Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hume, David
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skær af Videnskab og Visdom næsten er
uigennemtrængelig for en mindre omhyggelig
Tankegang. Naar een Gang for alle den brydsomme
Undersøgelse af Forstandens Evner er
foretagen, saa det bliver klart, at Forstanden ikke
er egnet til at give sig af med fjerne og dunkle
Spørgsmaal, og naar Kampen mod Overtroen
er ført til Ende, opnaas, at man kan leve i god
Ro ligelig optagen af Læsning, Samkvem med
andre og praktisk Virksomhed. En saadan
Levemaade, der er den, H. selv ønskede,
betragter han aabenbart, idet han kun tænker
paa den materielle og aandelige Overklasse,
han selv tilhører, som værende i
Overensstemmelse med de naturlige Tilbøjeligheder.
H. stemmer paa fl. Punkter overens med
Oplysningsfilosofierne, men er for saa vidt ikke
Forstandsdyrker, saaledes som disse anses for
at være, som hans Forskning leder ham til i
udpræget Grad at betragte Forstandens Rolle
som væsentlig tjenende. Det, der fører os til
at handle, og som bestemmer Handlingernes og
Vurderingernes Karakter, er Følelser og
Drifter. Forstandens Medvirken bestaar i
Udfindelse af, ad hvad Vej Formaalene kan naas, og
i Klargørelsen af de Sagforhold, der vurderes.
Forstandens mere underordnede Stilling viser
sig ogsaa ved, at de Grundsætninger, der vilde
gøre Erkendelsens Resultater logisk berettigede,
ikke kan begrundes forstandsmæssigt. Han
søger i det hele at vise, at vore
Overbevisninger, der for det meste mere kommer i Stand
ved andre Bevidsthedsfaktorers Medvirken end
ved den strenge logiske Tænkning, selv hvor
de er bedst funderede hviler paa en Slags
Instinkt, der fører os til at tro paa dem.
Aarsagsforbindelser f. Eks. er saa vigtige for vor
Eksistens, at Naturen i sin Visdom ikke har
ladet Slutningen fra Aarsag til Virkning bero
paa den skrøbelige Fornuft, men paa en Slags
Instinkt ell. mekanisk Tendens
(Forestillingsassociationen), der fører Tanken fra Emne til
Emne i en lgn. Rk., som den, Naturen har
fastlagt for Tingene. Selve det umiddelbart
lidet frugtbare og tilfredsstillende Resultat, vi
kommer til, naar Forstanden bruges til at
undersøge Erkendelsen, viser, at saa
fjerntliggende Opgaver ikke er dens Bestemmelse.
Naar for H. hans skeptiske Resultater ved
ogsaa at ramme Videnskaben ikke gør Vejen
til alle Slags dristige Spekulationer og
Paastande fri, beror dette paa hans hele
Livsanskuelse, men særlig paa, at hans Mistro til
Tænkningen fører ham til at holde den i
Videnskabens strengeste Tømme i nøje Føling
med Erfaringens Verden, hvor den dristigt
søger Højderne. Den Bet., H. tilkender
Følelseslivet, medfører ingenlunde, at han værdsætter
Følelserne ell. et stærkt følelsesbetonet Sind
særlig højt; selv synes han at have været en
særdeles besindig og ligevægtig Mand.
I første Del af Treatise undersøger H.
Erkendelsen. Han indfører, paaberaabende sig
Erfaringen, den Paastand, at de eneste Emner,
der kan foreligge, er Fornemmelser
(impressions) og Forestillinger (ideas); sammensatte
Forestillinger lader sig opløse i usammensatte,
og for dem gælder, at de er en svagere
Afglans af tidligere Fornemmelser. Alt hævdes
saaledes — hvilket er ganske uholdbart — at
kunne føres tilbage til Fornemmelser; en
saadan Opfattelse kan betegnes som Sensualisme.
F. Eks. søges saavel Jeg’et som det almene
Substansbegreb ført tilbage til Rækker eller
Samlinger af Fornemmelser og Forestillinger.
Forestillingerne og Fornemmelserne tænker H.
sig som ganske isolerede, selvstændige Dannelser;
en saadan Opfattelse kan betegnes som Atomisme;
Karakteristisk for hans Atomisme er, at der
forekommer Udtalelser i Følge hvilke der ikke
er noget urimeligt i at antage, at
Fornemmelserne, der ogsaa kan kaldes de sanselige
Objekter, kan eksistere isoleret uden for
Bevidstheden uden at fremtræde for Sanserne; i denne
Sammenhæng hedder det da, at det afhænger
af de Relationer til andre Emner, som tilskrives
dem, om de betragtes som hørende til indenfor
ell. udenfor Bevidstheden. Som Regel betragter
han dem imidlertid udelukkende som
Bevidsthedsdannelser og hævder da, at selv om vi
lader Fantasien fare til Verdens yderste
Grænser, kommer vi dog ikke udenfor os selv.
Ved de psykologiske Analyser medfører hans
Evne til saglig Fordybelse, at han ofte uden
selv at være klar derover tvinges udover ell.
udenom den atomistiske Sensualisme. Men
gennem den hele Fremstilling gaar en vis skeptisk
Mistænksomhed overfor alt, der ikke kan føres
tilbage til Fornemmelser, ell. som har Karakter
af at forbinde Emner. Han søger at vise, at
det, der tager sig ud for os som en saadan
Forbindelse, kun hidrører fra, at en vis Lethed,
hvormed vi gaar fra det ene Emne til det
andet, ligesom overføres til selve Emnerne.
Forskellen mellem det, vi hævder, bekræfter,
oplever som virkeligt, kort sagt tror paa, og
det, vi ikke stiller os saaledes overfor, beror
paa den Maade, Emnerne opleves ell. rettere
bestaar i, at de opleves paa en særlig Maade,
at der er en særlig Følelse til Stede.
Betegnelser som Styrke og Livlighed, Fasthed,
Stadighed beskriver til en vis Grad denne Maade ell.
Følelse. Naar vi giver Udtryk for, at vi ikke
tror paa, at noget er en Kendsgerning, mener
vi, at Argumenterne derfor ikke fremkalder
denne Følelse. H.’s psykologiske Redegørelse
for Erkendelsen bestaar for en ikke ringe Del
i at fremdrage de Regler, der ofte har meget
lidt med Logik at gøre, i Overensstemmelse
med hvilke denne Følelse indfinder sig eller
ikke indfinder sig. Det er den samme Følelses
Tilstedeværelse, hvorved Fornemmelserne
adskilles fra Forestillingerne; dette hænger
sammen med, at for H.’s Sensualisme falder det,
der er Fornemmelse, sammen med det, der er
Virkelighed.
Naar man i Geometrien gaar ud fra den
kontinuerte, uendeligt delelige, rette Linie, vender
H. sig kritisk mod denne Dannelse, idet han i
Overensstemmelse med sin Sensualisme mener,
at Geometrien maa handle om vore sanseligt
anskuelige Rumsoplevelser. For en sanselig
anskuelig Linie gælder, at den kun kan deles
et endeligt Antal Gange. Under den nærmere
Redegørelse herfor gør han paa Grundlag af
nøjagtige Iagttagelser den interessante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
