Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hobbes, Thomas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
William Cavendish, senere Hertug af
Devonshire, ham til Hovmester for sin Søn, og for
Resten af Livet vedblev H. at være fortrolig
knyttet til Familien Cavendish.
Han kom i personlig Berøring med Tidens
politisk interesserede Kredse, lærte Verden at
kende gennem store Udenlandsrejser som
Hovmester og studerede Oldtidens Digtere og
Historikere, saa han blev en lærd og belæst Mand,
om end han selv senere sagde, at havde han
læst lige saa meget som andre, vilde han have
været lige saa uvidende som de. Hans 1629
udkomne Overs. af Thucydides vidner om hans
klassiske og politiske Interesser. I Bacon’s
sidste Leveaar var han den faldne Lordkansler
behjælpelig som Sekretær, men det menes, at
Bacon’s Filosofi kun har haft ringe ell. ingen
Indflydelse paa H. Politiske Interesser førte H.
til 1640 at lade et Skrift: The Elements of Law
cirkulere i Manuskript. Dette Skrift er først
tilfredsstillende udg. af F. Tønnies 1889; paa
Dansk er dets første, psykologiske Del under
Titlen »Grundlove« overs. af Anton Thomsen
(1912). Værket, der indeholder hans
psykologiske og etisk-politiske Teori i Grundtræk, er
iflg. Høffding hans friskeste og lærerigste.
Frygtsom og fredselskende, som H. var, mente
han, at hans politiske Mening, der, som
Forholdene var, blev en Tagen Parti for den
absolutte Kongemagt, gjorde det usikkert for ham
at blive i Landet, da Kongen havde maattet
bøje sig for Parlamentet, og han flygtede til
Udlandet, hvor han opholdt sig i 11 Aar,
væsentlig i Paris. Her var han bl. dem, som
Mersenne, hvem han stod personlig nær, tilsendte
Descartes’ Manuskript til Meditationes; hans
Kritik og Descartes’ Svar viste, at de ikke
havde Sans for hinandens Filosofi.
1642 udkom De cive (»Om Borgerne«), hvor
han igen i udførligere Form fremsætter sine
etisk-politiske Teorier. En ny forøget Udg. af
dette Værk, der skulde være den 3. Hoveddel
af hans filos. System, udkom 1647. 1645 var
han en af Opmændene i en Strid i Anledning
af Danskeren Longomontanus’ »Løsning« af
Cirklens Kvadratur. En kort Tid var han ansat
som Kronprinsens Lærer ved det landflygtige
eng. Hof. Den politiske Udvikling i England lod
ham ikke faa Ro, og 1651 udsendte han et nyt
stort politisk Værk, Leviathan, hvor
Statsmagten sammenlignes med Havuhyret Leviathan,
om hvilken det i Hiob’s Bog hedder: »Paa
Jorden er ingen hans Lige, han er skabt uden
Frygt«. Det laa i H.’s politiske Grundsætninger,
at Skriftet indeholdt en vis Anerkendelse af
Cromwell’s Regering; baade dette og Skriftets
antikirkelige Tendens medførte, at det
landflygtige eng. Hof og den fr. Gejstlighed
stillede sig saaledes, at H. ansaa det for sikrest
igen at søge Tilflugt i England. Her udkom 1655
Systemværkets 1. Del, De corpore (»Om
Legemerne«), behandlende Logik, første
Grundsætninger og Naturfilosofi. Hans store Debat med
Biskop Bramhall om Villiens Frihed lod han
s. A. trykke. 1658 udkom De homine (»Om
Menneskene«), der skulde være Systemets
anden Del, men hvis Indhold ikke ganske svarer
hertil. Fra 1654 var han kommet i Strid med
de eng. Matematikere, og Striden, der tog en
meget nærgaaende personlig Form, fortsattes
Resten af hans Liv. Matematisk set kom H.,
der mente at have løst Cirklens Kvadratur,
sørgeligt til Kort. Et Forsøg paa en
Forfølgelse med ham efter den store Pest og den
store Brand i London 1666 faldt til Jorden,
men Kongen, der personlig var ham
venligsindet, forbød ham at lade noget trykke. Bl.
hans Alderdomsarbejder kan nævnes Behemoth,
hvor han fremstiller Borgerkrigens Historie
(1668), en Selvbiografi paa lat. Vers (1672), en
Overs. af hele Homer paa rimede Vers (1674).
3 Aar efter hans Død udtalte Oxford-Univ. en
kraftig Fordømmelse af hans Lære, og hans
Bøger blev brændt.
Om H.’s filos. Udvikling ved man meget lidt.
Sandsynligvis har de etisk-politiske Interesser
været de opr. Ved en Lejlighed kom han ind
paa at overveje Sanseiagttagelsens Natur og
kom til det Resultat, at Sanseiagttagelse
maatte bero paa Bevægelsesforandring. Saa sent
som 1629 læste han første Gang Euklid’s
Elementer og blev begejstret for den deduktive
Metode. Fra hans Rejse 1635 hører vi, at han
Dag og Nat er optaget af den Tanke, at alt er
Bevægelse. Paa denne Rejse besøgte han den
højt beundrede Galilei, med hvem han
samtalede om at behandle Samfundsvidenskaberne
i naturvidenskabelig Aand.
For H. falder Filosofi sammen med
Videnskab, dens Formaal er gennem
Aarsagserkendelse at være til Nytte. »Han har ved sit
dybtgaaende materialistiske System gjort det bedst
gennemtænkte Forsøg i nyere Tid paa at gøre
den naturvidenskabelige Erkendelse til at
være Viden om Tilværelsen« (Høffding). Som
Kopernikus, Galilei og Harvey havde brudt med
Skolastikken inden for Naturvidenskaberne,
gjorde han dette paa Aandsvidenskabernes
Omraade; om Samfundsvidenskaben siger han selv,
at den ikke er ældre end hans Bog De cive.
H.’s System omfatter Logik, første
Grundsætninger, Matematik, Mekanik, Fysik,
Psykologi, Etik og Politik, men han har intet ydet
paa mat. og naturvidenskabeligt Omraade. Det
eneste almene, der findes, er (iflg. H.), at et Navn,
et Ord kan tjene som Betegnelse for alle
Emner, der i en vis Henseende ligner hinanden.
En Dom er en Forbindelse af to Navne som
Betegnelse paa samme Ting; dens Sandhed
bestaar i, at Prædikatet er Navn paa det samme,
som Subjektet er Navn paa. Da Valget af
Navne er vilkaarligt, er en Doms Sandhed
vilkaarlig, og Videnskaben synes kun at komme til at
handle om den vedtægtsmæssigt rette Brug af
Navne. Det er vistnok den deduktive
matematiske Tænkning, der iflg. H. har sit
Udgangspunkt i Definitioner, der udsiger, hvorledes vi
kan frembringe Emner, altsaa i selvskabte
Emner, som han paa denne Maade søger at
almindeliggøre. Dette selvskabte kommer igen
frem ved, at han som Metode benytter at tænke
sig den hele Verden tilintetgjort paa nær et
enkelt Individ, der bevarer Erindringen om
sine tidligere Erfaringer og da paa Grundlag
heraf tænker sig Verden ell. det, der for dette
Individ tager sig ud som Verden, bygget op;
herunder kommer han ind paa at betragte
Rum og Tid som subjektive. Ogsaa hvor han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
