Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
undergaaet en stor Forandring, thi om de end af
Navn var Hertugen af Sachsen-Lauenburgs
Vasaller, var de i Virkeligheden uafhængige, og
Pligter mod Lensherren som Krigstjeneste o. l.
mærkes ikke. Langt farligere Rivaler havde
Greverne i den stridbare, godsrige Adel, hvis
egl. Hjemstavn var midt i Landet, i Egnen
omkr. Bornhöved.
Da Grev Adolf IV 1239 gik i Kloster,
efterfulgtes han af sine to Sønner Johan I og
Gerhard I, der herskede i Fællesskab, uden at
nogen Deling fandt Sted. En saadan skete for
første Gang 1273 mellem Gerhard og Johan’s
Sønner, Adolf V og Johan II, saaledes at hver
af Fyrsterne fik Besiddelser i alle 3
Landskaber. Efter Gerhard’s Død 1290 deltes hans
Besiddelser, hvortil Stammelandet Schauenburg
hørte, yderligere mellem hans Sønner,
Gerhard II, Henrik og Adolf, der fik Schauenburg
samt spredte Besiddelser ved Elben, saa at H.
nu var delt mellem 4 Linier, der efter
Hovedslottene alm. benævnes Rendsborg (Henrik) og
Plön (Gerhard II), Segeberg (Johan II) og Kiel
(Adolf V). Landets statsretlige Enhed
fastholdtes dog, og de enkelte Linier sikrede sig
gensidig Arvefølge ved Samforlening. Den
mægtigste af de 4 Fyrster var Gerhard II, der ved sit
Giftermaal med Erik Klipping’s Enke,
Dronning Agnes, kom i nær Forbindelse med
Danmark; han efterlod ved sin Død 1313 sine
Lande saa godt som udelte til sin og Agnes’
Søn, Johan den Milde. Dennes Magt blev dog
hurtig overfløjet af Grev Henrik af Rendsborgs
Søn, Gerhard den Store, den fra Danmarks
Historie saa vel kendte »kullede Greve«. Et
Forsøg paa at undertvinge Ditmarsken
mislykkedes totalt, men Greverne fandt Erstatning ved
Indblanding i Danmarks indre Stridigheder. Af
særlig Bet. var Forholdet til Sønderjylland,
hvis nærbeslægtede Hertuger de holstenske
Grever fra Midten af 13. Aarh. ofte havde
støttet i Kampen mod de danske Konger, og hvor
de fra 1260 havde betydelige Pantebesiddelser.
Grev Gerhard’s Forlening med Sønderjylland
1326—40 samt Pantemageskiftet efter hans Død
1340 bidrog til at styrke denne Forbindelse og
den Indvandring af holstenske og Fortrængen
af danske Adelsslægter fra Slesvig, der alt saa
smaat var begyndt. Gerhard den Store’s to
Sønner, Jernhenrik og Klaus, optoges
fuldstændig af Kampe for at hævde deres i Danmark
vundne Stilling, hvor de i Valdemar Atterdag
fandt en overlegen Modstander. Heldigere var
Rendsborgerne i Sønderjylland, som de næsten
fuldstændig bemægtigede sig, efter at baade
Hertug- og Kongeslægten var uddøde s. A.
(1375); dog nødtes de 1386 til at tage det til
Len af den danske Krone, og indtil Slægtens
Uddøen 1459 beholdt den derpaa, om end
haardt trykket af Erik af Pommern, Landet
som et arveligt Len. I H. var Linien Plön ell.,
som den nu hyppigere kaldtes, Kiel uddød med
Johan den Milde’s Søn Adolf VII (1359—90),
og da den schauenburgske Linie
tilfredsstilledes med Pengegodtgørelser samt Afstaaelsen af
nogle Besiddelser ved Elben — svarende til
Amtet Pinneberg — var hele Landet saaledes
samlet paa Rendsborgernes Haand. Efter Grev
Klaus’ Død 1397 foretog Jernhenrik’s Sønner
imidlertid en ny Deling, der dog blev ret
betydningsløs, da den ene, Henrik, traadte i
Kirkens Tjeneste og døde som Biskop i Osnabrück,
medens de to andre, Albrecht og Gerhard VI,
faldt mod Ditmarskerne (1402 og 1404).
