Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holberg, Ludvig (Forfatter)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
engagerede af Frederik IV til Hoffets
Forlystelse, ell. det var rene Fjællebodsløjer —
»Haupt- u. Staats-Actionen«, stærke Mænd o.
desl. — foranstaltede af omvandrende, mest
tyske Gøglere. Da var det, at en af de franske
Aktører, der var bleven tilbage i Danmark og
havde løst Borgerskab som Vinhandler.
Étienne Capion, søgte om og fik Privilegium paa at
opføre et Komediehus i Kbhvn; Grunden fandt
han i Lille Grønnegade (nuv. Ny Adelgade Nr
6—8—10), hvor altsaa den første danske
Skueplads havde sit Hjem (til 1728). I Beg. —
Teatret blev aabnet Jan. 1722 — var det ogsaa
kun fremmed Komedie, offentlige Maskerader
o. l., Privilegiets Indehaver bød paa. Men da
søgte en af hans Landsmænd, René Montaigu,
om Tilladelse til at opføre dansk Komedie paa
den ny Scene, og i Fr. Rostgaard fandt han
en udmærket Støtte. Med et Personale paa 8
Skuespillere, til Dels Studenter, og 3
Skuespillerinder aabnedes da 23. Septbr 1722 den
første danske Skueplads med en Prolog af
Rostgaard og en Oversættelse af Molière’s
»L’Avare«. Det blev alligevel ikke ved
Rostgaards Hjælp, men ved H.’s, at Teatret i
Lille Grønnegade grundedes. Faa Aftener efter,
sandsynligvis d. 26 Septbr, opførtes »Den
politiske Kandestøber«, og uden mindste Vederlag
overlod H. Skuespillerne i andre Komedier,
nemlig »Den Vægelsindede«, »Jean de France«,
»Jeppe paa Bjerget« og »Geert Westphaler«,
af hvilke i alt Fald de 3 første — samtidig
med Oversættelser af mere ell. mindre
værdifulde franske Komedier — kom frem inden
Aarets Udgang. I Beg. lokkede Nyhedens
Interesse naturligvis mange Folk i Teatret, men
Satiren i Komedierne som i »Peder Paars«
forargede mange, og Uviljen vendte sig først
mod Skuespillerne, der betragtedes som alm.
Gøglere og ingen borgerlig Agtelse nød. Og
havde H. ikke benyttet sin Professorstilling til
at tage deres Parti, vilde Universitetet
utvivlsomt have relegeret de Studenter, der havde
vist sig paa Bræderne. Værst var det dog, at
Tilløbet til Forestillingerne snart standsede,
saa at det ofte saa ud til, at Teateret helt
maatte lukke. H. gjorde alt, hvad han
formaaede, for at holde det oppe; han forærede
Skuespillerne det ene ny Stykke efter det
andet og indledede den første Del af sine
Komedier (1723) med et Forsvar for dem og for
Skuespil i Alm. Indtil Beg. af 1727 kom de fleste
af H.’s betydeligere Komedier til Opførelse,
saaledes: »Barselstuen«, »Den ellevte Juni«, »Jacob
von Thyboe«, »Ulysses von Ithacia«, »Hekseri
ell. blind Allarm«, »Maskerade«, »Julestue«,
»Henrik og Pernille« o. s. v. 1727 var den
finansielle Status saa slet, at man besluttede at
lukke Teatret, og H. skrev da sin
komiskvemodige Epilog »Den danske Komedies
Ligbegængelse«. Det blev ganske vist atter aabnet
en kort Stund det flg. Aar, indtil Kbhvn’s
Ildebrand skrinlagde enhver Tanke om at
fortsætte; og da bedre Tider kom, umuliggjorde
den pietistiske Aandsretning en Genaabning. Det
vilde være forstaaeligt, om al denne Modgang
helt havde bortvendt H.’s Sind fra at skrive
fl. Komedier. Men da den danske Skueplads
aabnedes under lykkeligere Auspicier paa
Kongens Nytorv 1748, vaagnede hans Interesse
atter for den. og hans Gave til den unge Scene
var 6 ny Stykker (»Plutus«. »Sganarel’s Rejse«.
»Philosophus udi egen Indbildning«,
»Abracadabra«, »Republikken«, »Den forvandlede
Brudgom«), hvoraf dog kun de 5 kom til Opførelse
i H.’s Levetid; det sidste, »Den forvandlede
Brudgom«, er først blevet spillet 1882. Intet af
disse Stykker blev dog ret populært — der
var for megen Refleksion og for lidt Humør i
dem. — Medens H. havde laant Stoffet til sine
Komedier mange St. fra, snart fra de latinske
Dramatikere, Plautus og Terents (f. Es.
Mostellaria, Miles gloriosus), snart fra en tysk
Eventyrsamling, og nu og da ogsaa taget Træk
til Intrigens Forvikling fra den italienske
Maskekomedie, lærte han Teknik og
Komposition hos Molière, men naaede aldrig Mesteren
her. H.’s Svaghed som Dramatiker er
Handlingens Urimelighed, hans Skødesynd
utilgivelige Glemsomheder, dem han kun sjælden
retter, hvad vel nok den Hurtighed, hvormed han
har arbejdet, kan forklare; han har heller ikke
Molière’s psykologiske Blik, giver ofte Typer
for Karakterer og viser sig temmelig
interesseløs over for ethvert erotisk Forhold. Det vilde
dog være fejlagtigt at mene, at H. ikke varierer
Personerne, fordi deres Navne er stereotype
(Jeronimus, Leander, Henrik o. s. v.). Navne
fra Datidens Kbhvn var H. udelukket fra at
bruge, fordi vedk. Navnes Indehavere da
ufejlbarlig vilde tro, at der var sigtet til dem,
og han brugte til Dels derfor
Renaissancekomediens. De underordnede Figurer, som
Leonora og Leonard, falder ganske vist meget
stereotypt, men Jeronimus er ikke altid den
samme Mand, selv om han indtager samme
Plads paa Rollelisten. I »Maskerade« er han
en arrig, gl Knark, der vrisser over
Ungdommens Lyst til at more sig; i »Det lykkelige
Skibbrud« derimod er han den dannede og
belevne Handelsmand, en Type paa en
Datidsgrosserer; i »Pernille’s korte Frøkenstand«
endelig har han helt skiftet Plads, er ikke
mere paterfamilias, men en gerrig, lumsk
Pebersvend, der kun vil gifte sig for at faa
sin Formue forøget. H.’s sunde Fornuft maatte
i høj Grad føle sig tiltalt af den Boileau’ske
Æstetik, og den fr. Klassiks strenge
Haandhævelse af de aristoteliske Enheder, Stedets,
Tidens og Handlingens, holdt han sig i det
hele efterrettelig. Ganske vist spørger ofte
Læseren sig selv, om H. har tænkt sig
Handlingerne foregaa under aaben Himmel ell. i en
Stue — thi ingen Dekorationsveksling er
nogensteds angivet. Hertil maa da svares, at
H. hverken har tænkt sig det ene ell. det
andet, thi Dekorationsspørgsmaalet eksisterede
slet ikke for Samtiden. Man hjalp sig med en
Antydning og i alle Tilfælde med een
Dekoration — første Akt af »Jeppe« er f. Eks. spillet
med en landskabelig Baggrund, og denne er
bevaret hele Stykket igennem; i anden Akt
flyttes blot Sengen ind, i hvilken Jeppe sover,
i tredje et Bord, her foregik Advokatscenerne
o. s. v. Derved var »Stedets Enhed« bevaret,
og paa anden Maade opfattede ikke Datiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
