Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holberg, Ludvig (Forfatter)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
denne æstetiske Regel. — H.’s Styrke er den
absolutte danske Tone, der trods alle
Forbilleder hviler over de fleste af Komedierne. Det
Kulturmaleri, H. gennem dem har tegnet for os,
har han ikke fra nogen Fremmed. Forskellen
mellem Molière’s og H.’s Publikum var meget
stor: Frankrig havde allerede en rig
Skønlitteratur, Danmarks skulde først skabes,
Forstaaelsen var derfor større hist end her, og
Molière kunde tillade sig en Satire, som H.
aldrig turde vove uden at blive misforstaaet.
Molière’s Publikum endelig var Hoffet ell. det
rige Bourgeoisi, som helst saa Emner fra deres
egen Kreds, medens H. godt forstod, at om
han vilde skaffe sig Opmærksomhed, maatte
han paa sin Vis fængsle sit Publikum,
Smaaborgernes brede Lag, fremstille Scener af deres
Liv og ikke være bange for et plumpt Ord.
Men H. skrev ikke udelukkende for at
divertere Børstenbindere og Øltappere; den
rationalistisk sindede Mand havde et bestemt
Formaal: at moralisere under Skæmtens Maske;
han vilde blot ligesom Doktoren »forgylde
Pillerne«, for at de bedre kunde glide ned. Nytten
var for ham Hovedsagen; han saa paa sit
Publikum de haut en bas; men for Efterverdenen
er det et Held, at han, medens han skrev, har
glemt sin Hensigt og ladet Viddet tage Magten
fra sig, saa at han først henimod Slutn. tænker
paa, hvad han egl. vilde sige og i Verseform
giver Moralprædikanten Ordet. Naar disse
Slutningsvers nu ofte udelades ved Opførelserne,
er dette egl. ikke i H.’s Aand. — H.’s Komedier
falder naturligt i 2 Grupper:
Karakterkomedier, hvor Hovedvægten er lagt paa at skildre
en enkelt Person (»Den Vægelsindede«, »Den
Stundesløse« o. s. v.), og Intrigestykker, hvor
Karaktertegningen træder stærkt tilbage for
den komiske Situation (»Julestue«,
»Abracadabra« o. s. v.). Men fl. af Komedierne staar dog
paa Grænsen mellem begge Klasser. Emnerne
er meget forsk.; snart er det Overtro (»Hekseri
eller blind Allarm«, »Uden Hoved og Hale«),
snart Uskikke i Samfundslivet (»Barselstuen«),
H. harcellerer over. En anden Gang gør han
Nar af Udenlandssnobber (»Jean de France«)
ell. haaner den militære Skryder (»Jakob v.
Thyboe«). Bl. Komedierne findes ogsaa to
litterære Parodier: »Ulysses v. Ithacia«, der
spotter de omvandrende tyske Truppers
Spektakelstykker, hvad H.’s Publikum utvivlsomt godt
forstod, og »Melampe«, en Travesti af den
franske Tragedie, som det derimod manglede
Forudsætninger til at forstaa og tog alvorligt.
Trods denne travle litterære Virksomhed tog
H. sig dog Tid til endnu en Udenlandsrejse,
hans femte og sidste. Sommeren 1725 drog han
af Sted. Rejsens Maal var egl. Badene i Aachen,
men undervejs ombestemte H. sig og tog over
Holland til Paris, hvor han blev et halvt Aars
Tid, optagen af at studere Bøger og Mennesker.
Et Forsøg, han her gjorde, paa at faa »Den
politiske Kandestøber« opført, som han selv
havde oversat paa Fransk, mislykkedes. I
Foraaret 1726 var han atter hjemme og
udsendte s. A. »Metamorphosis eller
Forvandlinger«, en ikke synderlig morsom parodisk
Studie efter Ovid, idet H. forvandler Dyr til
Mennesker. Langt betydningsfuldere —
navnlig som den eneste udførlige Kilde til H.’s Liv
— var det Epistola ad virum perillustrem,
som udkom 1727. Hvem denne »meget
berømte Mand« har været, til hvem H. har
adresseret dette store Brev, har været
Genstand for den livligste Efterforskning, men vil
aldrig helt kunne opklares. Man har gættet
paa Rostgaard, paa Stiftamtmand Reitzer m.
fl. og med en vis Grad af Sandsynlighed paa
Greve Chr. Rantzau, senere Statholder i Norge,
med hvem det vides, at H. har staaet i
Brevveksling. Sidst har en Forf. (Vilj. Olsvig)
endog opstillet den Hypotese, at den høje
Adressat skulde være ingen mindre end Kong
Frederik IV, og at Brevet maa opfattes som et
Forsvarsskrift mod H.’s talrige Fjender, der
havde fundet Anledning til at sværte ham
under hans Udenlandsrejse. Det maa dog bestemt
hævdes, at denne Gisning ikke støtter sig til
noget som helst Bevis af Bet., thi at H. et St.
i Forbigaaende omtaler sine »Uvenner«,
betyder ikke meget, især hos en Mand med H.’s
Irritabilitet. I Virkeligheden er det slet ikke
sikkert, at Adressaten har eksisteret, men der
er tværtimod megen Rimelighed for, at H. har
skildret sit Levned for en fingeret Person,
noget, som Litteraturhistorien kan opvise
mange Sidestykker til. Men i hvert Fald kan
man betragte dette Brev som Afslutning af en
Periode i H.’s Forfatterliv. Med 1728 havde,
som ovf. berørt, Tiden skiftet. Alvor bliver de
kommende Aars Løsen, og denne Alvor præger
da ogsaa en stor Del af hans
Manddomsgerning, saa han med Kraft nu genoptager sine
historiske Studier og foreløbig siger Komedier
og Satirer Farvel. H., der levede en
Pebersvends ensomme og sobre Liv, havde skaffet
sig en meget stor Læsning, og han vedblev
ivrig at følge med. Om hans mange Interesser
og store Kundskaber bærer de flg. Aars
Forfattervirksomhed rige Vidnesbyrd; derimod
blev H. aldrig nogen »lærd« Mand, som f. Eks.
en Gram og en Langebek. Just hans Alsidighed
og Humanitetsfølelse hindrede ham i nogen
Sinde at blive Specialist. 1728 skrev han nogle
»Samtaler holdte paa hin Side Elben«, der
strejfede Handelsforhold, og det flg. Aar udk.
hans »Danmarks og Norges Beskrivelse«, ikke
en minutiøs topografisk Haandbog, men et
livfuldt kulturhistorisk Essay. H.’s Hovedarbejde
som hist. Skribent blev hans »Danmarks Riges
Historie« (3 Bd, 1732—35). Imidlertid — den,
der vil granske Kilderne til Danmarks Historie,
henvender sig til Suhm, Huitfeldt o. a., ikke
til H., hvis Arbejde hverken udmærker sig ved
fremragende Lærdom ell. ved nogen
videnskabelig Metode. H.’s store Fortjeneste med
dette Skr. er derimod at have givet den første
læselige Danmarks Historie paa Modersmaalet.
For hist. Kritik havde H. slet ingen Sans, og
meget af, hvad han fortæller, er for længst
omstyrtet — det er ikke Indholdet, men
Formen, der gør H.’s Danmarks Historie saa
fængslende. Hans Anlæg og Tilbøjelighed gik
ikke i Retning af Detailstudier; han arbejdede
videre med det Stof, som forelaa. Hans
moderne, reflekterende Aand kunde ikke afvinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
