Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hohenstein - Hohentwiel - Hohenwart, Karl Sigismund - Hohenzollern (Landstrækning) - Hohenzollern (Fyrsteslægt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
12 km Ø. f. Glauchau paa Skraaningen af
Erzgebirge, 340—440 m o. H., ved Jernbanelinien
Zwickau—Chemnitz. (1910) 15776 Indb., mest
Lutheranere. Bomulds- og Plydsvæverier,
Trikotage- og Handskefabrikker. I Nærheden en
Mineralkilde med Badeanstalt. — 2) By i
Østpreussen, Regeringsdistrikt Königsberg,
Knudepunkt paa Jernbanen Allenstein-Soldau, 166 m
o. H., med Gymnasium, Lærerseminarium og
(1910) 2819 Indb.
G. Ht.
Hohentwiel [ho.ən’tvi.l], Bjergtop bestaaende
af Fonolit i den württemberg’ske
Schwarzwald-Kreds i Hegau, 2 km NV. f. Singen, har
en Højde af 692 m o. H. og 293 m over
Boden-Søen og danner et knap 1 km2 stort Enklave
i Baden. Fra Toppen, paa hvilken findes
mægtige Ruiner af Fæstningen og Klosteret H., er
en pragtfuld Udsigt over Boden-Søen og
Alperne fra Tyrol til Savojen. Fæstningen blev i
Trediveaarskrigen fem Gange (1635—44)
forgæves belejret af de kejserlige og bayerske
Tropper, men overgav sig uden Modstand 1800
til Franskmændene under Vandamme.
G. Ht.
Hohenwart [ho.ən’vart], Karl Sigismund,
Greve, østerrigsk Statsmand, født 12. Februar
1824, død 26. April 1899, af en gammel Adelsæt
i Steiermark. Han indtraadte 1856 i
Statstjenesten, blev 1860 Landspræsident i Kärnthen
og 1868 i Øvreøsterrig. Her havde han stærke
Sammenstød med den ultramontane Biskop
Rüdigier, da han med Kraft hævdede
Kirkelovene, og valgtes derfor til Landdagen som
liberal. Febr 1871 blev han Førsteminister og
søgte nu at omdanne Forfatningen i
føderalistisk Aand: han vilde oprette et selvstændigt
Kongerige Böhmen, men fandt ikke fuld
Understøttelse hos Tschekkerne, der stillede langt
videre Krav, og mødte derimod den heftigste
Modstand hos Tyskerne. Derfor maatte han
allerede 30. Oktbr s. A. trække sig tilbage.
Oktbr 1873 valgtes han i Krain til Underhuset
og blev Leder for det saakaldte »Retsparti«
(»H.-Klubben«), sammensat af klerikale og
føderalistiske Medlemmer, mest fra de mindre
Landskaber. Han øvede stor Indflydelse og
understøttede Greve Taaffe’s Ministerium,
indtil denne 1893 foreslog en Valgreform; da
medvirkede han til Taaffe’s Fald og ligeledes til
hans Efterfølger Fyrst Windischgrätz’ 1895,
men tilsatte samtidig sin egen Indflydelse og
stillede sig derfor ikke til Valg 1897. Marts
s. A. udnævntes han derimod til livsvarigt
Medlem af Herrehuset. Siden 1885 var han
Præsident for Regnskabsretten.
E. E.
Hohenzollern [ho.ən’tsålərn], Landstrækning
i Sydtyskland, begrænset af Baden og
Württemberg, bestod indtil 1849 af
Fyrstendømmerne H.-Hechingen og H.-Sigmaringen og
danner nu det preussiske Regeringsdistrikt
Sigmaringen. H. gennemskæres af Rauhe Alp;
Hovedfloderne er Neckar og Donau. Der findes
Stensaltlejer (ved Stetten) og nogle
Mineralkilder. Arealet er 1142 km2 med (1910) 71009
Indb., deraf 34461 Mænd, 36548 Kvinder. 45,8
% af Arealet er Ager- og Havejord, 16,6 %
Enge og Græsgange, 34,1 Skov.
