- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
815

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Huchard, Henri - Huckarde - Hucknall Torkard - Hud (Profet) - Hud (anat.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

H.’s talrige Arbejder mærkes: La myocardite
varioleuse
(1870), Traité des neuroses (1883),
Les cardiopathies artérielles (1886), Leçons de
thérapeutique et de clinique médicales à
l’hôpital Bichat
(1889), Traité clinique des
maladies du cæur et de l’aorte
(1889, 1905),
Consultations médicales (2 Bd, 1906). H. grundlagde
Revue clinique thérapeutique og Journal des
praticiens
.
J. S. J.

Huckarde, Bjergværksby i Preussen, Prov.
Westfalen, ligger 4 km NV. f. Dortmund. (1910)
7303 Indb. H. har Stenkulsminer.
G. Ht.

Hucknall Torkard [’haknə£-’tå.əkəd],
Fabrikby i Mellemengland, Nottinghamshire, 10
km NNV. f. Nottingham, med en Kirke, i
hvilken Lord Byron ligger begravet. (1911) 15870
Indb. I Omegnen findes store Kulgruber.
G. Ht.

Hud, efter arab. Sagn en Profet, som i en
fjern Oldtid skal have været Talsmand for
Monoteismen, men som kun fandt ringe
Tilslutning. Muhamed nævner H. i Koranen;
senere arab. Forfattere har en Del at fortælle
om ham. Han levede bl. Aditterne, et arab.
Urfolk. Som Straf, fordi Folket vedblev med
Dyrkelsen af mange Guder med Tilsidesættelse
af Allah, sendte denne en frygtelig Tørke.
Aditterne søgte til sidst at forsone Allah ved at
sende H. og to andre til det Sted, hvor nu
Mekka ligger, med Ofre til Allah. Tre Skyer
viste sig her. H. valgte den mørkeste. Han
haabede, den indeholdt Regn, og det var ogsaa
Tilfældet; men Regnen blev saa voldsom, at
hele Landet sattes under Vand, og de
allerfleste Aditter druknede. I Vadi Doân i
Sydarabien og maaske paa fl. andre Steder viser
man Stenbygninger fra Oldtiden, vist i Reglen
gl. Grave, som udgives for H.’s Grav.
V. S.

