Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hovdyr - Hove (By i England) - Hove (farvede Ringe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Dværghjorte) og i en afvigende Gruppe,
Kamelerne, b) Svinegruppen (Suina) med
knudrede Kindtænder (Svin, Flodheste). 2) Ægte
H. ell. uparrettaaede H. (Perissodactyla) med
oftest 3 ell. 1 Taa, saaledes at Symmetrilinien
gaar gennem 3. Taa. Hertil Tapirer,
Næsehorn og Heste. 3) Uægte H., hvortil
kan henføres de uddøde Toxodontia og
Hyracoidea, hvortil de nulevende Fjeldgrævlinger
(Ilyrax) hører; endvidere de af disse afledede
Elefanter (Proboscidea) og Søkøer
(Sirenia). Alle de ovenn. H. nedstammer fra de
uddøde Hovdyr-Grupper Condylarthra og de
endnu ældre Amblypoda. Denne sidste Gruppe
indeslutter de primitiveste Former, der staar
de dalevende primitive Insektædere meget nær,
og fra dem kan de andre Hovdyrordener
direkte afledes. Se i øvrigt de enkelte Artikler.
(Litt.: Kowalevsky, »Monographie des
genus Anthracotherium Cuv. und Versuch einer
natürlichen Classification der fossilen Hufthiere«
[i Palæontographica 1873]; Schlosser,
»Beiträge zur Kenntniss der Stammesgeschichte der
Hufthiere und Versuch einer Systematik der
Paar- und Unpaarhufer« [i »Morph. Jahrb.«,
1886]; Scott og Osborn, The Mammalia of
Uinta Formation [i Trans. Amer. Phil. Soc.
Bd 16, 1889]; Winge, »Jordfundne og
nulevende Hovdyr« etc. [i E Museo Lundii, 3. Bd
I 1906]; Lydekker, Catalogue of Ungulate
Mammals in the British Mus. [1914—20] etc.).
R. Hg.
Hove [houv], By i det sydlige England,
Sussex, 2 km V. f. Badestedet Brighton, til
hvilket den maa betragtes som en Forstad. (1918)
42173 Indb.
G. Ht.
Hove er en alm. Betegnelse for de mere ell.
mindre farvede Ringe, der undertiden ses
omkr. Solen ell. Maanen. Disse Fænomener kan
deles i to Klasser, der ikke alene adskiller sig
fra hinanden ved de paagældende Ringes
Størrelse og Farveforhold, men ogsaa, fordi
Ringen dannes paa ganske forsk. Maade i de to
Tilfælde. Den ene Klasse af H. (coronæ)
omfatter de med Solen ell. Maanen koncentriske
Ringe, der ses i faa Graders (næppe over 10°)
Afstand fra det paagældende Himmellegeme.
Disse Ringe dannes ved Diffraktion og
Interferens af Lysstraalerne, naar Himmellegemet
ses gennem en tynd Sky ell. et Skyslør, der
bestaar af Smaalegemer af indbyrdes een
Størrelse. Er Ensartetheden i Smaalegemernes
Størrelse meget stor, ses Ringene farvede med
Regnbuens Farver, og Ringene har da ligesom
den alm. Regnbue den røde Farve yderst.
Størrelsen af de Smaalegemer, der fremkalder
Fænomenet, er bestemmende for Ringenes
Størrelse. Er Smaadelene relativt store, bliver
Ringenes Diameter mindre, og bestaar en Sky af
Partikler af fl. forsk. Størrelser, vilde til forsk.
Størrelser svarende Ringe derfor gribe ind over
hverandre, Ringenes Farver blandes til hvidt,
og man ser omkr. Himmellegemet kun en
Lysning i Skyen, men ingen markerede Ringe.
Coronæ optræder hyppigst om Sommeren, fordi
Smaapartiklerné i en Sky, der bestaar af
Vanddraaber, meget ofte er lige store (se Sky).
