Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
to andre, de bjørneagtige og de katteagtige,
idet den har beholdt mange af de Karakterer,
der er Særkende for Ordenens ældste
Medlemmer, saaledes Tandforholdet. Den typiske
Formel er 3+1+4+2/3+1+4+3; Fortænderne er smalle
og skarpe, Hjørnetænderne lange og krumme,
men ret spinkle. Derpaa følger 3/4 skarpe
Savtænder, tiltagende i Størrelse bagtil, dernæst
i stor kraftig Rovtand og 2/2 Knudetænder,
vel udviklede, den bageste mindst. Det er som
Regel middelstore Rovdyr med langt Hoved,
der bærer store bevægelige Næsebor og hos de
vildtlevende altid opstaaende Øren. Øjnene er
store, Munden vid med kødfulde Læber, der kun
bærer faa Knurhaar. Tungen glat, Halsen er
kraftig, Kroppen smækker med
optrukket, slankt Kryds og bæres af høje
Løbeben med 5 For- og 4 Bagtæer. Det er
Taagængere med lidet krumme Kløer, der
slides under Gangen. Halen er oftest
middellang, stærkt haaret, Pelsen tæt og
strid. H.’s Hud mangler Svedkirtler, men
store sammensatte Kirtler, der afsondrer
stinkende Sekreter, er alm. ved
Haleroden; de lugter derfor stramt, hvilket
ikke bliver bedre ved, at de ikke er
synderlig renlige. Ingen H. klatrer i Træer;
paa flad Mark jager de, med Undtagelse
af Rævene, hurtigt og utrætteligt efter
deres Bytte, hyppigst i Flok under vild
Hylen. Deres overordentlig fine Lugt er
deres bedste Sans. Synet er kun
Hjælpesans: de kender en Genstand igen ved at
snuse til den og følger med Lethed deres
Byttes Spor efter Lugten. Paa faa
Undtagelser nær er de feje, og kun i Flokke,
pinte af Sult, vover de at optage Kamp
med større Dyr. Aadsler foragter de fleste
ikke, men kun ganske enkelte tager
til Takke med Planteføde, naar de kan faa
Kød. Det er meget frugtbare Dyr, der oftest
faar 6—12 Unger, Hvalpe, der fødes blinde og
vogtes og opfødes af Moderen alene, oftest
skjulte i selvgravede Jordhuler. Patterne paa
Bryst og Bug. Blindtarm findes hos dem alle.
Naar vi ser bort fra de talrige uddøde
Former, der dog kun er lidet karakteristiske, og
som forbinder Familien med Desmerdyrene og
Bjørnene, saa at Grænserne bliver vanskelige
at drage, kan de nulevende Arter henføres til
blot 4 Slægter. Den mærkeligste af disse
udgøres kun af een Art, nemlig den meget stor-
og langørede kapske Ræv (Otocyon
megalotis), der er enestaaende mellem alle
heterodonte Pattedyr ved at have 46—48 Tænder,
hvoraf de 3—4/4 er ægte Kindtænder; i Form
ligner disse ganske Hundetænder. I
Udseende minder Dyret mest om en lille, noget
højbenet, storøret Ræv; Farven gulgraa,
Næseryggen sort, Ørerne hvidkantede med sorte
Spidser; Bugen hvidlig. Den lever i Buskadset
paa Stepperne mellem Oranje og Zambesi; dens
Hovednæring er Græshopper. Kødet og Skindet
bruges. En anden Slægt udgøres af den
ejendommelige sydafrikanske Hyænehund
(Lycaon pictus), der blot har 4 Fortæer; heri
ligner den Hyænerne, hvem den ogsaa minder
om ved sine brogede Farver og sit brede, ret
korte Hoved med massive, ikke saa skarpe
Tænder, og ved sin gennemtrængende Stank,
der skyldes de store Gatkirtler. Det er et af
de mest brogede vilde Pattedyr med store,
sorte, gule og hvide Pletter, der ligger
usymmetrisk spredte over hele Legemet. Den jager
i Flokke paa 10—15 de store græsædende
Pattedyr i sit Hjemland, selv Bøfler angriber
den, og den er heller ikke bange for Mennesker.
I Sydamerika, Brasilien og Guyana lever
Ilderhunden (Icticyon venaticus, Lund),
der ligeledes danner en Slægt for sig selv. Den
er af Rævestørrelse, kraftig, tæthaaret, med
kort, bredt Hoved og korte Øren, Lemmer og
Hale, forsk. fra alle andre H. ved kun at have
1/1 Knudetand, der tilmed er forholdsvis lille.
I Levemaade er den en Ræv; i Farve minder
den om Ilderen ved at være mørkest
underneden. Man kender for øvrigt kun lidt til den.
Dens Knogler er fundne af P. W. Lund i
Brasiliens Huler, før man vidste, at Dyret endnu
levede. Alle andre H. henføres til een stor
Slægt Canis L.; men man plejer at dele denne
i to Grupper: Ulve og Ræve. Arter med
rund Pupil regnes da mest til den første, Arter
med lodret til den sidste. Fra den første
nedstammer de tamme H., og derhen regnes
ogsaa den australske Dingo, der forekommer
baade tæmmet og vild, maaske nærmest
forvildet. (Litt.: Mirart, Dogs, Jakals, Wolves
and Foxes, a Monograph of the Canidæ [1890];
Lund i »Kgl. Dansk Vid. Selsk.«, Afh. XI
[1845]).
(M. Ml.). R. Hg.
Hunderacerne (hertil en farvetrykt Tavle).
H. er Menneskets første Husdyr. I den
haarde Kamp for Tilværelsen i de allerældste
Tider hjalp Mennesket og H. hinanden, de jagede
sammen og delte Byttet. Gennem Tiderne er
Mennesket blevet Herre og H. Tjener. Og den
er blevet det eneste Tamdyr, som fuldt har
sluttet sig til Mennesket. Alle andre Tamdyr,
vi har knyttet til os, forlader os, naar vi ikke
mere sørger for dem, og de vender altid med
 |
| Fig. 1. Lycaon pictus. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