Hud danner den ydre Begrænsning om
Dyrenes Legeme. Hos de laveste Dyr dannes H.
af Ektodermen alene; men saa snart en
Mesoderm er udviklet, hjælper de yderste Lag af
denne med til at danne H. Man skelner da
herefter mellem en Overhud, Epidermis, der
hos de hvirvelløse Dyr er et enlaget Epitel,
bestaaende af højere ell. fladere Celler, ofte i
forsk. Grad beklædte med Fimrehaar, medens
det hos Hvirveldyrene er flerlaget, og en
Læderhud (Corium, Cutis, Derma); denne er
et tykkere ell. tyndere, ofte temmelig fast
Bindevævslag, der indadtil ikke altid er skarpt
afgrænset, men gaar som hos de fleste
Hvirveldyr jævnt over i det underliggende saakaldte
subkutane Bindevævslag. Kun i Læderhuden
findes Nerver, Blodkar og Muskler, og i den
dannes Kalkdelene hos Koraldyr og Pighude,
ligesom Benpladerne i Hudskelettet hos
Hvirveldyrene stammer herfra, saaledes f. Eks.
Fiskenes Skæl og Benlaget i Skildpaddeskjoldet
og i Bæltedyrets H. Fra Epidermis derimod
stammer Skaldannelserne hos de andre
hvirvelløse Dyr og Horndannelserne i
Hvirveldyrenes H. Leddyrenes Kitinhud, der hos
Krebsdyrene f. Eks. er meget kalkrig, er saaledes
en Cuticulardannelse, en Afsondring af de
yderste levende Epidermisceller; paa samme Maade
dannes hos Bløddyrene f. Eks. Sneglenes og
Muslingernes Kalkskaller, ligesom Ledormenes
Haar og Børster er Afsondringer af
Overhudsceller; det samme er Tilfældet med Leddyrenes
Haar, men disse er hule og udfyldte med en
Forlængelse af Epidermis. Vel at skelne fra
disse Dannelser er Overhudens Forhorning
hos Hvirveldyrene, hvor det er selve Cellerne,
der dør, forhorner og danner Hornlaget, der f.
Eks. er særlig mægtigt i Skildpaddeskallen og
Drøvtyggerhornet. Kløer, Haar og Fjer er
ogsaa dannede af forhornede Overhudsceller. Af
og til kan forhornede Overhudslag og
Cuticulardannelser afstødes (se Hudskifte). Har
H. Farve, beror det oftest paa, at der findes
Pigmentkorn indlejrede i H.’s Celler, snart i
Over-, snart i Læderhuden; ofte skyldes
Farven blot gennemskinnende Blod, som f. Eks. i
Hanens Kam. Metalfacrver, saaledes som de
smukkest findes i Fuglefjerene, er ofte
Interferensfarver, der skyldes Lysets Brydning i
de tynde gennemsigtige yderste Lag af H. Hvid
Farve beror ofte paa Tilstedeværelsen af
mikroskopiske Luftblærer, saaledes i hvide Haar.
Fra Epidermis stammer endelig Hudkirtlerne,
der er Indkrængninger af denne. Bl.
Hvirveldyrene bestaar Overhuden kun hos den
laveststaaende Fisk Amphioxus af et enlaget Epitel;
alle de andre Hvirveldyr har et fler- ell.
mangelaget Epitel af meget forsk. Tykkelse. Hos
Fiskene bestaar saaledes Overhuden af et
mangelaget Epitel, helt dannet af
protoplasmafyldte, levende, bløde Celler, men hos alle
andre Hvirveldyr er de yderste Epitelceller i
større ell. mindre Omfang forhornede og døde,
saaledes at Overhuden kan deles i et ydre
Hornlag og et dybereliggende Slimlag
(Rete Malphigii). Hos Padderne er Hornlaget
ganske tyndt, blot bestaaende af 2—3 Cellelag;
hos Pattedyrene kan det naa en umaadelig
Tykkelse. Bygningen af H. hos de højere
Hvirveldyr er i det hele som hos Mennesket.
R. Hg.

Menneskets H. adskiller sig fra de fleste
Pattedyrs ved at være nøgen, idet
Haarbeklædningen med Undtagelse af enkelte Partier
indskrænker sig til smaa, spredte Lanugohaar (se
Haar); den veksler særdeles meget i
Tykkelse, idet den paa Øjelaagene er særdeles fin
og blød, medens den paa Ryggen er tyk og
fast; den er i det hele sværere paa
Strækkesiden end paa Bøjesiden. Epidermis ell.
Overhuden, som danner det yderste, mod
Omverdenen vendte Lag, er sammensat af tørre,
hornagtige Celler, der i Dybden endnu har beholdt
deres kantede, oprindelige Form, medens de
ud mod Overfladen bliver mere og mere
skælagtige og forhornede; der foregaar her en
stadig Afstødning af disse Skæl, medens ny
dannes og vokser efter fra de dybere, levende
Lag, som ernæres fra de øverste, stærkt
blodfyldte Lag af den egl. H. I dette dybere Lag,
Slimlaget, findes H.’s Farvestof, Pigmentet,
aflejret som smaa, mørke Korn, hvis Mængde
betinger H.’s Farve, saa den er forholdsvis
ringe hos blonde, lyse Personer, større hos
brunette og størst hos de mørke
Menneskeracer.

Den egl. H. ell. Corium, ogsaa benævnet
Læderhuden, er tæt besat med ganske smaa,
kegleformede Fremragninger,
Hudpapillerne, som er stærkt blodfyldte og forsynede

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:26 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0825.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free