Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjorte - hjorteagtige Drøvtyggere - Hjortehals - Hjortelæder - Hjorterod - Hjortesvin - Hjortetakolie - Hjortetaksalt - Hjortetakspiritus - Hjortetaktræ - Hjortetalg - Hjortetrøffel - Hjortetrøst - Hjorth (Slægt af danske Violinbyggere)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mange Skeletdele; Levninger af den er ogsaa
fundne i diluviale Lag over en stor Del af
Europa, ogsaa enkelte Gange i Danmark. Den
lignede nærmest et meget stor Daadyr; voksne
H. maalte omtr. 5 m fra Spidsen af Takkerne
til Jorden og Afstanden mellem Takkernes
Spidser kunde være 4 m. Den synes at være
uddød før hist. Tid. — H. kendes i Amerika
først fra øvre Pliocen. (Litt.: Rütimeier,
»Beiträge zu einer natürlichen Geschichte der
Hirsche« i »Abhandl. der schweiz. paläont.
Gesellsch.«, 1877 og 1878; Brooke, On the
classification of the Cervidæ i Proceed. of zool.
soc., 1878; Flower og Lydekker,
Mammals, living and extinct [London 1891]; Boas,
»Forstzoologi« [Kbhvn 1896]).
(M. Ml.). R. Hg.
hjorteagtige Drøvtyggere, se Hjorte.
Hjortehals er en Betegnelse for den hos
Hesten jævnlig forekommende Halsform, der
er ejendommelig ved, at Halsens nederste
Kontur er stærkt fremhvælvet, samtidig med, at
dens øverste er hul. H. fremkommer hos
Heste, der bærer Hovedet meget højt, men
ikke er i Stand til rigtig at spænde de
Muskler, der trækker Halsens nederste Del tilbage
mod Skulderen og opad. Man siger om
saadanne Heste, at de har en vel »rejst«, men slet
»baaret« ell. daarlig »ansat« Hals, ell. at de
er tykstrubede ell. har Underhals.
H. kaldes ogsaa »omvendt Hals« (fordi den
velformede Hals er konveks oventil og konkav
nedentil) ell. »Kamelhals«. H. er ofte tillige kort
og ses i Forbindelse med en kort, stejl og
fremskudt Skulder. Den hyppigste Aarsag til H. (og
Tykstrubethed) er maaske dog en kort og lidet
bøjelig Nakke. Dette Bygningstræk
vanskeliggør nemlig Stramning af Nakkebaandet og
derved en mek. Opadtrækning af Halshvirvlerne
og de Muskler, der dækker dem. H. træffes
især hos Heste af mere ell. mindre primitiv
Race, saasom hos den russ. Steppehest samt
de polske og ung. Landheste. H. er navnlig for
Ridehesten en uheldig Halsform, da den
vanskeliggør Ledelsen af Hesten, især da den
hjortehalsede Hest saa ofte er kort- og
stivnakket med fremstikkende Hoved (»daarlig
Forening mellem Hals og Hoved«).
H. G.
Hjortelæder, se Læder.
Hjorterod (Libanotis All.), Slægt af
Skærmplanterne (Fennikel-Gruppen) med en enkelt
Art, Laadden H. (L. montana All.), en
fleraarig, omtr. 30 cm—1 m høj Plante med
kantet-furet, marvfyldt Stængel og fjerfligede
Blade, hvis Afsnit er elliptiske og
braadspidsede. Hele Planten er dunhaaret. Skærmen har
baade Stor- og Smaasvøb. Bægeret er tydelig
femfliget, Kronen hvid. Sjælden i Danmark (ej
fundet i Jylland) og meget sjælden i Norge,
kun i det sydlige; den vokser paa
Strandskrænter og blomstrer i Juli—Aug.
A. M.
Hjortesvin, se Svin.
