.
De daglige Pligter var fordelte mellem dem
saaledes, at Hirdmændene havde Vagt om
Kongens Person og dannede hans
anstandsmæssige »Følge«, medens Gæsterne udførte ell.
forestod den ydre Vagttjeneste (under Ufred
ogsaa Spejderi) og sendtes i saadanne kgl.
Ærinder, som ikke netop krævede højere Rang
hos Budet. Hirdmændene spiste ved Kongens
Bord, Gæsterne til daglig for sig selv. Under
Sørejser ell. paa Ledingstog fulgte de sidste
paa et særskilt Fartøj, de første derimod paa
Kongens eget. Til en fuldtallig H. hørte til
forsk. Tider et ulige Antal Mænd; det synes
navnlig at have vekslet mellem 60 og 120
Hirdmænd, 30 og 60 Gæster. Hertil kom imidlertid
i ældre Tid endnu 30—60 »Huskarle«, hvilke i
Rang stod under Gæsterne og til daglig
anvendtes som Haandværkere og Arbejdsfolk,
men som i 13. Aarh. ikke længere regnedes
med til den egl. H. Ud over disse umiddelbart
tjenstgørende var der dog tillige rundt om i
Bygderne bosat talrige Hirdmænd, Gæster og
Huskarle, der vel som oftest havde tilbragt
deres yngre Aar »ved H.«, men derpaa var
vendte tilbage enten for at overtage deres
Odelsgaarde ell. med lokale kgl. Hverv. Ogsaa
de her omhandlede Klasser af H. havde derfor
stor Bet. for Udviklingen af Landets
Embedsværk. Navnlig paalaa det de med saadanne
Titler udrustede overalt at udøve ell. støtte
den lokale Politimyndighed. Endog paa Island
fandtes der i Øens Fristatsperiode adskillige
med kgl. Hirdmandsnavn hjemvendte og
saaledes fremdeles i Troskabsforhold til den
norske Konge staaende Mænd. Som 4. Klasse
optoges i H. under Benævnelsen »Kertesvende«
Ynglinge »af gode Ætter« til at forrette
Pagetjeneste og uddanne sig i Høviskhed og
Vaabenbrug. De aflagde dog ikke Troskabsed, kun
et Troskabsløfte, men deltog i Hirdmændenes
Vagtskifte. Paa Rejser havde de deres eget
Fartøj, der fulgte lige efter Kongens. —
Optagelse i H. skete ved en Rk. Ceremonier, der
delvis var forsk. for hver af dens Klasser,
men som i fl. Punkter røber udenlandsk
Paavirkning. Navnlig var den Ritus, hvorved
Medlemmerne ved at lægge deres Hænder i
Kongens ell. gribe om hans »gik ham til Haande«
og blev hans »haandgangne« Mænd, laant fra
den opr. galloromanske »Commendation«, ved
hvilken en fri Mand gav sig ind under en
mægtigeres Beskyttelse. I øvrigt gjaldt Optagelsen
kun for den enkelte Konges Levetid og maatte
stadfæstes af hans Eftermand, ligesom ogsaa
Troskabseden for denne fornyedes. Under
Opholdet ved H. udbetaltes der dens Medlemmer
aarlig Lønning, dog vel med Undtagelse af de
Hirdstyrere, som havde kgl. Jordegods i
»Veizle«; vendte de tilbage for at bosætte sig i deres
Hjemstavne, har de, uanset deres Rang,
vistnok hyppig faaet sig lgn. Veizle-Jord
overdraget til Indtægt. — Den kgl. H. dannede et
Retssamfund (löguneyti ɔ: Lovfællesskab) for
sig med særskilte Rettigheder og Pligter ikke
alene i Forholdet til Kongen, men ogsaa
indbyrdes til Befordring af gensidig Sikkerhed
udad og fredeligt Samliv indad. Tvistigheder
o. a. indre Anliggender afgjordes paa
»Hirdstævnet«, et Møde, der undertiden endog tiltog
sig Ret til ved en Konges Død at udraabe
Eftermanden. Inden for H. dannede atter
Hirdmænd, Gæster og Kertesvende hver sit
særskilte snævrere Samfund med sit særskilte
Stævne. — Sin højeste Udvikling naaede H.
i sidste Halvdel af 13. Aarhundrede; i 14.
Aarh. forfaldt dens Organisation hurtig under
Indflydelse og Efterligning af fremmede
Forhold. (Litt.: »Kongespejlet«. Kap. 24 ff.; R.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