Den anden Klasse af H. (Halo) omfatter baade
nogle med Solen ell. Maanen koncentriske
Ringe o. a. Ringe ell. Buestykker, der er
orienterede paa anden Maade i Forhold til det
paagældende Himmellegeme. Samtlige Halo’er
dannes ved Lysets Refraktion i ell. ved
Reflektion fra Iskrystaller, idet dog Lysets
Interferens ogsaa kan komme til at spille en Rolle.
De med Solen ell. Maanen koncentriske Ringe
ses enten i c. 22° ell. 46° Afstand fra disse,
og dannes af Iskrystaller, hvorpaa to Flader
danner en indbyrdes Vinkel i de to Tilfælde
paa henh. 60° og 90°. Naar Sol- ell.
Maanestraalerne falder paa saadanne Isprismer, vil
Straalerne ved deres Gennemgang gennem
Prismerne bøjes mere ell. mindre bort fra
deres opr. Retning, alt efter den Maade, hvorpaa
Straalerne træffer Prismerne. Den mindste
Bøjning (22° henh. 46°) foraarsages af de
Prismer, der tilfældig staar i Hovedstillingen
overfor de indfaldende Straaler; alle de andre
Prismer bøjer Lyset mere. Derfor ser man intet
refrakteret Lys nærmere Solen (Maanen) end
de 22° resp. 46°; i disse Afstande ses Maksimum
af Lys, og Lysintensiteten aftager derpaa
udefter. Er disse H. rent udviklede og
tilstrækkelig lysstærke til at vise Farver, er de i
Overensstemmelse med deres Dannelsesmaade
naturligvis røde paa den indvendige Side (i
Modsætning til Coronæ og den alm. Regnbue).
Medens 22° og 46° H. kan fremkomme, selv
om de for Haanden værende Iskrystaller er
ganske vilkaarligt orienterede i Luften,
optræder andre Halo’er kun, naar Iskrystallerne
ell. i hvert Fald nogle af dem har en saadan
Form, at de ved deres Fald gennem Luften har
Tilbøjelighed til at indtage visse Stillinger, f.
Eks. til at falde saadan, at en ell. fl. af
Krystallernes Sideflader fortrinsvis er lodret ell.
svinger om en lodret Stilling. Ved
Tilbagekastning fra saadanne lodrette Smaaspejle vil
Solstraalernes Sideretning, men ikke deres Vinkel
med Horisontplanet (det vandrette Plan)
ændres, og er Fænomenet tilstrækkelig udviklet,
vil en Iagttager kunne se tilbagekastet Sollys
fra alle Himmelretninger, men kun fra en
Højde over Horisonten, der er lige saa stor som
Solens Højde over denne. Fænomenet vil da
vise sig som en vandret lysende Ring, der har
Zenith til Centrum, og som gaar gennem Solen.
Efter sin Dannelsesmaade (ved simpel
Reflektion) er denne Ring (Circumzenithalbuen)
naturligvis hvid. Paa tilsvarende Maade kan der
dannes en lodret Stribe gennem Solen ell.
Maanen (den saakaldte Solsøjle ell.
Maanesøjle) ved Sol- resp. Maanestraalernes
(gentagne) Reflektion fra Iskrystaller, der falder
saadan gennem Luften, at de har relativt
mange Krystalfl. orienteret vandret. Af andre
Halofænomener er de mest kendte den elliptiske
Halo og de øvre og nedre Berøringsbuer
(Tangentialbuer), d. e. lysende Buestykker, der
tangerer 22° og 46° H. enten i deres øverste ell.
deres nederste Punkt. Hvor to Halo’er skærer
hinanden, optræder et særligt lysende Sted, en
saakaldet Bisol ell. Bimaane (eng. mock suns
ell. sun dogs); disse dannes som oftest ved
Skæringen mellem Circumzenithalbuen og 22°
ell. 46° H. og findes derfor hyppigst i samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
