Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holstein, Johan Ludvig Carl Christian Tido
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Folketingsmand for Lejre-Kredsen, hvilken
han bevarede ved de senere Valg, indtil han
1890 frivillig nedlagde sit Mandat. Han kom
ind i Rigsdagen ved at slaa Venstremanden
Rugaard, men i øvrigt som uafhængig
Politiker. I Beg. sluttede han sig i det
parlamentariske Spørgsmaal nærmest til Højre, samtidig
med at han i et af de vigtigste da foreliggende
Realitetsspørgsmaal, Skolereformen, gik
sammen med Venstre, hvis Hævdelse af
Friskoletanken tiltalte ham, ogsaa i hans Egenskab af
Katolik. Det var i denne Sag, han holdt sin
»Jomfrutale«, og den viste ham straks som en
af Tingets mest fremragende Debattører.
Kultusminister Hall, mod hvis Forslag Talen var
rettet, begyndte sit Svar med at udtale sin
Glæde over den Akkvisition, Tinget havde faaet
i det ny Medlem fra Lejre. 1873 udtalte han
sig gentagne Gange imod det af Venstre rejste
parlamentariske Krav og den Maade, hvorpaa
det søgtes gennemført; men ved Aarets Slutn.
og det flg. Aar foregik der for saa vidt en
Svingning i hans Opfattelse, som han støttede
Bestræbelserne for et Ministerskifte i
Venstreretning og angreb Ministeriet Holstein, fordi
det ved Offentliggørelsen af den
Haandskrivelse, ved hvilken Kongen afslog at modtage
Ministeriets Afskedsbegæring, havde draget
Statens uansvarlige Overhoved ind i
Partikampen. Stedse stærkere vendte H. sig fra nu
af mod Højre, og stedse nærmere blev hans
Forbindelse med det forenede Venstre, i
hvilket han dog først formelt optoges 1875. Det
var navnlig de Antydninger, som fra Højres
Presse og fl. af dets ledende Mænd nu begyndte
at fremkomme om provisoriske Finansloves
Tilladelighed, som fuldbyrdede Omslaget. Over
for Ministeriet Fonnesbech havde H. vel
Følelsen af, at man burde benytte denne Regerings
forsonlige Tendenser til en Tilnærmelse mellem
Partierne, saaledes at de yderste Skridt kunde
undgaas; men da disse Forsoningsbestræbelser
mødte Vanskeligheder i begge Lejre, og da
Ministeriet frembød forsk. saarbare Punkter,
der altfor meget fristede den behændige
Polemiker, vendte han snart sine Vaaben ogsaa
imod det, og fra Ministeriet Estrup’s
Tiltræden tilhørte han helt og ubetinget
Oppositionen. Der var lige fra Beg. Blod, mellem
H. og dette Ministerium, maaske netop fordi
det væsentlig var dannet og støttedes af hans
Standsfæller.
Venstre indsaa til fulde, hvilken fremragende
Kraft det i H. havde erhvervet. Han blev snart
en af de mest yndede Talere ved de store
Folkemøder, og som Debattør havde han ikke
sin Lige i Rigsdagen. Han var i Besiddelse af
en overordentlig naturlig Veltalenhed, en
sjælden hurtig og skarp Opfattelsesevne og et
polemisk Talent, som forstod at smede Vaaben for
sit Parti af enhver Sag, og som i smidig
Vekslen lige let kunde sætte Lidenskaben og
Latteren i Bevægelse. Fra 1876 var H. bleven
Medlem af Finansudvalget og var 1877—90 saa godt
som uafbrudt dettes Ordfører. Det var i denne
Egenskab, han fra nu af vandt sine politiske
Laurbær. Situationen var jo i disse Aar som
Regel storpolitisk tilspidset, og det saglige var
i Rigsdagens Debatter oftest det ganske
underordnede. Stærkt saglig interesseret var H. da
ogsaa kun sjælden, medens netop de
ejendommelige Krav, som den daværende politiske
Situation stillede, lod hans særlige Evner naa
til deres højeste Udfoldelse. Med alt det var
den fremragende Polemiker dog i de afgørende
Situationer som Regel en Kompromis’ets og
Overenskomstens Mand. Dette førte ham til i
1877 sammen med Bojsen at forberede og
gennemføre Novemberforliget, ligesom han i de
flg. Aar tilhørte den moderate Gruppe inden
for Venstre og var stærkt medvirkende ved det
saakaldte »Majforlig« 1882. Senere, da Bojsen
nærmede sig Berg, hvis politiske Antipode H.
stedse var, indtraadte der en Tilnærmelse
mellem denne og Hørup, og det var da ogsaa
navnlig fra disse to, den første Genoptagelse
af Forhandlingspolitikken efter Provisoriet
1885 udgik. Ligesom Hørup var H. stemt for
gennem en Tilnærmelse mellem Venstre og
Landstingets Godsejere (»Smørkrigen« 1887—88)
at bringe den konstitutionellle Kamp til Afslutning.
Hvad der imidlertid gjorde det meget vanskeligt
for H. at opnaa Resultater af sin mæglende
Virksomhed, var, at Polemikeren i ham ikke
sjælden tog Magten fra Politikeren. Ofte kunde
han ikke staa for Fristelsen til skaanselløst at
benytte en Modstanders Blottelse i Debatten,
selv hvor den oratoriske Sejr, han herved
kunde vinde, maatte skabe hans Politik
Vanskeligheder af den alvorligste Art. At H.’s
velmente Forsoningsbestræbelser strandede, var
sikkert i høj Grad medvirkende til, at han i
Foraaret 1890 trak sig tilbage fra det politiske
Liv og nedlagde sit Mandat, men hvad der
ogsaa spillede sin Rolle her, var den ret isolerede
Stilling, han efterhaanden var kommen til at
indtage mellem Venstres indbyrdes stridende
Grupper. Han hørte ikke helt til i nogen af
dem, og naar han over for Offentligheden stod
som det samlede Partis Ordfører og som en af
dets vigtigste Ledere, var dette, som han godt
selv følte, oftest mere Skin end Virkelighed.
Trods fremragende Evner og ubestridelig
Troskab mod sit Partis Sag maatte H. selv ved sin
Mandatnedlæggelse 1890 erkende
»Forudsætningerne for sin Politik bristede nu og i
Fremtiden«. Fra nu af, og indtil han 1895 ved sin
Faders Død overtog Styrelsen af Grevskabet
Ledreborg, opholdt H. sig mest i tidlandet,
hovedsagelig i Schweiz, væsentlig beskæftiget
med kirkehistoriske Studier. Ogsaa efter sin
Tilbagevenden til Danmark holdt han sig
ganske udenfor det politiske Liv. I Juli 1901
afslog han Opfordringen til at indtræde i det
første Venstreministerium, men i Aug. 1909, da
Ministeriet Neergaard havde maattet træde
tilbage p. Gr. a. Splittelse i Venstre ang.
Forsvarssagen, modtog H. efter megen Overtalelse
en Opfordring til at danne det ny Ministerium,
som skulde føre Forsvarslovene igennem.
Mellem Venstregrupperne var der truffet en
Overenskomst om Lovenes Indhold, som kunde
regne paa Støtte fra saa stor en Del af Højre,
at Gennemførelsen var sikret i begge Ting,
men Forudsætningen for Overenskomsten var
fra Venstres Side den, at der i Spidsen for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
