Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjørungavaag - Hjørvard - hl - h. l. - H. L. - Hladejarler - Hladgerd - Hlassa - Hlaut - Hlér - Hlidskjalf - Hlin - Hloder ell Hlod - Hlodyn - Hlorride - H. M. - H-mol - Ho - Hoang-ho
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jomsvikingerne Aar 986, er efter de af Prof. G. Storm
anstillede Undersøgelser at søge paa Østsiden
af den store Hareidø paa Søndmøre. Bugten
er utvivlsomt identisk med den nuv. Liavaag,
hvis Fortsættelse endnu kaldes Hjørendal
og Hjørendals Vand, ligesom ogsaa
Øens nærliggende østligste Pynt kaldes
Hjøringnes. Kampen har efter al Sandsynlighed
staaet i Vaagens Munding og et Stykke inde i
denne. (Litt.: G. Storm, »Historisk-geogr.
Studier i det nordenfjeldske Norge« [i »Hist.
Tidsskrift«, 1. R., IV 412 ff.]).
(J. F. W. H.). Edv. B.
Hjørvard, 1) Fader til Helge Hjørvardssøn;
2) en af de tolv Arngrimssønner (se
Arngrim); 3) Rolf Krake’s Banemand og
Efterfølger (se Hjarvard).
G. K-n.
hl, Forkortelse af Hektoliter.
h. l., Forkortelse af hoc loco.
H. L., Forkortelse for Hefner-Lys, Enheden
for Lysstyrke, se Fotometri.
Hladejarler, d. s. s. Ladejarler, se
Haakon, S. 568.
Hladgerd, en Skjoldmø, som Regnar
Lodbrok vinder ved at overvinde Vilddyrene foran
hendes Bolig i Guldalen ved Trondhjem; hun
er — i Sakse’s norske Regnar-Saga —
Regnar’s første Hustru og kommer ham til Hjælp
i Kampen. (Litt.: A. Olrik, »Kilderne til
Sakse’s Oldhistorie« [2. Bd, 1894]).
G. K-n.
Hlassa, se Lassa.
Hlaut (oldn.), Offerdyrets Blod; det
samledes i et Kar (Hlautbolli), og Præsten
overstænkede Folket dermed ved Hjælp af en Kost ell.
Kvist (Hlauttein).
(A. O.). G. K-n.
Hlér (senere dansk Læ), Jætten paa Læsø,
opfattes af Islændingene som identisk med
Havjætten Ægir; derimod forekommer han i
Helge-Hundingsbane-Sagnet sammen med Ægir som
en af de danske Høvdinger, saaledes ogsaa hos
Sakse; optræder som mangehovedet Jætte i
det danske Sagn om Kong Snjo.
(A. O.). G. K-n.
Hlidskjalf (oldn. Hlíðskjálf), i nordisk
Mytologi et Højsæde i Odin’s Bolig Valaskjalf,
fra hvilket Odin og Frigg kunde overskue
Verden. Frej havde en Gang taget Plads her,
og fik da Øje paa den skønne Jættekvinde
Gerd, og om hans Kærlighed handler et af
Eddadigtene, Skirnísmál. H. synes sammensat
af hlid, Bjergside, og skjálf, Bænk, Sæde:
Bænken paa Bjergsiden.
G. K-n.
Hlin, 1) i nord. Myt. Navn paa Gudinden
Frigg. 2) Navn paa en af Asynjerne, som Frigg
sender for at frelse Folk, der er udsat for en
ell. anden Fare.
G. K-n.
Hloder ell. Hlod, Kong Heidrek’s Søn
med Sifka, Datter af Hunekongen Humle, søger
at støde sin Halvbroder Angantyr fra Tronen;
se Huner. I et dansk Sagn hos Sakse er H.
(Lother) bleven omdannet til en dansk
Kongesøn, der støder sin Broder Dan fra Tronen.
Hlodyn (Hlóðyn), Tor’s Moder, ogsaa kaldet
Fjörgyn ell. Jörð (den som kvindelig Guddom
opfattede Jord), opfattes i den nordiske
Gudedigtning som Odin’s Frille (dog optræder hun
aldrig personlig), men er maaske fra først af
et andet Navn paa Frigg. H. genfindes i
Tyskland som Gudinden Hludana; Navnets
Oprindelse er usikker.