Hjortetakolie. Ved den tørre Destillation af
kvælstofholdige dyriske Stoffer som
Hjortetakker — det opr. Udgangsmateriale til
Fremstilling af H. — Ben, Horn, Hudaffald etc. faas
et vandigt Destillat, Hjortetakspiritus,
samt en tykflydende, mørkebrun, empyreumatisk
Olie af stinkende og modbydelig Lugt. Denne
raa, stinkende H. fandt tidligere betydelig
Anvendelse i Farmacien og anvendes til Dels
endnu i Dyrlægepraksis som Middel mod Skab
hos Dyrene og til Bestrygning af Saar for at
beskytte disse mod Insekter. Den stinkende
Lugt, som man herved har draget sig til
Nytte, har man ogsaa med Held udnyttet til
Fordrivning af Fugle fra Frugttræer, ved i
disse at ophænge Klude vædede med H.
Rektificeret ell. æterisk H., Dippel’s
Olie, faas ved Destillation af den raa H. og
paafølgende Rektificering af Destillatet med
Vand. Dippel’s Olie er en tyndflydende
Vædske, farveløs ell. svag gullig, der bliver
mørkere i Berøring med Luften. Den finder endnu
nogen Anvendelse i Medicinen som
ormdrivende Middel og brugtes tidligere i Apotekerne
som Tilsætning til kulsur Ammoniak til
Fremstilling af det »raa« Hjortetaksalt.
(A. B.). E. K.
Hjortetaksalt, se
Ammoniumkarbonat og Hjortetakolie.
Hjortetakspiritus, se Hjortetakolie.
Hjortetaktræ, se Rhus.
Hjortetalg, det udsmeltede Fedt af Hjorten.
H. blev tidligere anvendt i Farmacien, men
erstattes nu altid af Faaretalg, fra hvilken den
ikke afviger væsentlig, hverken i Egenskaber
ell. Sammensætning.
(A. B.). E. K.
Hjortetrøffel (Elaphomyces), Slægt af
Sæksvampene, hvis trøffellignende, knoldformede, i
Reglen omtr. kugleformede, 0,5—4 cm brede,
underjordiske Frugtlegeme adskiller sig fra de
ægte Trøflers ved at være tørt og uspiseligt,
af en ubehagelig Lugt og bitter Smag; det er
omgivet af en tyk, fast, næsten korkagtig Væg.
Frugtlegemets Indre er ved Modningen opfyldt
af det mørkfarvede Sporepulver. Sporerne
frigøres til sidst helt ved Frugtvæggens
Forraadnelse, ell. de spredes ved Hjorte o. a. Dyr, som
æder disse Svampe. E. cervinus findes i
Naaleskove, hvor dens Hyfer kan danne Mykorrhizer
paa Gran- og Fyrrerødder.
F. K. R.
Hjortetrøst, se Eupatorium.
Hjorth, Slægt af danske Violinbyggere siden
18. Aarh. 1) Andreas Hansen H., f. 1.
Novbr 1752 i Haderslev, d. 4. Novbr 1834 i
Kbhvn, grundede 1789 den endnu eksisterende
Instrumenthandel i Kbhvn, blev senere
Instrumentmager for det kgl. Kapel og fik 1804 kgl.
Hof-Prædikat. Han byggede
Strygeinstrumenter efter Amati’s Model, som paa de Tider var
den foretrukne, ligeledes gode Buer. Enkelte
Instrumenter af ham findes endnu i det kgl.
Kapel og i privat Besiddelse. De er i Alm.
mærkede baade med Navneseddel og med
indebrændt Mærke A. H. H. 2) Hans Søn
Johannes H. (1809—1900), var ligeledes
Instrumentmager for det kgl. Kapel og fortsatte
Forretningen til 1880, da den overtoges af hans Søn
3) Emil Theodor H. (1840—1920),
uddannet hos Faderen, senere hos Gabr. Lemböck
i Wien og hos A. S. Ph. Bernadel i Paris,
byggede som sine Læremestre efter Stradivarius’
og Guarnerius’ Modeller, som nu var de
eneraadende overalt. Han overdrog Forretningen
1906 til sine to Sønner, der nu er Indehavere
af den, nemlig 4) Otto Ejnar H., f. 22.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
