Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hufeland, Christoph Wilhelm - Hug, Johann Leonard - hugbar - Huge - Hugenotstil - Hugenotter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Direktør for Coll. medic.-chir. og Læge ved
Charité-Hosp. Efter Slaget ved Jena fulgte han
Kongefamilien til Königsberg, Memel og Tilsit
og vendte tilbage til Berlin 1809. H. udnævntes
1810 til Prof. ved det ny Univ. og aabnede der
den første med. Poliklinik, bestemt for
Fattigfolk. Oprettelsen af. forsk. humanitære
Institutioner og en overmaade rig litterær
Virksomhed optog de sidste Aar af hans Liv. H. skrev
»System der prakt. Heilkunde« (2 Bd, 1800—05)
og den i mange Oplag udkomne Eucheiridion
medicum (10. Opl. 1857).
J. S. J.
Hug, Johann Leonard, tysk katolsk
Teolog (1765—1846), fra 1791 Prof. i Freiburg i
Br. Han vandt ved sine videnskabelige Arbejder
(hovedsagelig paa Skriftvidenskabens Omraade)
overordentlig Anseelse, ogsaa hos
Protestanter. Hans Hovedværk er hans »Einleitung in
die Schriften des neuen Testaments« (4. Opl.
1847).
(J. P. B.). A. Th. J.
hugbar ell. hugst mod en kaldes en
Afdeling i Skoven, naar dens Træer er blevne
saa store, at de kan fyldestgøre det Formaal,
man har med at dyrke dem, ell. naar det af
andre Grunde (f. Eks. Sygdom) er fordelagtigst
at hugge Træerne.
C. V. P.
Huge (oldn. Hugi), i nord. Mytologi Navn
paa en af Udgaardslokes Svende, som i Kapløb
overvinder Tor’s Svend Tjalfe. H. er et gl.
nord. Ord, som betyder Tanke, og mytologisk
set tilhører Tor’s Besøg hos Udgaardsloke, hvor
han og hans Ledsagere kæmper med abstrakte
Begreber som Tanke og Ælde, aabenbart en
forholdsvis sen Tid.
G. K-n.
Hugenotstil er ligesaa lidt som
Jesuitterstil nogen selvstændig Stilart, men betegner det
Særpræg, som de fr. Hugenotter gav deres
ejendommelige Kirkebygninger. De forlængst
ødelagte »Templer«, i Queville ved Rouen (en
tolvkantet Bindingsværksbygning) og i
Charenton (en firkantet Sal med Galerier langs alle
Sider), der begge byggedes ved Aar 1600, var
nøgterne, prunkløse Bygninger, som foregreb
Udviklingen af den protestantiske
Prædikenkirke. Noget af disse Templers puritanske
Nøgternhed mærkes hos Arkitekten Salomon de Brosse
og i det hele i tidlig fr. Barok (Louis-XIII Stil).
Mindre korrekt har man stundom brugt Ordet
H. om den nederlandsk palladianske
Arkitekturretning fra Midten af 17. Aarh.
C. A. J.
Hugenotter (fr. Huguenots [y’gno]) kaldes
de Reformerte i Frankrig; Navnet menes at
stemme fra en fr. Udtale af »Eidgenossen«
(Schweizere) og bruges første Gang c. 1560.
Protestantismen i Frankrig var først Luther’sk
præget, den var upolitisk og hævdede den
passive Lydighed over for Kong Frants I, som
stod i Forbund med Lutheranerne i Tyskland
og forfulgte dem i Frankrig; men efter Frants
I’s Død (1547) blev den franske Protestantisme
Calvin’sk. Calvin betragtede selv Genève som
et St., hvorfra hele Frankrig skulde erobres
for hans religiøse og sædelig-politiske
Reformation; og i samme Øjeblik den fr.
Protestantisme er bleven Calvin’sk, hugenottisk
(schweizisk) præget, bliver den en politisk Størrelse,
som sætter hele den europæiske Politik i Røre.
H. var næsten udelukkende Adelsmænd, Lærde
og Parlamentsmedlemmer. I Spidsen for dem
stod Prinserne af Kongehusets bourbonske
Linie, som var Tronen nærmest, naar Huset
Valois uddøde; det var Anton af Navarra, der
skyldte sin Hustru Johanne baade sin
Kongetitel og sin religiøse Holdning, og hans yngre
Broder Ludvig Condé. H.’s betydeligste Mænd
var de to Brødre af Familien Châtillon,
General Frants d’Andelot og Admiral Coligny, der
var i nær Slægt med Connetabelen
Montmorency. H.’s uforsonlige Modstander var
Familien Guise — de to Brødre Frants af Guise og
Kardinalærkebiskop Karl af Reims (kaldet
Kardinalen af Lothringen) —, der paa mødrene
Side nedstammede fra Karolingerne og paa
fædrene Side fra en Broder til Ludvig den
Hellige. Under Henrik II (1547—59), hvis
Politik lededes af den fanatiske Katolik
Connetabelen Montmorency, og under hvem Guiserne
kom frem i forreste Rk., begyndte en
Forfølgelse af H. De voksede under Forfølgelsen.
1558 var der 400000 H., og i Maj 1559
organiserede de sig paa et Kirkemøde i Paris, hvor
de vedtog en Fællesbekendelse og en
demokratisk Forfatning. Til at lede deres
Fællesanliggender, saavel religiøse som politiske,
oprettedes en Nationalsynode, der lededes af en
Præsident, og der vedtoges, at man ikke skulde
adlyde en mod Religionen stridende kongelig
Befaling. Henrik II var forfærdet over
Kætteriets Vækst, han sluttede Freden i
Cateau-Cambrésis for at faa Tid til at knuse det, men
forinden døde han (10. Juli 1559). Frants II
(1559—60) lod sig helt lede af sin Dronning.
Maria Stuart, og hendes Morbroder, Kardinalen
af Lothringen, var Frankrigs egl. Regent. Hans
Politik gik ud paa i Forbund med Spanien at
udrydde H. og styrke Kongemagten, men der
rejste sig en saa voldsom Storm mod hans
Politik, at han maatte udnævne den kloge
Politiker og Finansmand l’Hospital til Kansler.
L’Hospital vilde en antispansk Politik udadtil
og religiøs Taalsomhed indadtil, og om ham
samlede sig et »tredje Parti«, de saakaldte
»Politikere«, som paa Notableforsamlingen i
Fontainebleau (Maj 1560) var i Flertal og
forlangte, at den fr. Kirke skulde reformeres. I
Slutn. af 1560 opdagedes en hugenottisk
Sammensværgelse, Condé fængsledes og dømtes til
Døden som Kætter; frygtelige Begivenheder var
i Vente, da Frants II døde 5. Decbr 1560.
Karl IX (1560—74) var 10 Aar, da han blev
Konge; Anton af Navarra var den nærmeste
til at blive Formynder, men han traadte
tilbage, ledet ved Løfter og Trusler, for Kongens
Moder Katharina af Medici, som nu bestemte
Frankrigs Politik for en Aarrække. Hun
hadede Guiserne, fordi de havde trængt hende
tilbage under Frants II; hun saa, at Adelen
sluttede sig til H., og at disse i Øjeblikket
var de mægtigste; derfor sluttede hun sig
nærmest til dem og satte Condé i Frihed.
L’Hospital’s Mæglingspolitik blev hendes, fordi
hun mente ved den at kunne faa størst
personlig Magt. I Generalstænderne, der samledes i
Orléans 13. Decbr 1560, var den hugenottiske
Adel herskende, ogsaa tredje Stand forlangte
der en Reformation inden for Kirken. Katharina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
