- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
846

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hulda - Huldrefolk - Huldue - Hule - Hulebjørn - Hulefauna - Hulefisk

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Hulda, Profetinde, gift med den kgl.
Klædevogter Shallum, blev raadspurgt af Kong Josija
ang. den fundne Lovbog (2. Kg 22).
J. P.

Huldrefolk (nøjagtigere: Hulderfolk), i norsk
Folketro overnaturlige Væsener, Elverfolk;
Færøsk og Isl. Huldufolk ɔ: det skjulte Folk.
Det enkelte kvindelige Væsen hedder en
Hulder (i Bogsprog en Huldre), Manden en
Hulderkall; de bor i Høje
(Hulderhaug) og spiller deres ejendommelige Musik
(Hulderslaat). Mest kendt er de nordiske
Huldresagn blevet gennem Asbjørnsen’s
»Norske Huldre-Eventyr«. Ogsaa i tysk
Folketro findes tilsvarende Navne: Hollen,
Wasserholde, Brunnenholde, som gælder Væsener af
lgn. Natur. Men af Kollektivbegrebet er i
Tidens Løb fremstaaet et Egennavn, Frau Holle,
ell. Holda, en féagtig Skikkelse, som i tyske
Folkeeventyr spiller en meget stor Rolle. (Litt.:
Paul, »Grundriss der Germ. Phil.« III, 2.
[1900], S. 278; H. F. Feilberg, »Bjergtagen«
[1910], S. 32).
(A. O.). G. K-n.

Huldue, se Duer, S. 491.

Hule kaldes et naturligt Hulrum i
Jordskorpen, ofte uden Samkvem med Jordoverfladen;
en mindre H. betegnes ofte en Grotte. H.
er af meget forsk. Oprindelse; hyppigst
forekommer de i Egne, hvor Jordbunden bestaar
af kalkholdige Stenarter, og skylder da
Vandets opløsende Kraft deres Dannelse, idet det
kulsyreholdige Vand, der siver gennem
Lagene, formaar at opløse noget af Kalken og
derved forstørre naturligt forekommende Hulrum.
Kalklandskaber er derfor ofte rige paa
milelange, vidtforgrenede H., der hyppig er
prydede med de pragtfuldeste Drypstensdannelser
(smlg. Stalaktitter og Karst). De
berømteste H. af denne Art er Adelsberger-Grotten
i Krain og Mammuth-Hulen i Kentucky. Ogsaa
Bølgeslaget kan paa stejle Kyster give
Anledning til Dannelsen af H., idet det angriber det
Parti, der ligger i Vandskorpen, og
undergraver de ovf. liggende Dele, hvorpaa H. forøges
i Omfang ved disses Nedstyrtning. Af denne
Slags H. kan Fingalshulen paa Staffa og
»Ovnene« paa Bornholm nævnes. I Gletscherne
findes ligeledes ofte H., hvori Gletscherelvene har
deres Løb. De dannes ved, at Smeltevandet
efter i kortere ell. længere Tid at have løbet
paa Overfladen styrter ned i en Spalte og da
baner sig Vej gennem Isen. Fra
Gletscherporten, hvor Elven kommer frem, har man
undertiden kunnet følge dennes Løb langt tilbage
under Gletscheren. Kun faa H. skylder tektoniske
Spalter deres Oprindelse; saadanne H. har ofte
Væggene beklædte med Gangarter, hyppig i
store Krystaller, og de benævnes da
Krystalkældere. — I tidligere Tider har H. ofte
afgivet Tilflugtssteder og Boliger for Mennesker
og Dyr, og i mange findes store Aflejringer af
Knogler, der har givet gode Oplysninger om
Fortidens Dyreverden. Navnlig i Indien har H.
spillet en Rolle i Gudstjenesten og er som
Elefanta- og Ellora-Grotten udvidede og
udsmykkede paa det prægtigste af Menneskehænder.
(Litt.: Badin, Grottes et Cavernes [Paris
1870]; Fruwirth, »Über Höhlen« [Salzburg
1885]; Martel, Les abîmes, les eaux
souterraines, les cavernes etc.
[Paris 1894]; Kraus,
»Höhlenkunde« [Wien 1895]).
C. A.

