Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hopi - Hopkins, Edward Washburn - Hopkinson, John - Hopkinsville - Hopkinton - Hoplites - Hoplitter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ofte en Fladtrykthed, fremkommet ved
Barnets Leje i den haarde Bærevugge. Sproget
tilhører Shoshoni-Ætten, men indeholder mange
fremmede Bestanddele. Da Stammen desuden
deler sig i 12 Broderskaber, hver opr. med
sin egen Kultus, er der Grund til at tro, at
H. er opstaaet ved Sammenslutning af flere
Stammer, bl. hvilke Shoshoni-Elementet er
overvejende. H.’s Kultur er en typisk saakaldt
»Pueblo-Kultur«. Deres Landsbyer (sp.
pueblos) bestaar hver af en enkelt stor Bygning
af Sten ell. soltørret Ler og hæver sig
terrasseformet i fl. Stokværk. H. ernærer sig især
ved Majsdyrkning, der i det ørkenagtige Land
kræver kunstig Vanding, og er dygtige til
Vævning og Kurvefletning. De blev allerede besøgt
af en sp. Ekspedition 1540, men er først c.
1850 kommet i nærmere Berøring med de
Hvide. Deres Tal er nu over 2000. (Litt.: Fr.
Krause, »Die Puebloindianer« [»Abh. d. Kais.
Leopold-Carol. Akademie d. Naturforscher«,
Halle 1907]; Handbook of American Indians
North of Mexico, ed. F. W. Hodge, I [30.
Bulletin of the Bureau of Ethnology
[Washington 1907]).
K. B-S.
Hopkins [’håpkinz], Edward Washburn,
amer. Indolog og Sprogforsker, f. 1857, var
først Prof. i Sanskrit og sammenlignende
Sprogvidenskab ved Bryn Mawr College ved
Philadelphia; senere efter Whitney’s Død blev han
kaldet til Prof. ved Yale University,
New-Haven. Han er Medlem af Redaktionen af
Journal of the American Oriental Society, og
har særlig gjort sig fortjent ved sine
omfattende Studier over det gl. ind. Epos og ind.
Religionshistorie. Hans vigtigste Skrifter er:
The mutual relations of the four castes
according to the Mānavadharmaçāstram (1881); The
ordinances of Manu (1884); The religions of
India (1895); India old an new (i Yale
University biennial publications 1901); The great
epic of India, its character and origin (1902);
Epic Mgthology (i »Grundriss d. indo-arischen
Philologie«, III, 1. Bd, 1915).
D. A.
Hopkinson [’håpkinsən], John, eng. Ingeniør,
(1849—98). Efter at have afsluttet sine Studier
ved Londons Univ. og 1872—78 arbejdet for et
Firma, der lavede Apparater til Brug for
Fyrtaarne, nedsatte han sig som Civilingeniør i
London. H. har særdeles indgaaende studeret
Jernets magnetiske Forhold og er derved
bleven i Stand til at give vigtige Bidrag til
Beregningen af Dynamomaskinens rette Dimensioner.
Ogsaa Glassets o. a. Isolatorers dielektriske
Forhold har han undersøgt. 1883 konstruerede
H. den under Navnet Edison-Hopkinson-Maskine
kendte Dynamo. Hans vigtigste videnskabelige
Arbejder findes i Royal Society’s Skr, af hvilket
Selskab han var Medlem.
K. S. K.
Hopkinsville [håpkinzvi£], By i U. S. A.,
South Kentucky, ligger 270 km SV. f.
Frankfort ved Little River. (1910) 9400 Indb. H. er
en smuk By med betydelig Handel og store
Tobaksfabrikker.
H. P. S.
Hopkinton [’håpkintən], By i U. S. A., Stat
Massachusetts, ligger 68 km VSV. f. Boston.
(1910) 4500 Indb. H. har store Skotøjsfabrikker.
H. P. S.
Hoplites, en Slægt af Ammonitter, hvis Skal
bærer 2 Knuderækker paa hver Side samt
stærke Tværribber, der paa Eksternsiden
afbrydes ved en Fure. H. har en vid Udbredelse
i de yngste Jura- og de ældste
Kridtaflejringer.
J. P. R.
Hoplitter (gr., af ὅπλον, et stort Skjold),
hos Oldtidens Grækere Navnet paa Hærens
Kernetropper, det sværtbevæbnede Fodfolk. I
den ældste Tid gik Manden, som det fremgaar
af en Række især i
Mykenai gjorte Fund, paa
Jagt og i Krig iført en
kort Kjortel, med Hjelm
paa Hovedet og væbnet
med en Lanse ell. et
stort Sværd. Som
Dækvaaben havde han et
meget stort, i Midten
noget indknebet Skjold.
Brystharnisk og
Benskinner kendes derimod
ikke. Om Forholdene i
den flg. Tidsalder haves
især udførlige
Oplysninger i de homeriske
Kvad. I Iliaden skildres
jævnlig Enkeltkampe
mellem gr. og troiske
Førere, og deres Vaaben
beskrives omhyggelig.
Helten har nu af
Dækvaaben et Harnisk, der
dækker Bryst og Ryg,
ndf. det et svært
Metalbælte, dannet som et
Slags Skørt af aflange
Plader, Benskinner og endelig det mandshøje,
ovale ell. aflangt firsidede Skjold, der er dannet
af et med fl. Lag Oksehud beklædt Træstel oftest
med Bronzebeslag, noget udadhvælvet og paa
Indersiden forsynet med Haandtag og Bærerem.
Sjældnere omtales et mindre, rundt Skjold.
Angrebsvaabnene var Sværd og Spyd, samt
Bue og Pile. Ved sin svære Rustning er
Høvdingen lige saa overlegen over den Menige af
Folket som i Middelalderen Ridderen over
Bonden; Høvdingenes Kampe træder stærkt i
Forgrunden. Om Folkets Væbning høres meget
lidt. I den hist. Tid er derimod den svære
Væbning gennemført for alle Hærens
Kernetropper. Under Perserkrigene og den
peloponnesiske Krig er det Frontalangrebet af H.’s
sværtbevæbnede Falanks, der afgør Kampen.
Som ogsaa Tyrtaios’ Sange viser, er
Enkeltkampene afløste af Samkamp. H. er over
største Delen af Grækenland væbnede paa omtr.
samme Maade, klædte i et Brystharnisk, der
oftest var af Læder med Metalbeslag,
Benskinner og Hjelm; paa venstre Arm bares det
svære ovale Skjold, der, alt efter de forsk.
Landskaber, havde forsk. Mærker,
Lakedaimoniernes f. Eks. et Λ. Angrebsvaabnene var
Lanse og Sværd. Rustningen var kostbar,
hvorfor i Athen kun de 3 øverste af de soloniske
»Klasser« var forpligtede til denne Art
Krigstjeneste. I Løbet af 5. Aarh. f. Kr. forandredes
dog Vaabnenes Art en Del, mindst i det
 |
| Hoplit. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