(A. O.). H. El.
Hlorride, i nord. Mytologi et af de
hyppigste Tilnavne paa Guden Tor. Navnets Bet. er
dunkel og omstridt; sidste Led -ride maa vel
betyde: »den, der rider ell. kører«. I Snorre’s
Edda omtales Hlöra som Tor’s Fostermoder,
men dette Navn maa dog snarest anses for en
gl lærd Abstraktion af Navnet H., som er
opfattet som Slægtsnavn.
G. K-n.
H. M., Forkortelse af Hans eller Hendes
Majestæt.
H-mol, den Moltonart, der har H til
Grundtone; har to ♯, for f og c. Se H og Tonart.
Ho (ɔ: »Mennesker«), ell. Larka-Kolh, en til
det ind. Urfolk Kolh hørende Stamme, bosat
paa Chota-Nagpuras Højsletter ved Siden af
de nærbeslægtede Stammer Mundāri og
Bhumij i Prov. Bengalen. H. er vel den
mindste af disse Stammer (c. 1 Mill. Mennesker,
driftige Agerbrugere under Paavirkning af
protestantisk Mission). Jfr Kolh og
Kolarier. (Litt.: Nottrott, »Die Gossnersche
Mission unter den Kolh«, 1874).
D. A.
Hoang-ho [’kud-’kå] (Huanho, Hwangho,
d. e. den gule Flod), Flod i Nordkina,
kommer under Navnet Matshu fra Højsteppen
Odentala i det nordl. Tibet, som p. Gr. a. sin
Rigdom paa Søer af Kineserne kaldes
Singsu-hai (Stjernehavet). H. gennemstrømmer her
Søen Tsharing-nor (4270 m), dens Løb er vildt,
og dens Dal er dybt nedskaaren i Steppens
Løss; paa Bredderne vokser Popler og
Berberis. Ved Oasen Balekun-Gomi, hvor Dalen
har en Bredde af 2—3 km, er Floden 90—110
m bred og meget dyb, dens Hastighed beløber
sig til 90 m i Minuttet. Videre strømmer
Floden i en stor Bue, først mod N., saa atter mod
Ø., snart i dybe Kløfter mellem bratte
Fjeldskrænter, snart imellem lodrette Løssvægge og
snart gennem bredere Dalkedler, der prydes
af grønne Oaser og omgives af sneklædte
Toppe. Ved Lantshou gennembryder den
Kwen-lyn, og dens Vandspejl har her en Højde af
1473 m o. H. H. har nu ikke mere Karakter
af en vild Bjergstrøm, skønt dens Dal ligger i
Bjerglandet og danner Grænsen mellem Kansus
Plateaulandskaber og Kwen-lyn’s nordligste
Kæder. I nordøstlig Retning gennemstrømmer
den Bjerglandet, træder snart ud i det
mongolske Ørkenplateau og strømmer gennem
dette i en uhyre Bue for atter længere mod Ø.
at vende sig mod S. til frugtbare Egne. I den
30—60 km brede Floddal, hvorigennem H.
langsomt, delt i fl. Arme, strømmer frem,
veksler enkelte Smaaskove med Enge og kinesiske
Laidsbyer. Først efter at den har optaget
Tärkön-gol (den hurtige Flod), bøjer H. mod S.
ind i Bjerglandet og danner nu paa en
Strækning af næsten 700 km Grænsen mellem
Provinserne Shensi og Shansi. Paa denne
Strækning optager den af betydeligere Tilløb
Fön-ho fra venstre og Loho fra højre Side.
Endelig optager den fra højre Side den betydelige
Biflod Weiho og antager nu dennes
vestøstlige Retning, idet den flyder langs med den
nordl. Skraaning af Tsinling-shan-Bjergene,
hvilken Retning den beholder, indtil den træder
ned i Lavlandet ved Byen Lung-mön-kau. En
stor Del af H.’s mellemste Løb, fra Lantshou
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
