- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
675

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holsten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Wagrien mellem Schwentine, Trave og
Østersøen samt Ditmarsken mellem Elbens og
Eiderens Mundinger; hertil maa endnu henregnes
Herskabet Pinneberg (med Altona) og
Grevskabet Rantzau, i alt 8453 km2 med c.
1100000 Indb. — Jordbunden i H. bestaar
i den østlige Del af Moræneler, der danner et
særdeles smukt Bakkelandskab, hvor det
fremherskende Skovtræ er Bøgen, og i hvis
Fordybninger der findes talrige Søer, navnlig
mellem Plön og Eutin. Huttener Berge (106 m) ved
Eckernförde og det saakaldte holstenske
Schweiz ved Plön og Eutin (Bungsberg 164 m)
er Dele af et stort Bakkedrag, dannet som
Endemoræner under den senere Del af Istiden.
V. herfor breder sig store sandede Hedesletter,
afbrudt af Bakkeøer, et langt mindre frugtbart
Land end det østlige H., men dog veldyrket.
Langs Vestkysten strækker sig Marsken i en
Bredde af 7—22 km; den naar intet Sted over
5 m o. H. og ligger fl. St. under Havets Niveau,
saa den maa beskyttes ved Diger. Ved
Afsætning af nyt Ler fra Havet og ved Inddigning
udvides Marsken stadig; de sidste større
Inddigninger fandt Sted i Syd-Ditmarsken ved
Elbmundingen: 1853 Frederik VII’s Koog og
1873 Kejser Vilhelm’s Koog. Med Undtagelse
af Elben udspringer næsten alle Floderne i
selve Landet. Til Elben løber Delvenau
(Stecknitz-Kanal), Bille, Alster, Pinnau, Krückau og
Stör. Eideren, der for en Del løber paa H.’s
Nordgrænse, modtager Bifloderne Jevenau og
Gieselau. Schwentine løber til Kiel-Fjord og
Trave til Lübeck-Bugt. Bl. Kanalerne
fremhæves den 1895 aabnede Nordøstersø-Kanal (98
km lang), der i sin nordøstlige Del følger den
32 km lange Eider-Kanal, samt
Stecknitz-Kanalen (94,2 km) mellem Elben og Trave, og bl. de
talrige Søer nævnes den smukke Plön-Sø (31
km2), Selenter-Sø samt Warder-Sø, der
gennemstrømmes af Øvretrave, Westen- og
Flemhuder-Sø, der gennemstrømmes af Eideren i
dens øvre Løb. Klimaet er mildt p. Gr. a.
Havets Nærhed, Middeltemp. for Jan. c. 0°,
for Juli c. 17°, den aarlige Regnmængde c.
63—77 cm. Af Mineraler forekommer Gips og
Stensalt ved Segeberg, hvor det 91 m høje
Segeberg Kalkbjerg bestaar af Anhydrit og
Gips, og ved Oldesloe Saltkilder, der tidligere
brugtes til Udvinding af Salt; langs Kysten
findes enkelte Steder Rav. Den vigtigste
Erhvervsgren er Landbrug; der lægges
særlig Vægt paa Mejeridrift. I den egl. Marsk
opkøber man hvert Aar Kvæg, som man lader
græsse Sommeren over, hvorefter det atter
sælges. Markerne, de saakaldte Koppeln, hvori
Jorden er delt, omgives af høje levende Hegn.
Handelen og Industrien, der særlig er knyttet
til Byerne, var i de sidste Aartier før
Verdenskrigen i rask Udvikling. (Litt.: H.
Oldekop
, »Topographie des Herzogtums Holstein«,
Bd 1—2 [Kiel 1908]).
G. Ht.

