Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hofmannswaldau, Christian Hofmann von - Hofmarskal - Hofmeister, Sebastian - Hofmeister, Wilhelm - Hofmester - Hofmeyr, Jan Hendrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hyrde«. Hans »Deutsche Uebersetzungen und
Gedichte« udkom 1679, senere i Samlingen
»Herrn von H. und anderer Deutschen
auserlesene Gedichte« (Frankfurt og Leipzig, 7 Bd,
1697—1727). Bobertag har i vore Dage udg. den
i 36. Bd af Kürschner’s »Deutsche
Nationallitteratur«. (Litt.: Ettlinger, »Chr. H. v.
H.« [Halle 1891]; Brossmann, »H. v. H.«
[Liegnitz 1900]).
C. B-s.
Hofmarskal [-’marsjal], se Hof.
Hofmeister (’ho.fmai^stər], Sebastian (egl.
Wagner), schweiz. Reformator (1476—1533),
studerede under J. S. Faber i Paris og begyndte
ved sin Hjemkomst som Læremester i et
Franciskanerkloster i Zürich at forkynde det rene
Evangelium, hvorfor han blev forflyttet og efter
fl. Omskiftelser kom til Schaffhausen, hvor han
indførte Reformationen. Han deltog i
Disputationerne i Zürich 1523 og hjalp ogsaa Zwingli
i hans litterære Strid med de Pavelige. 1528
blev han kaldet til Bern først som Prof., senere
som Præst, og bidrog væsentlig til
Reformationens Indførelse der. (Litt.: M.
Kirchhofer, »Sebastian Wagner, genannt H.« [Zürich
1808]).
(H. O-d.). A. Th. J.
Hofmeister [’ho.fmai^stər], Wilhelm, tysk
Botaniker, f. 18. Maj 1824 i Leipzig, d. 12. Jan.
1877 i Lindenau ved Leipzig, var opr.
Musikhandler, men vendte sig snart til det botaniske
Studium, især til den fysiol. og
udviklingshistoriske Side af dette. 1863 blev han kaldet som
Prof. til Heidelberg, 1872 til Tübingen. H.’s
Studier angaar hovedsagelig de højere
blomsterløse Planters Udvikling samt Æggets
Bygning, Udvikling og Befrugtning hos
Blomsterplanterne, og i sine berømte Studier
»Vergleichende Untersuchungen der Keimung,
Entfaltung und Fruchtbildung höherer
Kryptogamen und der Samenbildung der Coniferen«
(1851, med 33 Tavler) har han efterladt sig et
videnskabeligt Mindesmærke, der næppe har
sit Sidestykke i den moderne,
sammenlignende Morfologi. Hin paaviser heri med stor
Skarpsindighed og klar Fremstilling:
Homologierne mellem de nævnte Planters
Forplantningsorganer og leverer vigtige Iagttagelser og
Slutn., der har den allerstørste Rækkevidde,
bl. a. ogsaa for den fylogenetiske Forskning.
Allerede 1849 havde han ved fortrinlige
Arbejder (»Die Entstehung des Embryo der
Phanerogamen« [med 14 Tavler]) bragt Schleiden’s
bagvendte, men dog af Schacht meget støttede
Lære om Kimdannelsen af Støvrøret ud af
Verden, og senere leverede han i sine »Neue
Beiträge zur Kenntniss der Embryobildung der
Phanerogamen« (1859—61, med 52 Tavler) en
næsten uhørt Masse af Undersøgelser til
yderligere Bekræftelse heraf. Meget indgaaende
beskæftigede han sig ogsaa med de blomsterløse
Planters Topcellevækst, men her begik han
rigtignok den Fejl ogsaa at hævde denne for
Blomsterplanter; H. er en af de første, som
har leveret fotografiske Gengivelser af
Vækstpunkter med Topcelle. Ogsaa paa morfologisk
Omraade leverede H. ypperlige Arbejder. Det
er klart, at et saa storartet Arbejde, som H.
