- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
789

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hoved (anat.) - Hoved (bot.) - Hoved (i Typografien) - Hoved (Sværd) - Hoved, det svømmende - Hovedbedækning.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Lidelser i disse Organer). Det store Nakkehul (11)
omgives af Nakkebenet (25, 23, 10), der paa
begge Sider danner de Ledknuder
(processus condyloïdei) (22), hvorved H. hviler
paa de øverste Halvshvirvler (se
Hvirvelsøjle).

Medens de Knogler, som danner
Hjerneskallens Issedel, er Dækknogler ɔ: opstaar
uden først at være anlagte som Brusk, er de
Knogler, som danner Basis, primordiale
ɔ: de anlægges (ligesom de fleste andre af
Legemets Knogler) som Brusk, der senere
forbener; i Forbindelse hermed staar, at de iflg.
deres Anlæg er at betragte som en Omdannelse
af den forreste Del af Hvirvelsøjlen, en Teori,
der i sin simpleste Form blev opstillet af Goethe
og forsvaret af Oken; men medens disse mente,
at hver af de nævnte Knogler var at opfatte
som en direkte omdannet Hvirvel, er man nu
mere tilbøjelig til at antage, at de opstaar ved
Sammensmeltning af en Mængde (mindst en
halv Snes) Hvirvelanlæg.

Den nøjagtige Udmaaling af Kraniets Form
og Størrelsesforhold er af Mænd som Camper,
Blumenbach, Prichard, Geoffroy Saint-Hilaire,
Morton o. m. a. blevet uddannet til en
selvstændig Videnskab (Kraniologien), idet
man derigennem har søgt at finde et
Inddelingsprincip for de forsk. Menneskeracer.
Retzius og efter ham alle andre benyttede som
Inddelingsprincip Forholdet mellem Hjerneskallens
forsk. Diametre; størst Bet. har i denne
Henseende Længde-Bredde-Indeks, som er
= Bredden X 100 divideret med Længden.
Herefter inddeles de forsk. Typer af Kranier i
Langhoveder (Dolichokefaler), hvis
Indeks er 70—75, og Rundhoveder
(Brachykefaler) med Indeks 80—85; midt
imellem begge staar Mesokefalerne. Hver af
disse Grupper inddeles yderligere, efter som
Underansigtet er stærkt fremstaaende
(Prognathisme, med en Profilvinkel paa 82° ell.
mindre) ell. ej (Orthognathisme,
Profilvinkel 83° ell. mere), efter som
Hjerneskallen er fladtrykt (Chamækefali,
Længde-Højde-Indeks mindre end 70) ell. det modsatte
(Hypsikefali, Indeks over 75), ell. om den
har et baadformet Tværsnit (Skafokefali),
endvidere efter Ansigtets og Næsens Bredde,
Øjenhulernes Afstand og Ganens Form
(Leptorhini = Smalnæsethed, Plathyrhini
= Bredmesethed, Leptostaphyli =
Smalganethed o. s. v.).

Hjerneskallens Rumindhold maales f. Eks.
ved at fylde den med Hagl e. l. Hos de
germanske og romanske Folk og hos Slaverne er
Rumindholdet gennemsnitlig 14—1500 Kbcm.,
hos de semitiske og hamitiske Folk 1250—1470,
hos Mongoler, Malajer, Papuaer c. 1350—1450,
Australiere 1320, Negere 13—1400, Buskmænd
1250, Hinduer c. 1300, Indianere 1300—1450.
I det hele aÆhænger denne Størrelse en Del af
Legemets Højde (er saaledes gennemsnitlig
mindre hos Kvinder end hos Mænd), hvorfor
man ikke uden videre af disse Tal kan slutte
sig til Udviklingen af vedk. Races Aandsevner.
Individer med et Rumfang mindre end 1200
Kbcm. kaldes nannokefale, med
1200—1600 Kbcm. eurykefale og med over 1600
Kbcm.’s Rumfang makrokefale.
S. B.

