Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har man tidlig følt Trang, til at inddele
Verdenshistorien i Perioder. Efter
Kristendommens Sejr satte man ofte Skellet ved selve
Kristi jordiske Optrædten; herskende blev dog
en Inddeling efter Verdensmonarkierne i
Daniel’s Aabenbaring, saaledes at man stadig
mente at leve i det romerske Kejserdømme,
der ansaas for fortsat i det tysk-romerske.
Denne Periodeinddcling holdt sig til ind i 18.
Aarh., da den efterhaanden afløstes af den
nuherskende. Man opstillede som Modsætninger
Oldtiden og den nyere Tid og indlagde mellem
disse en Overgangstid, Middelalderen; efter
den store Revolution begynder mange med
denne en fjerde Periode, den nyeste Tid. Ogsaa
denne Inddeling er dog i Virkeligheden lidet
tilfredsstillende; den klass. Oldtid staar paa en
helt anden Vis som et afsluttet Hele med
Opgang, Blomstring og Nedgang end de andre to
ell. tre Perioder.
I Modsætning til Universalhistorien staar
Specialhistorien i dens mangfoldige
Variationer, snart afgrænset kronologisk efter
Perioder, snart geografisk ell. etnografisk (efter
Stater, Nationer ell. mindre Dele deraf), snart
saglig (politisk, kulturhistorisk ell. enkelte Sider
af menneskelig Virksomhed), lige indtil
Monografien, der fremstiller en enkelt hist.
Tildragelse, og Biografien, der skildrer et enkelt
Menneskes H. og bl. Fremstillingerne svarer til
Memoiren bl. Kilderne. Et særligt Synspunkt
er det slægthistoriske ell. genealogiske (se
Genealogi). En Hovedrolle ved
Specialhistorien spiller Nationer og Stater, fordi den
historiske Forskning hos hvert Folk med
Forkærlighed vender sig mod Folkets egen Fortid.
Historieskrivningens Historie.
Medens de orientalske Folk kun naaede til
at optegne deres Kongerækker ell. højst til
Aarbøger (saaledes Kinesere og Assyrer),
blomstrede en virkelig H. frem i Oldtidens
Grækenland. Den rige Sagnskat, der var
bevaret gennem Digterne, begyndte Logograferne
at ordne, delvis ogsaa at kritisere. Først
Herodot (c. 440 f. Kr.) kan dog med Rette nævnes
som Historieskrivningens Fader. Han fortæller
om den store Kamp mellem Hellener og Perser
indtil Slaget ved Mykale (479), og
indledningsvis skildres Grækernes ældste Historie og
de Folks, med hvem de efterhaanden kom i
Berøring; hans Interesse for alt det mærkelige,
han ved at tale om, faar et højere Præg ved
den Stolthed, han føler over sit lille Folks Sejr
over Barbarernes Masser. Kun en
Menneskealder senere skildrer Thukydid Samtidens
store Tildragelse, den peloponnesiske Krig; han
bygger paa egne Iagttagelser og paa andres
Meddelelser, som han underkaster en skarp
Kritik, og han giver, især gennem de Taler,
han indfletter i sit Værk, en fin Karakteristik
af de ledende Personligheder og de kæmpende
Magter. Hans Formaal er at belære Læseren,
og han bliver derved den første pragmatiske
Historiker (jfr ovf.). I denne Retning gaar
ogsaa Xenofon og især Polybios, der sætter sig
til Maal at forklare Aarsagerne til Romernes
Verdensherredømme og derfor skildrer den
gr.-rom. H. i de puniske Kriges Tid. Andre lægger
Hovedvægten paa glimrende, retorisk
Fremstilling, saaledes især Isokrates og hans Skole.
Plutarch endelig (c. 120 e. Kr.) er Moralisten,
der i sine Biografier af Grækere og Romere
skildrer Typer paa de forsk. Dyder.
Grækernes Historieskrivning paavirker
Nabofolkene. Først i den alexandrinske Tid skriver
Berosos Babylonernes, Manetho Ægypternes H.,
begge paa Græsk, og ogsaa den rom.
Historieskrivning bygger paa den græske. Rom’s gl.
Præsteaarbøger viger Pladsen for en stedse
bredere, udmalende Annalistik, der begynder
med den græskskrivende Fabius Pictor og
udmunder i Livius’ store Nationalhistorie. Mere
ejendommelig er Memoirelitteraturen, hvoraf
det meste dog er gaaet tabt; beslægtet hermed
er Cæsar’s Fremstilling af hans egne Felttog
og Sallust’s karakterfulde Skildringer. Endelig
naar den romerske Historieskrivning sit
Højdepunkt med Tacitus, der skildrer 1. Aarh.’s
Kejsere i de mørkeste Farver, moraliserende
over Tidens Daarlighed og med en maaske
mere kunstlet end dyb Psykologi.
Ogsaa efter Tacitus er der talrige græske og
romerske Historieskrivere, der i Byzans
fortsætter sig ned gennem Middelalderen.
Større Interesse knytter sig dog til de
Historikere, der efter Folkevandringen optræder hos
de germanske Folk. Jordanes fortæller
Goternes, Paulus Diaconus Longobardernes H. efter
de gl. Folkesøgn, Gregor af Tours giver ved
Aar 600 i et barbarisk Latin de mest
anskuelige Skildringer af sin Tidsalder i
Frankerriget, og Beda fortæller Anglerfolkets
Kirkehistorie med en sjælden Sandhedskærlighed. I
Karl den Store’s Tid søger man at efterligne
Oldtidens Forfattere (Einhard saaledes Sallust);
det egl. Grundlag for den middelalderlige
Historieskrivning bliver dog Aarbøgerne, først
kortfattede Noticer, siden stedse bredere, og
denne brudstykkeagtige Fremstillingsmaade
passer ogsaa godt til Tidens hele Opfattelse,
hvorefter Guds ubegribelige Styrelse ordner og
afgør alt. Det var Gejstligheden, der forfattede
disse Aarbøger, og Sproget er alle Vegne Latin;
kun Angelsachserne har i den ældre
Middelalder Aarbøger paa deres eget Maal.
Efterhaanden træder dog Folkesprogene frem og
med dem Lægmændene; i Frankrig skildrer
allerede Villehardouin det fjerde Korstog,
Joinville sin højt elskede Konge, Ludvig den
Hellige. Henimod Middelalderens Slutn. bliver
Historieskrivningen mere folkelig og realistisk;
Froissart fremstiller i spredte Fortællinger det
brogede Liv i Frankrig paa
Hundredaarskrigens Tid, Villani’erne skildrer deres
Fædrenestad Firenzes H., i Tyskland faar de forsk.
Byer hver deres Bykrønike.
Nyt Liv kom der i Historieskrivningen, da
man ved Renaissancen atter fik Kendskab til
Oldtidens Historikere; man lærer af dem baade
den malende, ofte retoriske Fremstilling, og
Maalet, at H. skal være en »Læremester for
Livet«. Æneas Sylvius skildrer sin Samtids H.
med udpræget Blik for det karakteristiske,
Machiavelli er en fuldendt Type paa en
Pragmatiker, Guicciardini en stor Psykolog. Disse
Italienere bliver Mønstre for det øvrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