Historie. H., i Middelalderen jævnlig
kaldet Nordalbingien, træder først ret frem i
Historien efter at være blevet erobret af Karl den
Store, der undertvang den opr. germanske
Befolkning af Sachsernes Stamme og anlagde
Borgen Esseweldoburg (Itzehoe). I den østlige Del
skal han have bosat Wagrerne, en slavisk
Stamme, efter hvem Landet mellem Kiel- og
Neustädter-Bugten fik Navnet Wagrien. Ved et
Grænselandskab, en »Mark«, der som en smal
Bræmme skød ned igennem Landet, var
Wagrien adskilt fra den sachsiske Del af H., der
i den ældre Middelalder faldt i 3 Distrikter ell.
Grevskaber: Ditmarsken mod V., det egl. H.
midt i Landet indtil Eideren og Stormarn mod
S. Ret tidlig samledes dog de 3 Grevskaber
paa de sachsiske Hertugers Haand, der atter
udnævnte Vicegrever, men til helt ned i 14.
Aarh. beholdt dog hvert Landskab sin
»Overbode«, en Slags folkevalgt Tingformand, der
næst efter Greven var Landets fornemste Mand,
og hvis Embede synes at have været knyttet
til enkelte mægtige Slægter. Allerede Karl den
Store havde begyndt at indføre Kristendommen
bl. Holstenerne og bygget en Kirke i Hamburg,
hvor der senere oprettedes et
Ærkebispedømme, der snart forenedes med Bremen. Men
medens Kristendommen uden større Vanskelighed
bredte sig bl. Sachserne, havde den meget
ublide Kaar hos Wagrerne. C. 1100 syntes
Kampen dog at være endt, da Fyrst Henrik havde
antaget Kristendommen. Ved sin Død overdrog
han sine Besiddelser til den danske Prins Knud
Lavard, der undertvang en stor Del af de med
Wagrerne nærbeslægtede Obotritter og ogsaa
udstrakte sin Indflydelse over de tyske Dele af
H. Her var Schauenburgerne, en fra
Weser-Egnen stammende dygtig og energisk Slægt,
1106 komne til Magten, da Grev Adolf I
(1106—28) af Hertug Lothar af Sachsen var blevet
forlenet med H. og Stormarn, og hans Søn
Adolf II (d. 1164) lykkedes det endelig at faa
Bugt med Wagrerne, som efter Knud’s Drab
(1131) atter havde genoptaget deres gl.
Plyndringstog. Landet blev erobret og 1143 forlenet
til Grev Adolf, der i St f. de gl. Indb., af hvilke
en Mængde var blevne dræbte, indkaldte
Nybyggere fra Westfalen, Holland og Friesland.
Samtidig vandt Kristendommen endelig fast
Fodfæste i Landet, særlig ved den fromme
Vicelin’s Bestræbelser, og Bispedømmet i
Oldenburg, under hvilket største Delen af H.
lagdes, oprettedes paa ny; 1163 flyttedes det
imidlertid til Lübeck, der kort i Forvejen var
blevet anlagt af Grevens Lensherre Hertug
Henrik Løve af Sachsen. Efter dennes Fald
(1180—81) begyndte dansk Indflydelse at gøre sig
stærkt gældende i Landet, medens samtidig
Ditmarsken løsrev sig fra Forbindelsen med
H., og Lübeck udsondredes som en fri
Rigsstad. Begge disse Samfund sluttede sig til
Danmark, der ogsaa fandt Bistand hos den
misfornøjede Adel, og efter at Grev Adolf III 1202
var blevet taget til Fange, maatte han 1203
købe sin Frihed med Afstaaelsen af sine Lande
til Valdemar Sejr, som forlenede dem til sin
Søstersøn Grev Albert af Orlamünde. Efter
Slagene ved Möln og Bornhöved (1225 og 1227)
vendte Schauenburgerne dog atter tilbage, men
Ditmarsken gav sig nu ind under Ærkebispen
af Bremen, og trods idelig gentagne Forsøg
mægtede de holstenske Grever aldrig at
undertvinge disse fri Marskbønder. Grevernes
statsretlige Stilling var paa den Tid i Praksis

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:26 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0683.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free