Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hubrecht, Ambrosius Arnold Wilhelm - Huc, Évariste Regis - Hucbald - Huch, Ricarda - Huchard, Henri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hubrecht [’hu.bræKt], Ambrosius
Arnold Wilhelm, holl. Zoolog, f. 2. Marts
1853, blev efter at have studeret Zoologi dels i
Holland, dels i Udlandet, 1874 Assistent hos
Selenka i Erlangen, 1875 Konservator ved
Rigsmuseet i Leiden og 1882 Prof. i Zoologi og
komparativ Anatomi i Utrecht. Hans
videnskabelige Arbejder falder i to Grupper, idet
han i sine yngre Dage hovedsagelig
beskæftigede sig med Slimbændlerne (Nemertinerne),
til hvis Naturhistorie han har givet mange
vigtige Bidrag; i de senere Aar er det derimod
Hvirveldyrenes, og navnlig Pattedyrenes
tidligste Embryonalstadier, hvis Udforskning særlig
har interesseret ham. I den Anledning foretog
han 1890—91 en Samler ej se til Hollandsk
Indien, under hvilken det lykkedes ham at skaffe
sig et rigt Materiale. Resultaterne af hans
talrige, i forskellige Tidsskrifter spredte
Afhandlinger paa dette Omraade er samlede i »Die
Säugetierontogenese« (1909), en Bog, der dog
bør benyttes med megen Kritik.
R. H. S.
Huc [y’k], Évariste Regis, fr. katolsk
Missionær og Opdagelsesrejsende, f. 1. Aug.
1813 i Toulouse, d. 26. Marts 1860 i Paris, 1839
sendtes han til Kina som Missionær, og efter
en grundig Forberedelse paa
Lazaristseminariet i Macao, hvor han bl. a. lærte Kinesisk,
begav han sig ind i det Indre af Landet. For
lettere at kunne færdes antog han kin. Dragt
og Haarpisk. Efter at have prædiket
Kristendommen baade i Syd- og Nordkina rejste H.
fra Peking til Mongoliet, hvor han virkede i
længere Tid. Tillige med en anden
Lazaristbroder, Joseph Gabet, og en ung tibetansk
Præst, der var kristnet, drog han ud paa en
eventyrlig og vanskelig Rejse til Tibet. Klædt
som Lamaer naaede de Lhassa Jan. 1846 og
opholdt sig der i 6 Uger. Da de var godt i
Gang med at grundlægge en Missionsstation,
blev de forviste paa Forlangende af den kin.
Amban. En Tid opholdt H. sig i Peking, men
vendte snart af Helbredishensyn tilbage til
Kanton. 1852 vendte han hjem til Europa med
nedbrudt Helbred. Om sine Rejser forfattede
H. forsk. Værker, der opnaaede stor
Popularitet som Følge af hans usædvanlige Evne til
klart og let forstaaeligt at meddele sine
Erfaringer; yderligere besad han en meget frisk
og malende Stil. Hans betydeligste og endnu
værdifulde Arbejde er den store Rejseskildring
Souvenirs d’un voyage dans la Tartarie, le Tibet
et la Chine 1844—46 (2 Bd, 1850; fl. Udg. og
Overs.; sv. Udg. 1862 og 64). Et Suppl. dertil
er L’empire chinois (2 Bd, 1855). Endvidere
gav han en stor hist. Oversigt, Le
christianisme en Chine, en Tartarie et au Tibet (4 Bd,
1857—58). Sandsynligheden af hans Skildring
blev bestridt af forsk. Rejsende, f. Eks.
Russeren Przevalski, men nyere Forskere har
bekræftet hans Troværdighed, f. Eks.
Englænderen Mark Bell, Amerikaneren W. W.
Rockhill (The Land of the Lamas [1891]) og Prins
Henrik af Orléans (Le père H. et ses critiques
[1893]). Hele Sagen er behandlet af Abbé
Desgodin i Mission du Tibet 1855—70 (Verdun 1872).
