Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holmgang - Holmgren, August Emil Algot - Holmgren, Frithiof Alarik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig af Holmen« med en forud aftalt Pengesum
(»Holmløsen«), sædvanlig tre Mark Sølv.
Kampen drejede sig ofte om Jordejendom
(undertiden dog om andre Retsspørgsmaal); for at
vise sin Uegennytte kunde den Udæskende
sætte et Pengebeløb af samme Værdi som det
omtvistede i Pant ved Kampens Begyndelse.
Til andre Tider synes det at have været Skik,
at den Overvundnes Ejendom tilfaldt
Sejrherren; og dette synes at være misbrugt af
omstrejferide »Holmgangskæmper«, som drev et
Slags Røveri ved at yppe Strid med Folk og
udæske dem til H. Paa Island blev H. forbudt
af Altinget 1006 efter Gunlaug’s og
Skald-Hravn’s Tvekamp; i Norge skal et lgn. Forbud
være givet c. 1012. Uden for Sagalitteraturen
haves Efterretninger om H. hos Svenskerne i
Vikingetiden og i ikke faa af Sakse’s danske
Sagnoverleveringer (Frode-Loven, Bjarke og
Agnar, Koll og Ørvendil).
(A. O.). H. El.
Holmgren, August Emil Algot, sv.
Zoolog, f. 10. Novbr 1829 Östergötand, d. 30.
Deébr 1888 i Sthlm, blev 1850 Student ved
Upsala-Universitetet, assisterede 1855—56 ved
Ordningen af Rigsmuseets entomologiske
Samlinger og blev 1871 Lektor i Naturhistorie ved
Skovinstituttet. 1880 knyttedes han til
Landbrugsakademiet som entomologisk Konsulent,
og fik nu, paa talrige Rejser, rig Lejlighed til
at gøre Iagttagelser og Studier over de
skadelige Insekters Biologi. Hans zoologiske
Undersøgelser gjaldt navnlig Hvepsernes og Fluernes
artsrige Afdelinger, og hans betydeligste
Arbejder behandler disse Insekter, dels i en Rk.
Monografier, dels i det større Værk
Ichneumonologia suecica (1864). Af populære
Afhandlinger om de samme Emner har han udgivet
flere, saaledes: »Om åkerns vanligaste
skadeinsekter« (1873) og »Om skadeinsekter
inomhus« (1879). Paa andre Omraader af
Naturvidenskaben har han skrevet: »Anvisning att
igenkänna Sveriges vigtigare löfträd och
löfbuskar under deres blad- og blomlösa tillstånd«
(1861), »Handbok i Zoologi« (Pattedyr og
Fugle, 1865—71) og »Om småfoglarne« (1869),
hvori han tager kraftig til Orde for
Fuglebeskyttelsen.
(J. C.). R. H. S.
Holmgren, Frithiof Alarik, sv.
Fysiolog, ovenn.’s Broder, f. i Vestra Ny,
Linköpings Len, 22. Oktbr 1831, d. i Upsala 14.
Aug. 1897. Efter at have gennemgaaet
Gymnasiet i Linköping blev han 1850 Student ved
Upsala Universitet. Han begyndte her straks
paa Studiet af Medicinen, tog 1852
medico-filosofisk Eksamen, blev cand. med. 1857, lic.
med. 1860 og tog endelig Doktorgraden i
Medicin ved samme Univ. 1861 med en Afhandling
»Om den hvita blodcellen«. Allerede tidlig som
Skolegut og ung Student havde han med Iver
og Lyst studeret den levende Natur. Snart ene,
snart med sin ældre Broder, ovenn. A. E. H.,
strejfede han om i Mark og Skov. Da han
senere i Studiet kom i Berøring med Læren om
de levende Væseners Bygning, med Anatomien
og Histologien, følte han sig stærkt tiltrukken
af disse Videnskaber og beskæftigede sig
indgaaende med dem (hans Afhandling »Om den
hvita blodcellen« er væsentlig af morfologisk
Natur), men stadig stod dog for ham som det,
han søgte. Studiet af selve de levende
Væseners Livsytringer. Fuldstændig klar over sit
Studiums Maal var han imidlertid næppe i
denne Periode, og det er ikke at undres over:
Fysiologien befandt sig i dette Øjeblik i en
Gæringstid. Den gamle overleverede Fysiologi
med sin væsentlig iagttagende, morfologiske
Metodik var paa mange Punkter standset op
i Arbejdet. Den ny Fysiologi, som indledes
ved den forsøgsmæssige eksperimentelle,
induktive Metodes Anvendelse i Studiet af
Livsytringer, var netop i Færd med det første
Rydningsarbjde i Tyskland og Frankrig. Da
derfor H., s. A. som han havde taget sin
Doktorgrad, fik et Stipendium »for at studere
Fysiologi«, var det mere ledet af en dunkel
Anelse, end fordi han var sit Maal bevidst, at
han rejste til Ernst Brücke og Carl Ludwig i
Wien og dermed kom op i et gærende og
pulserende videnskabeligt Liv, hvor netop de
Ideer, der skulde føre Fremtidens Fysiologi til
Sejr, var fuldt erkendte.
Saa gennemtrængt blev han af denne
Forskningsmetodes Rigtighed, at da det, efter at
han 1862 var vendt hjem, blev overdraget ham
at undervise i Fysiologi ved Upsala
Universitet, var hans første Bestræbelse at faa
indrettet et fysiologisk Laboratorium, det første i
Sverige. Allerede flg. Aar begav han sig paa
sin anden Udenlandsrejse, paa hvilken han
arbejdede hos Du Bois-Reymond i Berlin og atter
hos Ludwig i Wien. Han kom tilbage 1864 og
blev nu udnævnt til Prof. i Fysiologi, det
første Professorat af denne Art i Sverige. De
Forhold, hvorunder han virkede, var dog
ingenlunde tilfredsstillende, men med et
betydeligt personligt Initiativ og med stof Energi
arbejdede H. paa at forbedre dem. 1867 fik
han et efter Datidens Fordringer ret vel
indrettet Laboratorium og havde nogle Aar før
sin Død den Glæde at kunne indvie et nyt og
veludstyret fysiologisk Institut i Upsala.
De første af H.’s videnskabelige Arbejder
slutter sig nær til hans første Læreres
Arbejdskreds. Saaledes hans Undersøgelser over
Blodets Rolle ved Aandedrættet (»Über den
Mechanismus des Gasaustausches bei der
Respiration« [»Akad. d. Wissensch.«, Wien 1862]) og
om de galvaniske Strømme i Musklerne. Senere
samlede hans Arbejder sig om Øjets Fysiologi;
han undersøgte de galvaniske Forhold i
Nethinden under Lysets Indvirkning (Ȇber
Retinaströme« [i »Untersuch. aus d. physiol. Inst.«,.
Bd II, Heidelberg 1882]) og især Øjets
Farvefornemmelse (»Om färgblindhet« og »Om den
Young-Helmholtz’ska färgtheori« [i »Upsala
Läkarefören. Forh.«, 1870—71]) o. fl. a. Hans
Undersøgelser paa dette Punkt førte ham til
en praktisk Undersøgelsesmetode paa
Farveblindhed og til med Styrke at hævde, at
Farveblindhed er saa hyppig, især bl. Mænd, at man
maa gribe til Forholdsregler mod de Farer,
som dens Forekomst kan medføre ved
Signaltjenesten paa Jernbaner og Skibe (»Om
färgblindheten i dess förhällande till
järnvägstrafiken och sjöväsenet« [1877], overs. paa mange
Sprog). Det var paa H.’s Initiativ, at de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
