Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hugo af Montfort - Hugo af St Victor - Hugo Capet - Hugo den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hugo af Montfort [-måŋ’få.r], tysk Digter
(1357—1425), stammede fra Greverne af
Montford’s Slægt i Vorarlberg. Han deltog 1377 i
den østerr. Hertug Albrecht III’s Tog mod de
hedenske Preussere, levede i det hele et
krigerisk Liv og foretog en Pilgrimsfærd til
Palæstina. Hans Digtning, der falder i allegoriske
»Reden« og i »Lieder«, er i vore Dage bleven
udgivet af Bartsch og Wackernell. (Litt.:
Weinhold, »Über den Grafen H. v. M.«
[1857]).
C. B-s.
Hugo af St Victor [-sæ-vik’tå.r], en af
Middelalderens mest fremragende Mystikere, c.
1097—1141, var Sachser, Frænde af Greverne
af Blankenburg, men blev som ung anbragt i
den berømte Skole ved Klosteret St Victor ved
Paris (1115) og blev senere denne Skoles
Forstander. Han stod i nøje Forbindelse med
Bernard af Clairvaux og har paavirket ham og
gennem sine Skr tillige Eftertidens
Skolastikere. Om hans Levned vides ellers ikke meget.
Af hans Skr kan nævnes De arca morali, De
arca mystica, De vanitate mundi, Didascalicon
(en Slags Encyklopædi) og De sacramentis
fidei. H. lærer, at Mennesket ad 3 Trin hæver
sig til Gud: den almindelige Overvejelse
(cogitatio), den dybere Overvejelse (Meditationen)
og endelig Kontemplationen, ell. med et andet
Billede: Mennesket har det legemlige Øje,
Forstandens Øje og Kontemplationens Øje, der
anvendes henholdsvis over for Verden,
Sjælen og Gud. Betingelsen for at erkende Gud
er, at man optager ham i sig: Ydmygheden
og Kærligheden er Nøglen til Erkendelsen og
staar over Erkendelsen. Hans Lære er en
»Kærlighedens Mystik« og tager Sigte paa det
praktiske Liv. Panteismen er mindre
fremtrædende end i de fleste andre Former af Mystik,
og H. bliver Kirkelæren tro. Stor Bet. tillægger
han Sakramenterne, der for ham ikke alene er
de 7 Sakramenter, som den katolske Kirke
senere fastslog, men ogsaa Knælen, Indvielse
af Palmer, Kerter, Vievand og kirkelige Kar
o. m. a. Kirkeskikke. Den bedste Udg. af H.’s
Skr er den i Rouen 1648 udgivne (3 Bd). (Litt.:
Liebner, »H. von St Victor« [Leipzig 1832];
Hauréau, Hugues de St Victor [Paris 1859];
Samme, Les œuvres de H. de St V. [Paris
1886]; A. Mignon, Les origines de la
scolastique et Hugues de St Victor, I—II [Paris
1895]).
H. O.
Hugo Capet [-ka’pæ], Konge af
Frankrig (987—96), Søn af nedenn. og Otto den
Store’s Søster Hathuide, rimeligvis f. i Paris
938 ell. 939, d. smst. 24. Oktbr 996. Ved
Faderens Død 956 fik han ikke blot
Hertugdømmet France, men Kong Lothar maatte ogsaa
lade ham beholde Hertugdømmet Burgund og
endda overdrage ham Aquitanien. Dettes
Hertug vilde imidlertid ikke opgive sit Land, og
efter nogen Tids forgæves Forsøg opgav H. C.
at erobre det. Han udsonede sig nu med
Hertugen af Aquitanien og ægtede hans Datter.
Over for Kongen optraadte han længe som en
tro, men ganske vist meget indflydelsesrig
Vasal; men da Lothar 980 begyndte at handle
mod hans Raad, fjernede H. C. sig fra ham,
uden at det dog kom til ligefremt Brud. 986
døde Lothar, og i det ene Aar, Ludvig V
regerede, var H. C.’s Indflydelse endnu større
end tidligere. Ved hans Død 987 raadede H. C.
over Ile de France, Grevskaberne Paris og
Orléans og Abbedierne Saint-Martin de Tours,
Saint-Denis og Saint-Germain des Prés; hans
Broder var Hertug af Burgund, hans Svoger
af Normandiet. Hun mødtes nu med disse o. a.
fr. Stormænd i Senlis; de hyldede ham her
som Konge, og snart efter kronedes han i
Noyon. »Kongedømmet vindes ikke ved
arvelig Ret, men ved ædelt Blod og ved Visdom«,
sagde Ærkebispen af Reims ved denne
Lejlighed. Karolingerne havde dog endnu et Parti,
der samlede sig om Ludvig V’s Onkel, Karl af
Lothringen. Denne tog Kongenavn og fandt
Støtte hos Greverne af Flandern og
Vermandois, Ærkebispen af Sens o. fl. Men H. C. førte
gennemgaaende Kampen med Held, og 991 kom
Karl af Lothringen ved Forræderi i hans Magt;
Aaret efter døde han i Fangenskab.
Modstanden var dermed brudt. Derimod beholdt
Aquitanien sin uafhængige Stilling ogsaa over for
den ny Konge. Dennes Magt var i det hele
ikke stor. Kongedømmet havde i Folkets
Bevidsthed stadig en vis Glans, men Vasallerne
viste det oftest dereis Ærbødighed mere ved
formel Høflighed end ved virkelig Lydighed.
Sin Styrke fik Kongedømmet under den ny
Slægt foreløbig ved en nøje Tilslutning til
Kirken, som H. C. stillede sig særdeles venlig over
for, og ved de store Besiddelser, H. C. selv
besad. Disse gjorde ham i det mindste til enhver
Vasals Jævnbyrdige, og ved det Overtag,
Kirkens Støtte, Kongedømmets Anseelse og
Sammenholdet med beslægtede Vasaller gav ham,
fik han nogen Indflydelse. Han blev
Grundlæggeren af den Slægts Herredømme, som beholdt
den fr. Kongeværdighed til 1792. Tilnavnet
Capet stammer fra den hellige Martin af Tours
Kappe, Frankernes Helligdom, som H. C., der
var Abbed af Tours, med Forkærlighed bar.
(Litt.: Recueil des historiens en France [9. og
10. Bd]; Monod, Les sources du règne de
Hugues Capet [Revue historique, XXVIII]; Lot,
Les derniers Carolingiens [Paris 1891];
Kalckstein, »Gesch. des französischen Königthums
unter den ersten Capetingern« [I. Bd, Leipzig
1877]; Viollet, La Question de la légitimité
à l’avénement de H. C. [Paris 1892]; Lot,
Études sur le règne de Hugo C. et la fin du
X. siècle [Paris 1904]).
P. M.
Hugo den Store, Hertug af Ile de
France, Søn af Robert, Hertug af Ile de
France. Robert havde i Kamp med Karl den
Enfoldige vundet Kongenavnet 922, men var
Aaret efter faldet i Slaget ved Soissons. Hans
Parti sejrede imidlertid, og medens hans
Svigersøn Rudolf af Burgund blev Konge, tilfaldt
Hertugdømmet France, der omfattede store
Strækninger i Egnen ved Paris, Robert’s Søn
H. d. S. Ved Rudolf’s Død 936 var H. d. S.
Frankrigs mægtigste Mand, men han ønskede
ikke selv at bære Kongekronen. Han foretrak
at hjemkalde fra England en karolingisk
Kongeætling, en Søn af Karl den Enfoldige, der
blev Konge under Navnet Ludvig IV. H. d. S.
havde ventet med Lethed at kunne lede denne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