Mandslinien bestod nu foruden af Biskop Henrik
ikkun af Gerhard’s 3 Sønner Henrik, Gerhard og
Adolf, af hvilke de to første døde tidlig,
hvorefter Adolf blev Enehersker. Han gik heldig
ud af den langvarige Kamp med Danmark om
Sønderjylland, men døde barnløs 1459. Med
ham udslukkedes den holstenske Linie af
Schauenburgerne, og der var bl. den holstenske
Adel Stemning for at vælge Grev Otto til den
schauenburg-pinnebergske Linie, der havde
traktathjemlet Arveret til H., til Greve; men
for at bevare Forbindelsen med Sønderjylland,
hvor saa mange havde betydelige Besiddelser,
enedes man med den derværende Adel om at
vælge den afdøde Greves Søstersøn Kong
Christian I af Danmark (1460). »Saaledes blev
Holstenerne danske«, hedder det i en samtidig
Krønike om denne for Danmark saa
skæbnesvangre Begivenhed.
Iflg. de Privilegier, Christian I havde
maattet udstede for at opnaa Valg, skulde de to
Lande blive »evig udelt tilsammen«, og
Stænderne skulde efter hans Død have Frihed til
at vælge en af hans Sønner ell. andre Arvinger
til Herre. Men efter Kongens Død valgtes
imidlertid begge hans Sønner — Hans og Frederik
— til Hertuger i H., Landet var nemlig 1474
ophøjet til et Hertugdømme, og da Frederik
1490 blev myndig, skred man til en Deling,
idet de to Fyrster fik hver sit Hovedslot,
Segeberg og Gottorp, hvortil lagdes efter
Indtægten lige store Stykker af begge
Hertugdømmerne. Fælles blev derimod nu som senere
Stænderne ɔ: Prælater, Ridderskab og Stæder.
1523—44 udgjorde H. atter et Hele, men dette
sidste Aar foretog man en ny Deling, som
skulde faa langvarig Bet. Landet blev nemlig
tredelt mellem Kong Christian III og hans to
Brødre Adolf og Hans, hvis Besiddelser
imidlertid efter Hans’ Død 1580 tilfaldt de to andre
Linier, den kgl. og den gottorpske. Ligeledes
var Ditmarsken, som 1559 endelig var blevet
erobret, blevet tredelt og senere tvedelt. Den
gottorpske Linie indførte 1608 Førstefødselsret
og Udelelighed; 1650 fulgtes dens Eksempel af
den kgl. Linie, men allerede forinden havde
der inden for denne fundet en Udskiftning
Sted, idet nemlig Frederik II 1564 overlod sin
Broder Hans den Yngre Amtet Plön, dog uden
suveræne Rettigheder. Det gik i Arv til hans
Søn Joachim Ernst, deltes i den flg. Tid flere
Gange, men tilfaldt endelig efter Slægtens
Uddøen 1761 iflg. en 1756 sluttet Arvetraktat den
kgl. Linie og indlemmedes i dennes Besiddelser.
I Forening erhvervede begge Linier, efter at
Linien Schauenburg-Pinneberg 1640 var uddøet,
Pinneberg, men Hertug Frederik III af
Gottorp solgte 1649 sin Andel, Amtet Barmbeck,
til Grev Christian Rantzau, som ved kejserlig
Bevilling deraf oprettede Rigsgrevskabet
Rantzau (1650). Da den sidste Greve, Christian
Ditlev, 1721 var blevet skudt paa sin Broders
Foranstaltning, inddrog Kong Frederik IV
Grevskabet, støttende sig paa en Arvetraktat af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