Hoved (bot.) er en kort Blomsterstand med
meget kortstilkede Blomster og sædvanligvis
af rundagtig ell. ægdannet Form; nogle Forf.
kalder ogsaa Kurven et Hoved.
V. A. P.

Hoved kaldes i Typografien den Ende af
Typelegemerne, paa hvilken Skriftbillederne
findes. Den øverste Halvdel af en Bogtitel med
de egl. litterære Oplysninger (fr. tête, eng.
head) og i tabellarisk Sats den over samtlige
Talkolonner anbragte vejledende Tekst kaldes
ogsaa H. (fr. en-tête d’une table, eng.
tablehead).
E. S-r.

Hoved (Höfuð), Guden Heimdal’s Sværd.

Hoved, det svømmende, kaldte
Iktyologen Bloch Klumpfisken (se
Fastkæber) p. Gr. a. dens Lighed med et med
Finner udstyret H.
Ad. J.

Hovedbedækning. Den ældste H. var
Hovedhaaret, som primitive Folkeslag bar i
naturlig Vækst og smykkede paa mangfoldig Vis.
Hvor meget Barhovedhed fremmer Haarets
Fylde og Skønhed, ser man paa Eleverne i den
londonske Friskole Christ’s Hospital, hvilke
Aaret rundt gaar uden H. i fri Luft. De forsk. H.
er Baret, Hue (Kasket, Kalot),
Hætte, Hat, hvortil kommer for Milit. H. i
mangfoldige Former, for Kvindernes Vedk. tillige
Hovedklædet (Regnklædet). Til H. kan
endnu regnes Parykken, der i 17. og 18.
Aarh. for Mændenes Vedk. blev den virkelige H.

H. er fundne i danske Bronzealdergrave i 2
Former: Huen (gl Dansk og Tysk: huuve, i
Slægt med Hoved), rund og højpuldet, dannet
af sammensyet Tøj i Lag, Puld og Linning i
særskilte Stykker med en tæt Udside af
iknyttede Traadnupper. Formen er frembragt ved
Presning (se Dragt Fig. 5). I vor tidlige
Middelalder var som andre Steder Huen
mere H. for Mænd end for Kvinder. Den
omtales dog i Østgøte-Loyen som Hustrumærke;
der nævnes ogsaa Mandshuer af Pelsværk.
Graaværkshuer kostede i Norge 1282 en Mark,
gode eng. Silkehuer kostede 7 1/2 vejede
Penninge; de fandtes guldbroderede og bræmmede.
I den gr. Oldtid bares Huen væsentlig af
Almuesmænd, ellers kun ude i daarligt Vejr.
Den var formet som et halvt Æg, ofte løbende
op i en lav Spids, af Filt (Pilos), Straa eller
Læder. Den skilte sig fra den ægypt. Kalot
(se Haar- og Skægmoder), ved at den
var rund og ikke havde dennes Udskæring for
Ørene. De rom. afveg ikke meget fra de gr.
Af asiatiske Folkeslag bar Kappadokierne og
Kaldæerne ægypt. Huer, Hebræerne Tophuer
med Kvast, Perserne og Skytherne høje, bløde
Huer med Øresnipper lig de frygiske (se
frygisk Hue), Partnerne høje, runde og spidse
Huer, Sarmaterne høje og bløde, Dacierne og
Illyrierne Huer med en høj, stiv, oven
afskaaret Puld. Tyrkerne, der i ældre Tid bar uhyre
Turbaner, har i vore Dage anlagt den røde Fes;
Mongolerne brugte Pelshuer.

Mellem Middelalderens mangfoldige
Hueformer optræder den gejstlige firhjørnede Hue og
den biskoppelige Mitra, der opstod ved en
sindrig Foldning og Sammensyning af de derved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:26 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0799.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free