- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
885

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hunger - Hungerford, Margaret Wolfe - Hungertyfus - Hungrvaka - Hunneberg - Hunner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Succi aftog under 30 Dages H. fra omtr. 62 kg
til 51 kg, Cetti i 10 Dage fra 56 1/2 til 50 1/2 kg.
I Beg. aftager Vægten stærkere, omtr. 1—1 1/2
% af Legemsvægten pr Dag, senere mindre
stærkt. Man ved fra Forsøg med Dyr, at ikke
alle Organer deltager ligelig i dette Vægttab.
Medens Fedtet i Legemet under H. indtil
Dødens Indtrædelse aftager med ikke mindre end
97 % af den opr., aftager Leveren kun med 54
%, Musklerne med 31 %, Knoglerne omtr. 14
% og Nervesystemet kun med 2—3 %. Blodet
aftager omtr. i samme Forhold som selve
Legemsvægten.

Varmetabet holder sig temmelig
konstant, men synker efterhaanden lidt fra Dag til
Dag. Det er navnlig dette Varmetab, som
Legemet maa dække, hvis Livet skal
vedligeholdes. Afgiver Legemet mere Varme, end der ved
Stofomsætningen (Forbrændingen) frembringes
deri, saa synker Legemstemperaturen, og der
skal ikke stor Aftagen af denne til, før i hvert
Fald visse Celler og det nogle af de vigtigste
for hele Organismen ophører med at
funktionere, saa at Døden indtræder. Det er
overhovedet i første Rk. Varmetabet, som betinger
Forbruget under H. Derfor ser man, at
Forbruget ikke staar i Forhold til Dyrets
Legemsvægt, men derimod til dets Overflade, hvorfra
Varmetabet finder St., derfor bruger smaa Dyr
relativt (til Legemsvægten) mere til at
holde Legemets Funktioner oven Vande end
store Dyr. Medens en stor Hund (30 kg
Legemsvægt) tabte 35 Kalorier for hver kg
Legemsvægt i 24 Timer, tabte en lille Hund (3 kg) 85
Kalorier pr kg Legemsvægt i samme Tid, men
heraf kom da, at medens den store Hund hver
Dag af sit Legeme brugte c. 1 gr Æggehvide
og 3 1/3 gr Fedt for hvert kg, den vejede, saa
brugte den lille Hund mere end 3 1/2 gr
Æggehvide og 7 1/2 gr Fedt. Det er interessant at se,
at alle de ovenn. Sultekunstnere var meget
bange for Kulde og beskyttede sig mod den
paa alle Maader.

Efterhaanden udtømmes Legemets
Beholdninger, og Døden indtræder efter Forsøg paa
Dyr, naar Legemsvægten er sunket med omtr.
1/3—1/4 af det opr. Beløb. Hvorfor netop da?
Der er jo endnu Beholdninger tilbage, der
findes endog regelmæssigt Fedt, som ikke er
benyttet. — Forklaringen er rimeligvis den, at
Optagelsen bliver vanskeligere og vanskeligere,
til sidst formaar de synkende Kræfter ikke at
omsætte saa meget, at Legemsvarmen
vedligeholdes. Vi ser derfor ogsaa, at
Legemstemperaturen regelmæssig synker hurtig de sidste
Dage før Døden. Store Dyr lever (af de Grunde
som ovf. er udviklet) længere end smaa. En
stor Hund kan leve 30 Dage, en Kanin kun
7—10, en ganske ung Hund kun 3—4. De
koldblodige Dyr, der ikke er saa afhængige af
Legemstemperaturen, kan leve Maaneder. For
Mennesket lader der sig, som det vil forstaas,
ikke fastsætte nogen bestemt Tidsgrænse for
Hungerdødens Indtrædelse, det afhænger af
Ernæringstilstanden, Omgivelsernes
Temperatur, Bevægelserne o. s. v. (saa liden
Anstrengelse som muligt!), men saa meget er sikkert,
at Mennesker under gode Forhold uden
Vanskelighed har levet 40—45 Dage i
Hungertilstand, dog med Optagelse af Vand og
Mineralstoffer. En delvis H. kan udholdes i meget lang
Tid. Som Regel vil en delvis H. været forbundet
med en ensidig Sammensætning af Kosten, f.
Eks. i belejrede Byer. Ved en ensidig
Sammensætning af Kosten i Forbindelse med delvis
Hunger kan der opstaa sygelige Symptomer,
f. Eks. Vædskeansamlinger i Benene
(Hungervattersot, talrige Tilfælde set i Tyskland og
Østrig i Krigsaarene 1915—18). (Litt.: Luigi
Luciani
, »Das Hungern« [Hamburg 1890];
Lehmann, Mueller, Munk, Senator
og Zuntz, »Untersuchungen an zwei
hungernden Menschen« [»Virchow’s Archiv«, Bd
131. Supplementsbind 1893]).
(S. T.). L. F.

