Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Djævelens Eksistens paastaas af fl. Øjevidner end de
fleste historiske Personligheders, og
overhovedet vil selv talrige Vidner ikke overbevise os
om Rigtigheden af en Iagttagelse, der strider
mod Naturlovene. Paa den anden Side kan
afvigende Beretninger i Virkeligheden ofte støtte
hinanden, naar nemlig Afvigelserne er
naturlige netop ud fra Iagttagernes forsk. Stade og
Karakter.
Ud fra de enkelte Fakta, som Historikeren
har konstateret med større ell. mindre
Sikkerhed, søger han at konstruere Billedet af
Fortidens Mennesker, Tildragelser og Tilstande.
Han arbejder derved stadig med Baggrund i
sin egen Tid, bygger paa, hvad han der ser
og erkender. Oftest ubevidst er denne Baggrund
dog altid til Stede; man ser det bedst ved de
Følger, som Fremtrædelsen af ny Fænomener
drager med sig for Opfattelsen af Fortiden:
Nationernes Rejsning mod Napoleon I gjorde, at
man fik Blik for Nationaliteternes Bet. i fjerne
Tider, de sociale Spørgsmaals stærke
Fremtræden i vore Dage har aabnet Øjet for deres
Bet. i alle foregaaende Tidsrum. Men
Historikeren lægger dog Hovedvægten paa
efterhaanden at fatte netop den Forskel, der er mellem
Fortidens og Nutidens Mennesker i Tankesæt
og Handlemaade, og kun den, der saaledes til
en vis Grad formaar at løsrive sig fra sit
Udgangspunkt i Nutiden, naar virkelig Forstaaelse
af Fortiden.
Medens Kildekritikken er ejendommelig for
H., netop fordi H.’s Ejendommelighed er, at
den sysler med det forbigangne, er der næppe
under Historikerens videre Arbejde nogen
Metode, der er særegen for ham. Hvad han kan
udlæse af de enkelte Fakta, gør han ved en
mere ell. mindre stringent Benyttelse af de
Metoder, som hersker i de Videnskaber, der
behandler de samme Genstande i Nutiden som
han i Fortiden; han er skiftevis Psykolog,
Jurist, Økonom o. s. v.
Fremstillingsformer for
Historieskrivning. Den første Form for hist.
Fremstilling er den simpelt fortællende
(refererende), Krøniken, der frembringes af
nysgerrig Glæde over mærkelige Tildragelser
og Kærlighed til Forfædrenes Bedrifter; den
er smukt repræsenteret allerede af H.’s Fader
Herodot. Kun en Menneskealder senere findes
hos Thukydid en anden Form, der efter et af
Polybios anvendt Udtryk kaldes den
pragmatiske, fordi den tilsigter at udvikle
Mennesket som Statsborger. Man nøjes ikke med at
fortælle; man vil klargøre de ledende Mænds
Motiver og Maal; paavise Grunden til den enes
Sejr og den andens Nederlag; heri ses H.’s
Nytte, thi hvad der er hændet een Gang, vil
atter ske, de samme Situationer vil atter og
atter gentage sig. Medens den refererende H.
ikke søger Sammenhængen i Tildragelserne,
fordi den som herskende i H. ser en for
Mennesker ubegribelig Forsynsstyrelse, bliver H.
for Pragmatikeren et Værk af de ledende
Personligheder. Krønikeskriveren interesserer sig
for alt, stort og smaat mellem hinanden;
Pragmatikeren holder sig til Staternes H. Hvor
disse Former hersker, anses H. nærmest for
i en Kunst; den fortællende H. kommer let til
at lægge mere Vægt paa den tiltrækkende
Fremstilling end paa Sandheden,
Pragmatikeren føler sig ved sin Tro paa den evindelige
Gentagelse overbevist om, at han med fuld
Sikkerhed kan sætte sig ind i den tidligere
Situation. Et ejendommeligt Udtryk faar denne
Opfattelse af H. som Kunst ofte ved de Taler,
der lægges i Munden paa de optrædende
Personer; de er lavede af Forfatteren, der dog
har følt sig fuldt sikker paa, at saaledes maatte
vedk. have talt. Den pragmatiske H. fører tit
til, at man helt forlader den simple
Fremstilling af Tildragelserne og blot fremsætter
Betragtninger over, hvad der er foregaaet
(ræsonnerende H.); i St. f. den politiske
Bedømmelse, der værdsætter Handlingerne efter deres
Hensigtsmæssighed, træder ofte, hvor
Statsfølelsen er svagere, en moraliserende, og for
denne bliver H. til sidst kun en Rk. Eksempler
til Efterfølgelse ell. Afskrækkelse (Ove
Malling’s »Store og gode Handlinger«).
De to nævnte Hovedformer har i det
væsentlige behersket H. lige indtil 19. Aarh., selv om
der rundt om træffes Begyndelser til en anden
Form; i Oldtiden sejrede hurtig den
pragmatiske H., traadte atter tilbage i Middelalderen
for med Nutidens Beg. paa ny at faa Magten.
Efterhaanden svandt dog den Grundvold bort,
der bar denne Art H. Man kom bort fra
Tanken om de uendelige Gentagelser; man forstod,
at en hist. Situation aldrig gentager sig
uforandret, og bevidst ell. ubevidst førtes man til
i H. at se en fortsat Udvikling. Bag ved de
ledende Statsmænd opdagede man Folkets
store Masse, jævnsides den politiske H.
studerede man Aands- og Samfundsliv; man fik Øjet
opladt for, hvor lidet H. lod sig forklare blot
som et Værk af store Individualiteter. Paa
denne Baggrund rejste der sig da en ny Form
for historisk Fremstilling, der har behersket
19. Aarh., og som kan betegnes som den
udviklende ell. genetiske. Dens Program
er udtalt af Ranke: H. skal hverken dømme
ell. belære; den skal kun sige, »wie es gewesen
ist und wie alles gekommen ist«.
Fremstillingen anlægges paa at vise, hvorledes enhver
Tildragelse udvikler sig, hvorledes en Tidsalders
Tilstand efterhaanden omformes. Herved kan
den ene Forsker mere betone Individernes
Indflydelse, den anden de store Massers, den ene
lægge Vægt paa Ideernes Magt, den anden
betone de materielle Aarsager. Men
gennemgaaende bliver Forklaringen af Sammenhængen
kausal, medens den paa Krøniketrinnet er
teologisk, hos Pragmatikeren ensidig teleologisk.
Nutidens historiske Granskning har derimod
overladt andre at fatte de sidste Faktorer, der
hersker i den historiske Verden, og at finde
H.’s endelige Maal og Mening. Samtidig med at
H. selv er bleven mere positiv, er der
fremtraadt en H.’s Filosofi, som hvis
Grundlæggere man kan betragte Vico og Herder i
18. Aarh., og som i den flg. Tid har delt sig i
en idealistisk Retning med Hegel som Hoved
repræsentant og en realistisk, hvis mest
fremragende Mænd er Comte og Buckle. Begge
Retninger har været frugtbringende for H., den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
