Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Horn (sv. Adelsslægter)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og 1707 Guvernør for Karl XII’s Søstersøn,
den unge Karl Frederik af Holsten-Gottorp.
H.’s krigerske Bane var afsluttet. Endnu stod
han højt i Gunst hos Karl XII og blev 1710
Kancellipræsident efter Nils Gyldenstolpe.
Stillet i Midtpunktet for Administrationen fik H.
Lejlighed til at se med andre Øjne paa
Styrelsen og Rigets Forhold, og han sank snart i
Gunst hos Kongen. Karl XII paastod, at H.
ikke viste tilstrækkelig Nidkærhed i sine
Embedshverv. Baade 1710 og 1713 var H. blandt
dem, som vilde have Stænderne sammenkaldte;
men da Stænderne 1713—14 slog ind paa Veje,
som syntes at kunne føre til Angreb paa
Kongemagten, var det H., der kraftigst rejste sig
imod dem og advarede dem. Hans Optræden
i saa Henseende faldt ikke i Prinsesse Ulrika
Eleonora’s Smag; denne var nu i Karl XII’s
Fraværelse kaldet til at deltage i Raadets
Forhandlinger. I Karl’s sidste Tid havde H. kun
lidet med Regeringen at gøre; det var den
Tid, da Kongen først og fremmest støttede sig
til Udlændingen Görtz. Efter Kongens Død
bidrog H. kraftig til, at Ulrika Eleonora maatte
frasige sig sine Arvefordringer og lade sig
nøje med at vælges til Dronning. H. yndede
dog aldeles ikke sin tidligere Myndling, den
holstenske Hertug. H.’s Andel i Fremkomsten
af Regeringsformen af 1719 er af meget stor
Bet. Efter Skridt fra Dronningens Side, der
næppe var forenelige med Regeringsformen,
fratraadte H. April 1719 sit Embede som
Kancellipræsident og fik af Ulrika Eleonora
sin Afsked ogsaa fra Rigsraadsembedet. Han
var Landmarskal paa Rigsdagen 1720 og
bidrog virksomt til, at Frederik af Hessen efter
Ulrika Eleonora’s Ønske blev Konge. Hendes
Plan om en Samregering mellem de to kgl.
Ægtefæller blev til intet, fornemmelig paa
Foranledning af H. Paa Rigsdagens Anmodning
gjorde den ny Konge atter H. til
Kancellipræsident. H. blev derefter i over 18 Aar den
første Mand i Sveriges Styrelse, og
Tidsalderen, især efter det holstenske Partis Fald 1727,
kan ikke uden Føje kaldes H.’s Regeringstid.
H. indlagde sig nu store Fortjenester af den
indre Udvikling. Han maa vistnok siges for en
stor Del at have Fortjenesten af, at Sverige
forholdsvis hurtig rejste sig af den Tilstand,
hvori de store Krige havde hensat det. I
Udenrigspolitikken viste han stor Varsomhed og
Forsigtighed, dog uden at kompromittere
Sveriges Uafhængighed og Selvbestemmelsesret.
Med Rusland maatte H. indgaa Alliance 1724;
det til en vis Grad russiskvenlige holstenske
Parti var nu ogsaa ret mægtigt i Sverige og
talte fremragende Medlemmer selv i
Rigsraadet. H. nærmede sig imidlertid snart Frankrig
og England; men da der blev Tale om Sveriges
Deltagelse i den hannoveranske Alliance, fandt
H. det raadeligst at skyde Spørgsmaalet om
Sveriges Alliancesystem ind under Rigsdagen.
Denne lod, sluttende sig til H., Riget indtræde
i den hannoveranske Alliance. Følgen var, at
det holstenske Parti fuldstændig styrtedes;
men selv om H.’s Stilling derved for den
nærmeste Tid styrkedes, havde han dog paa en
afgørende Maade fremmet et farligt Princip,
Rigsdagens og det hemmelige Udvalgs
bestemmende Indflydelse paa Administration og
Diplomati: Regeringen skødes herved i
Baggrunden. H. var nu i sin Politik fri for russisk
Indflydelse, og nu indtraadte den roligste og
lykkeligste Tid under hans Administration.
Imidlertid sporedes 1731 og det flg. Aar
fremtrædende Elementer til et Modparti, C.
Gyllenborg, Höpken m. fl., og H.’s Forhold til
Kongen, som hidtil havde været godt, blev nu, ikke
mindst p. Gr. a. personlige Forhold, noget
køligt. H.’s Afskedsbegæring 1731 førte dog ikke
til noget virkeligt Resultat; den var nok
ejheller saa ganske oprigtig ment. 1734 stod H.
overfor et yderst vigtigt politisk Spørgsmaal,
nemlig om evt. Optræden mod Rusland i den
polske Arvefølgekrig. H.’s Modparti, Hattene,
vilde, paavirket af Frankrig, Krig med
Rusland, men det lykkedes H. at modvirke Planen.
Et Forbund med Frankrig neutraliseredes ved
et Forbund med Danmark, med Hensyntagen
til Rusland. H. blev nu Genstand for talrige
bitre og uretfærdige Beskyldninger for Mangel
paa Fædrelandskærlighed m. m. 1738 fik
endelig Hattepartiet Overvægt paa Rigsdagen og
satte først og fremmest alle sine Medlemmer
ind i det hemmelige Udvalg. H.’s Forbliven
ved Magten var nu umulig; fl. af hans
Partifæller i Rigsraadet blev Genstand for politisk
Forfølgelse, og han begærede endelig selv sin
Afsked. Ærbødigheden for ham og
Taknemmelighed for de Tjenester, han havde gjort
Sverige, foranledigede, at der ved hans Fratræden
ydedes ham store Hædersbevisninger. Han
levede senere i Tilbagetrukkenhed og Ro; han
døde paa Ekebyholm, tids nok til at undgaa at
se de Ulykker, som hans Modstanderes
hovedløse Krigspolitik førte over Sverige. H. kan
ikke siges at have været nogen genial
Statsmand, og han havde ingen store,
gennemgribbende Planer, men han var i Besiddelse af
sund Sans og et udpræget praktisk Blik; han
havde altid et aabent Øje for, hvad der under
de forhaandenværende Omstændigheder kunde
gøres, og for, hvad der burde undgaas. At H.’s
Politik var opportunistisk, maatte vel ligge i
Forholdenes Natur, han maatte bevæge sig
forsigtig frem mellem modsatte Strømninger, og
han havde i det hele taget Held hermed, om
man end maa indrømme, at han ikke er uden
Skyld i, at Sveriges politiske Liv førtes ind
paa til en vis Grad uheldige Baner. (Litt.:
C. F. Horn, »A. B. H., hans lefnad tecknad af
Gustaif Horn« [Sthlm 1852]; Svedelius, »A.
B. H.« [Sthlm 1879]; Malmström, »Sveriges
politiska historia från Konung Karl XH’s död
till statshvälfningen 1772« [Sthlm 1893 ff.];
Grauers, »A. B. H.« [Göteborg 1920]).
12) Gustaf Jakob, til Rantzien, var
Hofmarskal hos Dronning Lovisa Ulrika og
deltog i Planen og Forberedelserne til det
tilsigtede Statskup 1756. Da Planen røbedes, blev H.
arresteret, dømtes til Døden og henrettedes 23.
Juli 1756.
13) Fredrik, til Åminne (1725—96), var i
fr. Krigstjeneste i visse Perioder af den
østerrigske Arvefølgekrig og Sy vaar skrigen; han
udmærkede sig i høj Grad ved Hastenbeck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
