Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjorte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
graabrunt, om Sommeren rødbrunt med hvide
Pletter, Bug og Spejl er hvide, en sort Stribe ned
ad Ryggen; Halen, der er forholdsvis lang, er
sort oventil. De unge H.’s Takker er helt
trinde; de senere faar hurtig fl., indtil 20, Ender,
udflades i Spidsen og naar en Længde af c.
65 cm; de fældes i Apr.—Maj, fejes i Septbr.
H. og Daa, Hunnen, lever mest hver for sig
undtagen i Brunsttiden, Oktbr—Novbr. I
Juni—Juli fødes 1—2 Kalve. Flokkene træffes
hyppig paa aabne, tørre Sletter, da de holder af
tæt Græs; om Efteraaret æder de gerne Olden,
Bog, Kastanier o. l. De skader nu og da
Skoven ved at feje, bide og skrælle, men mindre
end Krondyret. Kødet er fint. I Sydsverige og
Tyskland samt England lever den som i
Danmark; i Norge er det den for koldt. I Nutiden
er dens Hjemstavn Lilleasien og nogle Egne i
Sydeuropa; i Mellem- og Nordeuropa findes
den som kunstig indført. En nærstaaende Art
i Persien.
B. Telemetacarpalia. — Nogle faa lever i den
gl. Verden, saaledes den lille kin.
Vandhjort (Hydropotes inermis Swinh.). Den
minder i Størrelse og Ydre meget om
Moskushjorten, mangler Takker og har lange, krumme
Hjørnetænder som denne, hvem den ellers
anatomisk staar fjernt. Enestaaende mellem H. er
det, at den faar 5—6 Unger ad Gangen. —
I Benbygning ligner den en Del Danmarks
Raadyr (Cervus capreolus), den
almindeligste og mindste af Danmarks H., kun 2/3 m
over Skuldrene. Hannen, Bukken, er størst
med tykkere Hals og bedre Rejsning end
Hunnen, Raaen. Takkerne er oprette, tætstillede,
sjældent over 25 cm høje, besatte med smaa
Benknuder, Perlerne, og plejer kun at faa 3
Ender; dette naas efter anden Fældning, idet
der, som hos Kronhjorten, det første Aar er
1, det andet 2 — Spidsbuk, Gaffelbuk.
Takkerne faar med Alderen fl. Perler og tykkere
Stamme; de fældies i Novbr, fejes i Marts—Apr.
Hos kønslig abnorme Individer, haade af Buk
og Raa, der altid har rudimentære
Rosenstokke, udvikles en saakaldt Parykopsats, idet
de nydannede Takker ikke fejes, men bliver
ved at vokse til en stor, behaaret, knudret,
uformelig Benmasse. Farven er graabrun om
Vinteren, rødbrun om Sommeren; Spejlet er
hvidt; Halen er rudimentær; Haarene er
overordentlig skøre. Taaregruberne paa Kraniet er
smaa; Hjørnetænder findes kun hos unge
Bukke. Hannen skriger, »blader« i Brunsttiden,
der falder i Aug. Først i Decbr begynder
Æggets Udvikling dog at tage Fart, og oftest i
Maj fødes de smaa rødbrune, paa Siderne
hvidplettede Lam, hyppigst 2. Raadyret er
frygtsomt og sky, lever i Smaaselskaber; det
skjuler sig helst om Dagen i Ungskov og Krat og
gaar herfra om Natten ud paa Enge og
Marker for at græsse. Ved at bide og feje anretter
det en Del Skade i Skoven; men det
skræller heldigvis ikke. Som udmærket Jagtdyr med
fint Kød fredes det dog meget og er derfor i
senere Aar tiltaget i Antal. Det findes udbredt
overalt i Danmark, hvor der er Skov; i hist.
Tid udryddet paa Bornholm, men nu atter
kunstig indført. Det gaar op i Mellemsverige og
besøger derfra af og til det nærmeste af
Norge. For øvrigt findes det over hele Europa og
Vestasien. En større Varietet lever i
Centralasien til Kina.
Baade i den gl. og ny Verden findes to Arter
af H., nemlig Rensdyr og Elsdyr. —
Rensdyret, Renen, i Nordamerika kaldet
Caribou (Rangifer tarandus Sund.) er de
nordlige Polaregnes H.; den findes endog paa
Spitsbergen og Novaja-Semlja. Den er lang og
lav, Skulderhøjden c. 1,1 m med svære Ben og
ludende Hoved, saa at den minder mest om
Okserne. Snuden helt haarklædt. Hannen
kaldes Rentyr, Hunnen Renko. Det er den eneste
Art, hvor begge Køn bærer Takker; Tyrens er
dog de største. Deres Form er meget variabel;
næppe to er ens, og hos samme Dyr er de
ikke symmetriske. Tæt oven for Rosenstokken
afgives der to Grene fremad nær ved hinanden;
disse er oftest udfladede og grenede, og en af
de underste (Øjetakken) er større end den
anden, bøjer nedad, saa at dens Skovl sidder
lodret mod Midtlinien af Næsen og danner
sammen med denne et godt Redskab til at grave i
Sneen. Takkernes Hovedstamme er
sammentrykt og bøjer først langt bagud, derpaa opad
og ender i mange, tit udfladede Grene. Tyren
fælder dem i Jan., Koen i Maj. Ogsaa
Føddernes store Klove bruges til at skrabe i Sne med,
og hele Fodformen gør Dyret vel skikket til
at løbe over blød Bund, idet de meget lange
Bitæer ligesom Hovedtæerne kan spiles stærkt
ud, saa at der bliver en stor Trædeflade, der
vanskelig synker ned. Under Gang og Løb
høres en ejendommelig knirkende Lyd.
Beklædningen er om Vinteren en tæt, hvidgraa
Uldpels med lange Dækhaar, der danner en hvid
Manke under Halsen. Hele dette Dække falder
om Foraaret af, og den kortere brune
Sommerpels viser sig. Der findes baade vilde og
tæmmede Rener. De første er langt større og
kraftigere end de sidste og kan blive ikke lidt
større end et Daadyr; men her i Europa findes
næppe mere ublandet vilde Stammer. I
Sletterne N. f. og paa Fjeldene over Skovgrænsen
lever de i store Flokke; i Skandinavien gaar de
mod S. til Dalarne og Dovre, i Sibirien til
Baikal og Amur. I Nord-Grønland er de alm.
Om Vinteren kan de søge Beskyttelse i Skove
og Dale, og om Sommeren drager i hvert Fald
de europ. gerne en Tid ned til Havet. De æder
al Slags Planteføde, helst Rensdyrlav o. a.
Lavarter, som de om Vinteren skraber frem
under Sneen. Tæmmede Rensdyr findes hos
alle Folkene i den nordligste Del af den gl.
Verden; paa Island er de indførte i 18. Aarh.
og udbredte sig vildtlevende over Øen; findes
endnu, stærkt fredede, i det indre Højland.
Alt benyttes af dem: Kød, Skind, Ben, Sener,
Tarme o. s. v.; de malkes og spændes for
Slæder, ja nogle Nordasiater rider endog paa dem;
Racen der er ogsaa stor og kraftig og Folkene
smaa. Man skelner i Europa mellem den større
Skovren og den mindre Fjeldren, der om
Sommeren føres til Fjelds. Helt tam bliver den
aldrig og forvildes derfor let. I diluviale Lag
omkr. i Europa findes Rensdyrlevninger alm.;
i Danmark levede den fra efter Istiden, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