Af H. foreligger endelig talrige Breve og Medd.
i Annales de la propagation de la foi.
F. de F.
Hucbald, Benediktinermunk fra Klosteret
St Amand sur l’Elnon i Flandern, d. 930 i en
Alder af henved 90 Aar. Han antages i Alm.
som Forf. af den i Gerberts Scriptores I
optagne Afh. De harmonica institutione, Musica
enchiriadis, hvori for første Gang omtales de
første raa Forsøg paa Flerstemmighed i
Musikken, nemlig en fortsat Rk. Kvint- ell. Kvart-
ell. Oktavparalleller. Der er ganske vist rejst
Tvivl, om H. i Virkeligheden er Forf. af ovenn.
Afh. (se Hans Müller: »Hucbald’s echte und
unechte Schriften« [1884]), men disse Tvivl er
stærkt bekæmpede af H. Riemann (»Gesch. d.
Musiktheorie« 1898), og i hvert Fald gaar
endnu den nævnte primitive middelalderlige
Flerstemmighed under Navn af »det Hucbald’ske
Organum«, ligesom ogsaa den mærkelige, men
upraktiske saakaldte »Dasia-Nodeskrift« i Alm.
tillægges H. I hvert Fald har H. været en i
forsk. Videnskaber, saa og i Musikken, vel
forfaren, lærd Klosterbroder. Hans Skr. De
harmonica institutione betegner paa et enkelt
Punkt et vigtigt Fremskridt i Nodeskriftens
Udvikling, idet det foruden det da brugte
System, »Neumerne« (s. d.), tillige anvender et
gennemført Liniesystem, hvor
Mellemrummene benyttes som lige saa mange
Tonetrin, paa hvilke selve Teksten nedskrives,
medens Heltone og Halvtone er betegnede henh.
med t (tonus) og s (semitonus). — H. skal selv
have givet sig af med at komponere og
optraadte tillige som Digter.
A. H.
Huch [huk], Ricarda, tysk Forfatterinde,
f. 18. Juli 1867 i Braunschweig, stud. Historie
og tog 1891 Doktorgraden i Zürich, hvor hun
en Tid lang virkede som Sekretær ved Stadens
Bibliotek og som Lærerinde ved Seminariet.
1898 ægtede hun Lægen Ermanno Ceconi i
Wien og bosatte sig først i Triest, derpaa i
München. H. har skrevet dram. Arbejder som
det hist. Lystspil »Der Bundesschwur« og
Dramaet »Evoe«, Digte, Fortællinger og Romaner
som »Aus der Triumphgasse«, »Von den
Königen und der Krone« og »Erinnerungen von
Ludolf Ursleu dem jüngern«, samt en stor
romantiseret Skildring af 30 Aars Krigen. Hun er
stærkt paavirket af Goethe og af Romantikerne,
og har skrevet et Par aandfulde og originale
Bøger om den romantiske Skole i Tyskland:
»Blütezeit der Romantik« (1899) og
»Ausbreitung und Verfall der Romantik« (1902). (Litt.:
Regener, »Ricarda Huch« [1904]).
C. B-s.
Huchard [y’∫a.r], Henri, fr. Læge, f. 4.
Apr. 1844 i Auxon (Aube), d. 11. Decbr 1910.
H. stud. i Paris, blev Dr. med. 1871, var Læge
ved Hôpital Bichat 1882—92 og senere ved
Hôpital Necker. H.’s specielle Omraade var
Hjertepatologien, navnlig den kliniske. H.’s
Sygdom er en kronisk arteriel
Hypertension, der skulde være Aarsag til
Arteriosklerosen. Den paradoksale Resonans ved
Lungeødem kaldes H.’s Symptom, og H.’s
Serum er en Opløsning af svovlsurt Natron,
Klornatrium og fosforsurt Natron. H.
arbejdede meget for Udbredelsen af Kendskabet til
Frankrigs hydromineralske og klimatiske
Kursteder og var Medlem af de permanente
Kommissioner for disse og for Tuberkulosen. Bl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
