Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjorte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Daadyr. Takkerne ligner Aristoteles-H.’s, men er
mere krumme og helt glatte. — Nær den staar
Svinehjorten ell. Porcin-H. (C.
porcinus Schreb.), ensfarvet, klodset, berømt for
sit fine Kød. Forekommer sammen med
forrige. — Endvidere Sika-H. (C. sika), plettet
om Sommeren, en kraftig bygget jap. H., der
kan faa fl. »Ender« paa Takkernes
Hovedstamme. Den er akklimatiseret et enkelt Sted i
Irland.
Som den mest typiske bl. alle H. staar dog
den Gruppe, der slutter sig til Danmarks alm.
Kronhjort, store Former med trinde Takker,
hvis Hovedstamme afgiver 3 fremad rettede
Grene, en første og anden Øjetak, denne ogsaa
kaldet Istakken, og derpaa en Mellemtak, før
den i Spidsen grener sig ud i fl. »Ender«,
Kronen. — Kronhjorten (C. elaphus L.), vel
kendt for sin Skønhed og sin majestætiske
Holdning, er Danmarks største H., 1 1/2 m høj
over Skulderen. Halen er kort, men
fuldkommen tydelig, omgivet af en mægtig stor
Hudkirtel, vejende op til 150 g, liggende mellem
Huden og Muskulaturen. Halsens Forside hos
Hannen langhaaret. Farven er om Vinteren
graabrun, om Sommeren rødbrun; Spejlet,
Partiet under Halen, er lyst rødbrunt; Ungerne,
Kalvene, der fødes enkeltvis i Maj—Juni, er
som hos de fleste H. den første Sommer
hvidplettede. Som Dyret vokser langsomt, saaledes
udvikles Takkerne først gennem fl. Aar hos
Hannen, H. Først naar den er 1 Aar gl,
begynder Takkerne at vise sig; naar de er 1 1/2
Aar gl., fejes de første Gang ɔ: det sejge
Hudlag gnides af mod Træer o. l., og der viser sig
et Par ugrenede Spidser; Dyret kaldes
Spidshjort; næste Aar faar de i Reglen 2 Grene,
Gaffelhjort, næste Aar igen 3,
Seksender, derpaa Otteender o. s. v. En
Sekstenender er nu allerede en Sjældenhed; i
Transsilvanien er der dog skudt en med 45 »Ender«.
Er der færre af disse paa den ene Tak end
den anden, regnes efter den, der har flest, og
vi faar f. Eks. en ulige Otteender. Takkerne
fældes i Febr—Apr., tidligst hos de gl. Dyr og
fejes i Juni—Aug. Hunnen, Hinden, har svage
Forhøjninger paa Rosenstokkens Plads. De
første Aar, indtil den bliver med første
Kalv, kaldes den Smalhind, senere
Gammelhind eller Goldhind, efter som
den er med Kalv ell. ikke. Kronhjorten
opholder sig helst i Højskoven, flygter vel
i Almindelighed for Jægere og Hunde, men
kan forsvare sig tappert og er navnlig i
Brunsttiden, Septbr—Oktbr, meget stridbar, ja
angriber endog Mennesker. Sine Lige udfordrer
den til Kamp ved dybe Brøl. I flade, dyndede
Dumme har de gerne bestemte Sølepladser,
hvor de vælter sig og kommer op helt
dækkede med Slam, vist et Værn mod Insekter.
De æder al Slags Planteføde og søger derfor
mest om Natten ud af Skoven ad bestemte
Veksler til Korn- og Kløvermarker, hvor de
gør megen Skade, da de gerne kommer i
Flokke, Rudler. I Skoven gør de Skade ved at
gnide Bark af Træerne under Takkernes
Fejning, ved at afbide unge Skud og endelig ved
at æde Bark, som de skræller af med deres
Fortænder, idet de tager fat med dem
forneden og derpaa trækker til, saa at de i eet
Tag kan flaa Stammen i hele dens Længde.
Fritlevende Kronvildt findes i Nutiden ikke paa
de danske Øer, derimod i større Mængde i Rold
Skov mellem Mariagerfjord og Limfjorden, som
de af og til svømmer over for at gæste
Vendsyssels Skove, i Djurslands Skove og endelig
nogle faa ved Frijsenborg, men de strejfer for
øvrigt vidt om. Tidlig udbredte over hele
Danmark, ogsaa paa Bornholm, og deres Knogler
findes i store Mængder i Stenalderens
Køkkenmøddinger og i vore Tørvemoser; endnu i
Slutn. af 18. Aarh. fandtes de i »ubeskrivelig
Mængde« i Nordsjælland. Adelsvældens Tid var
deres gode Tid, men i den forbedrede Mark-
og Skovkultur gør de for megen Skade og
udryddes derfor, undtagen i Dyrehaverne. I
Norge findes de spredte paa Vestkysten fra
Hardanger til Nordland, i størst Antal paa Øen
Hitteren, i Sverige kun i Skaane. I det øvrige
Europa forekommer de som i Danmark mest i
Dyrehaver og i større sammenhængende
Jagtrealer. Jagten paa dem er yndet overalt, og
som det prægtige kgl. Vildt nyder de den
højeste Anseelse, men Kødet er noget groft.
Uden for Europa findes de i Vestasien og
Nordafrika. — Nær beslægtede med dem er
flere Arter inde i Asien og Wapitien (C.
canadensis Briss.) fra Nordamerika; endnu
sværere, højere og med mægtigere Takker,
Tyveendere er ikke sjældne, minder den mest
om Fortidens Krondyr, hvis mægtige Takker
og Skeletdele kendes fra Tørvemoserne.
Fjernere fra de andre Arter staar
Daahjortene, hvis Takker ender i en Skovl med
»Ender« paa sin Bagrand, medens Stamme og
Øjetak er trinde. I Danmark findes
Daadyret (C. dama), nu kun som indført i
Middelalderen, mest i Dyrehaver, dog
fritlevende og da kraftigere enkelte Steder paa
Sjælland, Lolland, Falster, Langeland, Æbelø og
ved Frijsenborg. Knoglefund fra interglaciale
Lag viser dog, at Daadyret i fjerne Tider har
været vildtlevende i Danmark. Mindre kraftigt,
men mere yndefuldt end Kronhjorten,
Skulderhøjden c. 90 cm; om Vinteren er det
 |
| Fig. 3. Hoved af Wapitihjort (Cervus canadensis). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
