Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hugo, Victor Marie og Charles-Victor og François-Victor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Madrid og genoptog derefter sine Studier, som
efter Faderens Ønske skulde gælde
Militærstanden. Men H. blev sig tidlig bevidst, at det ikke
var Officer, men Digter, han vilde være.
Moderen vedblev at indpode ham
royalistisk-konservative Sympatier. Forældrenes Ægteskab
var ikke lykkeligt; de havde yderst forsk.
Livssyn og Tendenser; under Restaurationen steg
Uenigheden til Skilsmisse, hvorunder Børnenes
Skæbne kom til at lide. Imidlertid havde H.
allerede som Dreng givet sine royalistiske
Følelser Luft i klassiske Imitationer; kun 15 Aar
gl bejlede han til Akademiets Pris med et
Læredigt, Avantages de l’étude, som p. Gr. a.
Forf.’s næsten utrolige Ungdom kun fik
tilkendt hædrende Omtale. 1819—21 vandt han 3
Gange Prisen ved Académie des jeux floraux i
Toulouse for de royalistiske, i klassisk Stil
skrevne Oder Les vierges de Verdun, Le
rétablissement de la statue de Henri IV og Moïse
sur le Nil. Den unge Digter begyndte at vække
Opsigt. Chateaubriand kaldte ham et enfant
sublime. 1822 udsendte han sit første Bd Odes,
hvis blændende Retorik endnu var ganske
klassik traditionel, men dog allerede lod skimte
Digterens mægtige Talent. Digtene gjorde stor
Lykke og indbragte ham en kgl. Aarpenge paa
1000 (senere 2000) frc. der satte ham i Stand
til at hjemføre sin Brud, Adèle Foucher.
1824, 1826 og 1828 fulgte 3 ny Bd Odes et
ballades, hvori en hurtig Udvikling spores bort
fra alt det nedarvede i Form og Tankegang;
Farver og Rytmer begyndte at antage det
geniale Sving, hvoraf Romantismen snart helt
skal bæres oppe; trods al med Modermælk og
Opdragelse indsuget royalistisk Konservatisme
forherliger Digteren allerede nu
Napoleon-Legenden (1824 i Digtet »De to Øer« — Napoleon’s
Vugge og Grav). Samtidig skrev H. et Par, af
Walter Scott’s hist. Romaner paa virkede
fantastiske Røverromaner, Han d’Islande (1823) og
Bug-Jargal (1825), der i deres Forkærlighed
for det gruopvækkende, det uhyre og
vanskabt-uformelige ligeledes rummer et Brud med
Traditionen, hvor lidet Digteren i øvrigt endnu var
sig sin reformatoriske Mission bevidst. Hans
digteriske Horisont udvidedes ved det Studium
af fremmede Litteraturer, som bl. a. Beyle og
Fru de Staël indvarslede. H. blev snart Fører
for den unge romantiske Bevægelse og dens
litterære Klub Le cénacle og formulerede dens
Program. Allerede i Fortalen til sin 3.
Samling Odes et ballades (1826) angriber han
Traditionen, Efterligningen, den herskende Smag
og hævder over alt andet den digteriske
Inspiration, Friheden i Kunsten; men
Bevægelsens egl. Hovedmanifest udsteder han i
Fortalen til Dramaet Cromwell (1827),
Romantikkens første Programtragedie, der forkynder
Natursandheden, Karakteristikken ved
Modsætning mellem skønt og hæsligt, ophøjet og
plumpt, som Kunstens højeste Maal med
Foragt for alle Love og Regler: »De tre Enheder«,
Kunstarternes strenge Adskillelse o. s. v.
Langtfra alt i disse med pragtfuld Retorik
udslyngede Postulater var nyt ell. holdbart; men
Forordet til Cromwell blev Signalet til
Omvæltning og Krig mellem gl. og nyt. H.
udfoldede med eet hele sit digteriske Geni. 1828
udkom de farveluende, klangstolte Orientales,
der indvinder Poesien nyt Stof i Orientens
tropiske Riger, i Maurernes fantastiske Kunst og
Kultur; tyrk. Janitsharmusik og gr.
Frihedshymner klinger vekselvis i disse glødende og
blændende Melodier, der skaber sig ny
Versformer og ny Rytmer. Medens Cromwell ikke
naaede at blive opført, holdt Romantismens
Teater med Hernani endelig 25. Febr 1830 et
tumultuarisk Indtog paa Scenen og vandt trods
Fjendernes Piben og Hyssen en eklatant Sejr.
Derefter fulgte en hel Række Dramaer: Marion
Delorme (1830), Le roi s’amuse (1832), Lucrèce
Borgia (1833), Marie Tudor (1833), Angelo
(1835), Ruy Blas (1838) og Les Burgraves (1843).
H.’s Dramaer har et ideligt skiftende Sceneri
som hos Shakespeare, i øvrigt er der mere af
Byron’s Aand over hans Helte og Heltinder,
der er store, ulykkelige og brødebetyngede
Skikkelser, givne med to hinanden modsatte
Farver, helt sublime og helt lastefulde, hvidt
i sort ell. sort i hvidt. Alt gaar ud paa
Lidenskab og Handling; den hist. Lokalkolorit
anvendes til at frembringe de stærkeste Effekter,
de mest spændende og fortvivlede Situationer,
hvori Digterens lyriske Patos kan tage Flugt,
og alle Følelser svulmer i en mægtig,
farveglødende Diktion. Strengere ell. dybere historisk
Sandhed tilstræber han ikke, og hans
Psykologi er ofte ganske umulig, spillende paa
enkelte Hovedstrenge, skabende store enstonige
Typer, grandiose Symboler gennem Antiteser
af enhver Art. Al indre Sandsynlighed ofres
for de vældige tragiske Situationer, hvor alt
bliver rystende Patos, henrivende Erotik,
pragtfuld Monologretorik, gribende Spænding. Ved
sin Mangel paa sand dram. Nerve og
Menneskekundskab fik H.’s Teater kun ringe
Livskraft; Digterens vældige Fantasi tabte
efterhaanden ganske Herredømmet over sig selv og
voksede ud i en kolossal Overspændthed, der
til sidst virkede parodisk uhyrlig; saaledes led
Les Burgraves en ubodelig Fiasko, og den
sunde Fornuft skabte umiddelbart efter en
Reaktion, der fortrængte H.’s Dramaer fra Scenen.
Dog vaktes enkelte senere op til nyt dram.
Liv — saaledes Hernani, Le roi s’amuse, men
især Ruy Blas.
Ogsaa paa andre Omraader var H.’s Geni i
rastløs skabende Virksomhed. 1831 udkom hans
berømte Roman Notre-Dame de Paris (paa
Dansk ved Fr. Winkel Horn 1883, ved Uffe
Birkedal 1918, 2 Bd), et paa stor arkæol.
Viden og med glimrende Indbildningskraft
opbygget hist. Billede, hvor Romantikkens Syn
paa den gotiske Middelalder er givet i en
uforgængelig Vision; det gl. Paris og især den
gl. symbolske Domkirke danner en kraftig
malerisk Baggrund for de mest brogede Optrin
og for en bizar og fantastisk Kærlighedsroman
med de grelleste Modsætninger. Samtidig skrev
H. den gribende Roman Le dernier jour d’un
condamné (1829; paa Dansk ved Johs.
Jørgensen: »En dødsdømts sidste Dag«, 1888),
efterfulgt af Claude Gueux (1834). Men især
strømmede hans lyriske Hovedaare i en stærk og
beundringsværdig Produktion. Efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