har præsteret i Paavisningen af en saa
betydelig Del af Planterigets genetiske
Sammenhæng, ikke naa ethvert enkelt Punkt er
ganske uden Fejl; tværtimod, ikke faa
Iagttagelser har for Nutidens skærpede Øje vist sig
urigtige; men dette har ikke haft nogen
Indflydelse paa det Helhedsbillede, som H. har
udkastet. En berømt, men noget tungt skrevet
Lærebog har H. forfattet i sin »Lehre von der
Pflanzenzelle« (1867) og den dertil sig
sluttende »Allgemeine Morphologie der Gewächse«
(1868), som begge er Led af et af ham
planlagt, men kun til Dels udført Værk,
»Handbuch der physiologischen Botanik«, i hvis
Udarbejdelse ogsaa andre Lærde deltog.
V. A. P.
Hofmester blev i den senere Middelalder i
Tyskland Betegnelsen for en højtstaaende
Hofembedsmand, saavel hos Kongen (Kejseren)
som hos Fyrsterne. Hos de sidste var H. som
oftest paa een Gang Chef for Hofstaten og
Fyrstens Stedfortræder og øverste Minister.
Hos Kejseren deltes Embedet derimod tidlig,
saaledes at Forretningerne vedrørende
Hofholdningen henlagdes under en Hus-H., de
politiske Forretninger, derunder Forsædet i
Hofraadet i Kejserens Sted, til en Over-H. ell.
senere Rigs-H. Efter tysk Forbillede indførtes
Embedet i Valdemar Atterdags Tid i Danmark,
hvor det kom til at danne Grundlaget for det
senere Embede som RigsH. (s. d.). — I senere
Tid fik H. ell., som det efterhaanden ogsaa
skreves, Hovmester en mere alm. Bet.,
idet det brugtes dels om enhver, der forestod
en større Husholdning, selv om det ikke var
en Konges ell. Fyrstes, dels om Opdragere for
fornemme Folks Børn og overhovedet om
Huslærere. Sidstnævnte Bet. stammer vel fra, at
en saadan H., hvor det drejede sig om Prinser
og Prinsesser, ikke blot var Leder af
Opdragelsen, men ogsaa Chef for den paagældendes
Hofstat og den dertil hørende Hofholdning.
Nærmest herhen hører det, at Forstanderen
for Sorø Akademi, saa længe dette bestod som
saadant, førte Titelen Over-H.
P. J. J.
Hofmeyr [’håfmæ^ir], Jan Hendrik,
sydafrikansk Politiker, f. 4. Juli 1845 i Kapstaden
af holl. Byrd, d. 16. Oktbr 1909, var oprindelig
Journalist og Bladudgiver (»Our Land«). Han
valgtes 1879 til Kaplandets Parlament (indtil
1895) og blev snart Leder for det hollandske
»Afrikanderparti«. Maj—Novbr 1883 var han
Minister, dog uden særlig Portefeuille, men
afslog ellers ethvert Tilbud om en saadan Post,
medens han ved sin store Indflydelse indsatte
og styrtede Ministerier. Derimod valgtes han
1887 til Medlem af den første alm.
Kolonialkongres i London og 1894 til den tilsvarende
i Ottawa. En Tid lang støttede han P.
Krüger’s Politik i Transvaal, men da den viste
sig fjendsk imod England, blev han
betænkelig og gik 1890—95 sammen med Cecil Rhodes.
Thi uagtet han i national Henseende var holl.,
hyldede han dog det eng. Riges Enhed og
Vælde. Jameson’s Indfald i Transvaal ved
Nytaarstid 1896 vakte hans Uvillie, og i de flg.
Aar havde han Vanskelighed med at holde sit
Partis Racesympatier inden for, hvad
Loyaliteten krævede. Juli 1899 søgte han forgæves
ved et Besøg i Pretoria at overtale P. Krüger
til rimelige Indrømmelser over for de eng.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