Hulebjørn, se Bjørne, S. 339.

Hulefauna. Allerede længe har man vidst,
at de underjordiske Huler og disses Vandløb
husede et Antal Dyreformer, som havde
tillempet sig til Livsforhold, der var saa haarde
og saa afvigende fra dem, hvorunder dyriske
Organismer ellers findes, at det synes
ufatteligt, at de kan underkaste sig dem. Den
underjordiske Fauna maa ikke opfattes som et
afsluttet, begrænset Hele, men snarere, for at
bruge Schiødte’s Ord, »som enkelte Smaagrene,
der fra Overfladernes geografisk begrænsede
Fauner strækker sig ind under Jorden, og som
efterhaanden, idet de forgrenes ud i Mørket,
er formede i Overensstemmelse med de sære
Omgivelser, til hvilke de skal tilpasses«. Den
særlige Faktor, som mest gør sig gældende
under Tilpasningen til Livet i Hulerne, er den
fuldstændige Mangel af Lys, der ganske særlig
har fremkaldt to ejendommelige Forhold i de
fleste Huledyrs Organisation: Farveløshed og
Mangel paa Øjne. Hovedmassen af alle
Huledyr er hvide ell. svagt rødlige (Hulepadde,
Hulefisk o. a.). Ofte mangler Øjnene ganske;
men hos nogle er de kun reducerede og ligger
som svage næsten ubrugbare Synsorganer
under Huden, hos andre, ganske særlig Leddyr,
finder man derimod veludviklede Øjne, om end
de er betydelig mindre end Øjnene hos de
nærstaaende Slægter, der færdes oppe i Lyset.
H. omfatter en Del Halepadder: Hulepadden,
Salamandre og et Antal Fisk, bl. hvilke særlig
Hulefisken mærkes. Langt righoldigere
repræsenterede er derimod de lavere Dyr, fremfor
alt Insekter og Krebsdyr, men ogsaa
Tusindben, Edderkopper, Orme, enkelte Bløddyr og
Ferskvandssvampe. H. er især godt kendt fra
de østerrigske og nordamerikanske Huler,
ganske særlig Adelsberger-Grotten og
Magdalene-Hulen, men ogsaa Faunaen i Hulerne paa de
vestindiske Øer og i Ostindien er i den senere
Tid blevet undersøgt. (Litt.: J. C. Schiødte,
»Bidrag til den underjordiske Fauna«
[»Videnskabernes Selsk. Skr«, 5. Rk., II. Bd, S. 1851];
Hamann, »Europäischer Höhlenfauna« [Jena
1896]; nyere Undersøgelser af Racowitza).
C. W.-L.

Hulefisk (Amblyópsis spelæus De Kay), en
højst 13 cm lang, smaaskællet og med
ubetydelige Bugfinner udstyret Fisk af de
physostome Heteropygii (ell. Amblyopsidæ), en Fam.,
hvis faa (6) Arter er noget i Slægt med
Karpefisk, men har fine Tænder paa Kæber og Gane
og især er mærkelige ved, at Gattet ligger
foran Brystfinnerne, straks bag ved
Gællespalterne. H. er kendt under Navnet
»Mammuthulens blinde Fisk«, men forekommer
vistnok i alle underjordiske Vandløb, der
strømmer gennem de centrale forenede
Staters store Kalkstensregion. Legemet er
farveløst og gennemsigtigt; Øjnene er meget smaa,
skjulte under Huden og ude af Stand til at
fungere, og Synsnerverne er rudimentære; dog
er Synshøjene (Lobi optici) lige saa udviklede
som hos Fisk med fuldkomne Øjne. Tabet af
Synet har i usædvanlig Grad skærpet dens

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/11/0856.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free