G. Ht.
Hohenzollern [ho.ən’tsålərn], tysk
Fyrsteslægt. Familien stammer fra Schwaben,
nævnes første Gang i 11. Aarh. og kan fra Slutn.
af 12. Aarh. uafbrudt følges. C. 1191 fik den
betydelige Godser i Franken, og Grev Frederik
af Zollern forlenedes af Kejser Henrik VI med
Borggrevskabet i Nürnberg ɔ: Forvaltningen
af de store, frankiske Krongodser. Hans to
Sønner Frederik II og Konrad blev Stamfædre
for de senere adskilte Linier, den frankiske og
den schwabiske. Sidstnævnte overtog
Grevskabet Zollern (Hohenzollern), medens den
frankiske, der beholdt Borggrevskabet, i Løbet
af de flg. Aarhundreder erhvervede betydelige
Besiddelser i Bayern, omtr. svarende til de
senere Markgrevskaber Bayreuth og Ansbach,
og dens Anseelse steg ved, at den 1363 optoges
bl. Rigsfyrsterne. Egl. hist. Bet. fik denne Linie
dog først, da Kejser Sigismund 1415 forlenede
sin Ven Borggrev Frederik VI af Nürnberg
arvelig med Kurværdigheden og
Markgrevskabet Brandenburg, hvilket han allerede fra 1411
havde bestyret som Høvedsmand. Den egl.
officielle Forlening fandt dog først Sted 1417
under Koncilet i Constanz. Da Frederik overtog
Brandenburg, var det i en sørgelig Forfatning,
Røverridderne skaltede og valtede i Landet, og
store Dele af det var i fremmede Fyrsters
Vold. Men den ny Markgreve var en myndig og
dygtig Herre, der snart bragte Fred og Orden
til Veje og begyndte at erobre de tabte
Besiddelser tilbage, en Gerning, som fortsattes af
hans Sønner og Efterfølgere Frederik II
(1440—70) og Albrecht Achilles (1470—86).
Sidstnævnte samlede 1471 alle den frankiske Linies
Besiddelser paa sin Haand, og i Modsætning
til tidligere Sæd og Skik, efter hvilken de
altid var blevne udskiftede mellem Sønnerne,
udstedte han for at forhindre de skadelige
Delinger en Huslov, Dispositio Achillea (1473),
iflg. hvilken Brandenburg altid skulde være
udelt og arveligt efter Førstefødselsretten,
medens Besiddelserne i Franken i det højeste
maatte tvedeles. Som Følge heraf stiftede hans
Sønner Sigismund og Fredeiik Linierne
Ansbach og Bayreuth; men da begge disse
Sidegrene uddøde 1603, tilfaldt de to
Markgrevskaber Kurfyrst Joachim Frederik af
Brandenburg, som dog hurtig afstod dem til sine
Stifbrødre Christian og Joachim Ernst. 1769
uddøde Linien i Bayreuth, og dens Besiddelser
forenedes nu med Ansbach, hvis sidste
Indehaver, den barnløse Alexander, 1791 afstod alle
sine Lande til Kong Frederik Vilhelm II af
Preussen mod en aarlig Pension paa 500000 fl.
Indtil Freden i Tilsit (1807) var de to
Fyrstendømmer derfor forenede med Preussen,
men 1810 tilfaldt de Bayern, der fik
Bekræftelse paa dem ved Wien-Kongressen, og til
hvilken Stat de endnu hører.
De tre første hohenzollernske Kurfyrster i
Brandenburg havde alle følt sig som Sydtyskere
og mest opholdt sig i Franken; først Albrecht
Achilles’ Søn Johan Cicero (1486—99) tog fast
Sæde i Berlin. Hans Efterfølger Joachim
Nestor, der var gift med Christian II’s Søster
Elisabeth, forsonede sig med Nabofyrsterne i
Pommern og anerkendte 1529 deres Stilling
som fri Rigsfyrster, mod at Landet efter
Fyrstehusets Uddøen skulde tilfalde Brandenburg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
