- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
729

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Horn (Udvækster)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

løsere Hornsubstans. Ægte H. fældes aldrig;
ved Vold ell. sygelige Tilstande kan
Hornhylsteret falde af Stejlen, der da atter danner et nyt,
men i Reglen forkrøblet H. Under Væksten
dannes med Alderen i forsk. Grad Ringvolde
paa H.’s Overflade, hvilket skyldes periodiske
Forandringer i Hornproduktionens Intensitet;
hos Koen staar Ringdannelsen i Forbindelse
med Drægtigheden, saaledes at der dannes en
Ring efter hver Fødsel; hos Faar og Geder
svarer de til Leveaarene. Disse Ringe maa ikke
forveksles med Faarenes, Gedernes og
Antilopernes fremstaaende Tværlister, der veksler
efter Slægt og Art.

2) Takker ell. Gevirer findes
udelukkende hos Hjortene og bestaar af langstrakte
mere ell. mindre forgrenede Bendannelser, der
ikke er dækkede af Hornlag, men derimod
under Væksten af blød, haarklædt Hud. Hos
den nyfødte Hjort er de Steder, hvor Takkerne
skal bryde frem, mærkede med Haarhvirvler.
Paa det eet Aar gl. Dyr hæver et Par
Benknuder, Rosenstokkene, sig frem som
Dele af selve Pandebenet. De vedbliver altid
at være dækkede af Hud; snart er de lange,
f. Eks. 8 cm hos Muntjak-Hjorten, snart, som
hos Rensdyret, omtr. helt manglende. Det første
Anlæg til selve
Takken viser sig som
en blød
Bruskknude, et
selvstændigt
Knogleanlæg paa
Rosenstokkens Spids, og
vokser nu hurtig
frem; store
Takker udvikler sig
endog i Løbet af
kun 4—5 Mdr. De
er i denne Tid
omgivne af en blød, behaaret Hud: med Hudkirtler
og Masser af Blodkar, der grener sig baade paa
Overfladen og ind i Benet, hvor de staar i
Forbindelse med Kar, der gaar paa langs op
gennem Rosenstokken. Aftryk af disse Kar er de
mange Furer og Render paa Takkens
Overflade, som dannes under Forbeningen, der
skrider frem nedenfra og gør den bløde, noget
bøjelige Tak haard og fast. Den helt
udvoksede Taks Befæstelse paa Rosenstokken styrkes
derved, at Knuder og Ujævnheder paa Takkens
Basis griber ind i tilsvarende Huller og
Fordybninger i Rosenstokkens Overflade;
Forbindelsen er saa inderlig, at Skillelinien ikke ses
paa Længdesnit af friske Takker, men først
viser sig som en fin takket Linie paa den helt
indtørrede Tak. Naar Takken er fuldt udvokset,
dør Hudlaget og tørrer ind, hvorefter Takken
»fejes«, idet den Kløe, der fremkommer i den
døende Hud, faar Dyret til at gnide
»Opsatserne« mod Træer o. l., indtil Huden er skrubbet
af. Allernederst paa Takken sidder et udvidet
Parti, »Rosenkransen«, ogsaa kaldet »Rosen«
ell. »Kransen«, der er særlig rigt paa Knuder
(»Perler«) og Huller efter Blodkar, navnlig vel
udviklet hos ældre Dyr, kun antydet hos de
unge. Takken er dog stadig en levende Del af
Dyret, idet de dybtliggende Blodkar fra
Rosenstokken først forsvinder, naar den hele Tak
kastes af; dette sker aarlig, om Efteraaret
efter Parringstiden. Bensubstansen i
Rosenstokkens øvre Ende opløses da, saa at der danner
sig et Spalterum, og Takken falder af, idet
Rosenstokken saaledes hver Gang bliver en
Ubetydelighed kortere. Paa Brudfladen danner der
sig et Saar, der lukkes ved, at de tykke
Hudrande vokser ind over det, og inden 3 Uger er
Takdannelsen godt i Gang paa ny; Dyrene, der
under Takkernes
Vækst er meget
varsomme og
forsigtige med
disse, faar
efterhaanden atter
deres gl. Mod og
Kraft, der
kulminerer i
Parringstiden, naar
de med fejede
Takker gaar
løs paa hinanden i deres vilde Kampe om
Hunnerne. — De ny Takker er som Regel
kraftigere udviklede end det fældede Sæt. Hos
Kronhjorten begyndes der saaledes med et Par
enkelte Spidser, der fældes, naar Dyret er 1 1/2
Aar, og derefter faar hver Tak en ny »Ende«
til for hvert Aar, der gaar. I de første Aar er
der dog jævnlig nogen Uregelmæssighed; den
2 Aars Hjort kan saaledes optræde baade som
Fireender, Seksender og med en enkelt, meget
svær og lang Spids. Reglen er den samme hos
Raadyret, men Afvigelser ikke helt sjældne, og
i Danmark faar de sjælden mere end 6 Ender.
Hos Otteendere danner de 3 yderste Grene og
Stammen undertiden et Kors (Korstak). Hos
ældre, senile Dyr aftager Takkerne hyppigst i
Mægtighed. Kastrerede Raabukke ell. kønslig
abnormt udviklede Dyr af begge Køn træffes
med den saakaldte Parykopsats, der ikke fejes
ell. fældes og dannes af to lodne, klumpede,
uregelmæssige, porøse Benknuder, der bliver
ved at vokse. Se i øvrigt Hjorte.

Fig. 1. Kronhjort-Takker.
Fig. 1. Kronhjort-Takker.


Fig. 2. Kronhjort-Takker.
Fig. 2. Kronhjort-Takker.


Fig. 3. Parykopsats.
Fig. 3. Parykopsats.


Fig. 4. Raadyr-Takker.
Fig. 4. Raadyr-Takker.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/11/0737.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free