Hungerford [’haŋgəfəd], Margaret Wolfe,
irsk Romanforfatterinde (1855—97). Af hendes
fornøjelige irske Kærlighedsromaner er de
bedst kendte Molly Bawn (1878), Mrs. Geoffrey
(1881), Aprils’ Lady (1891) og A Conquering
Hero
(1892).
I. O.

Hungertyfus, se Typhus
exanthematicus
.

Hungrvaka [’huŋgr-], »Hungervækkeren«, er
et af de bedste historiske Skr fra c. 1200. Det
handler om de 5 første skalholtske Biskopper
(1056—1176) og giver et fortræffeligt og
anskueligt Billede af de paagældende Bisper.
Forfatteren er en Gejstlig, der har levet paa
Skalholt; han fortæller alt meget ligefrem og
uden Svulst, men fremfor alt med den største
Sandhedskærlighed; han vil »vække Hunger«
ɔ: Lyst hos Læserne til at læse andre islandske
Skr og Fortællinger. Af samme Forf. er uden
Tvivl ogsaa Sagaen om Biskop Páll Jónsson (d.
1211). (Udg. i »Biskupasögur« I og i
»Sagabibliothek« XI; F. Jónsson, »Litt.-Hist.« II),
F. J.

Hunneberg [-bærj], se
Vestgöta-Bjergene.

Hunner, et Folk af mongolsk Stamme, som
i Slutn. af Oldtiden fra det indre af Asien
trængte ind i Europa og derved gav Stødet til
den Bevægelse, som kaldes den store
Folkevandring. Efter de fleste Forskeres Mening er
H. identiske med de saakaldte Hiong-nu,
et Folk, der af de kinesiske Historieskrivere
omtales som boende N. f. Kina og i 3. og 2.
Aarh. f. Kr. foretog stadige Indfald i dette
Land, indtil de i 1. Aarh. e. Kr. af Kineserne
blev trængte mere mod V., hen imod de
kirgisiske Stepper. Herfra bredte en Del af H. sig
i de flg. Aarhundreder over de tilgrænsende
Dele af Europa, væsentlig Sydrusland, hvor
Alaner, Østgoter o. a. Folkeslag blev tvungne
til at slutte sig til dem. Fast Fod i Europa fik
H. henimod Slutn. af 4. Aarh. e. Kr. De
skildres af samtidige Forfattere som frygtelig vilde
og barbariske og tilmed som Folk af et
afskyeligt Udseende. De førte et uroligt Nomadeliv,
altid til Hest; i Kampen var deres Rytteres
voldsomme Angreb oftest uimodstaaelige. Men
under H.’s fortsatte Fremtrængen mod V.
undgik de ikke helt Paavirkningen af den romerske
Civilisation, og i 5. Aarh. stiftede de et, ganske
vist svagt organiseret Rige i det nuv. Ungarn,
og begyndte saaledes saa smaat at opgive deres

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:26 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0897.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free