- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
908

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Huschke, Philipp Eduard - Husdyr

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

zum Verständniss seiner Institutionen« (1855)
betraadte H. Kilde- og Tekstkritikens
Omraader; meget benyttet blev hans Jurisprudentiæ
Anteiustinianæ quæ supersunt
(1860, 6. forøgede
Udg. ved E. Seckel og B. Kübler I 1908 II, 1
1911). I en Mængde andre mindre Skr og Afh.
behandlede H talrige filologiske og
retshistoriske Emner; at han i en Rk. Arbejder »Die
Oskischen und Sabellischen Sprachdenkmäler.
Sprachliche und sachliche Erklärung,
Grammatik und Glossarium« (1856), »Die Iguvischen
Tafeln nebst den kleineren Umbrischen
Inschriften mit Hinzufugung einer Grammatik und
eines Glossars der umbrischen Sprache« (1859),
»Zu den altitalienischen Dialekten« (1873) og
»Die neue oskische Bleitafel und die
Pelignische Inschrift aus Corfinium« (1880) gav sig
i Lag med Granskninger over gl. italienske
Dialekter, var et Forsøg paa at løse Opgaver,
som han ikke havde tilstrækkelige
Forudsætninger for at kunne magte. H. var en religiøs
Natur, Præsident for Gammellutheranernes
Konsistorium. Om den hans Trosfæller 1845
meddelte Generalkoncession udtalte han sig bl. a.
i Brochuren »Ueber den Sinn der
Generalkonzession für die von der Gemeinschaft der
evangelischen Landeskirche sich getrennt haltenden
Lutheraner vom 23. Juli 1845« (1846). (Litt.:
Schirmer i »Archiv für die Civilistische
Praxis« LXX [1886], S. 163—68; J. Baron i
»Kritische Vierteljahresschrift für Gesetzgebung
und Rechtswissenschaft« XXIX [1887], S.
161—66]).
Fz. D.

Husdyr. Under Betegnelsen H. kan man
indordne alle de Dyrearter, som, uden at
Artens Bestaaen i mindste Maade udsættes for
Fare, kan taale den Behandling, som
Mennesket underkaster dem, naar han af Hensyn til
deres Ydelser benytter dem i sin Tjeneste. H.
er alle mere ell. mindre fast bundne til den
menneskelige Husholdning, og deres Eksistens
som H. er i et og alt afhængig af Menneskets
Paavirkning. Bl. den Uendelighed af
Dyreformer, som findes paa Jordkloden, udgør H.
kun en forholdsvis faatallig Gruppe. Aarsagen
hertil er imidlertid næppe, at Mennesket ikke
har forstaaet at drage et større Antal
Dyrearter inden for H.’s snævre Kreds, men
snarere, at der ikke har været Trang til fl. H.,
end der findes. H.’s væsentligste Opgave er
jo at omdanne og forædle Jordens Afgrøder.
Derved kommer H. til at yde Fødemidler,
Raamateriale til Beklædningsgenstande samt
Arbejdskraft, og Trangen til disse
Livsfornødenheder dækkes fuldstændig ved de
eksisterende H.’s kem. og fys. Produkter. Endogsaa
den Opgave at værne den hjemlige Arne mod
Fjender af forsk. Slags samt den Opgave at
tjene som Tidsfordriv for Mennesket løses ved
Hjælp af H. paa en fuldt ud tilfredsstillende
Maade, saaledes at man vanskelig kan tænke
sig en under alle Forhold for Mennesket
nyttig Funktion, som ikke udføres af de nu
eksisterende H. Begrebet H. er imidlertid ikke
skarpt afgrænset, men strækker man det
nogenlunde vidt, kan man til H. regne flg.: Af
Pattedyrene først og fremmest Hesten,
Æselet, Oksen, Faaret, Geden, Svinet, Hunden
og Katten; dernæst Kamelen, Lamaen,
Alpacaen, Rensdyret, Bøffelen, Yak- ell.
Grynteoksen, Zebuen, Kaninen samt Marsvinet; af
Fuglene Hønen, Kalkunen, Anden, Gaasen
og Duen samt Svanen, Fasanen, Paafuglen og
Perlehønen, Kanarifuglen og Papegøjen m. fl.
a. Sir- og Luksusfugle; af Fiskene
Guldfisken og Karpen; af Insekterne
Silkesommerfuglen, Bien og Kochenillen. Naar
disse forsk. Dyrearter er blevet H., og hvor
Tæmningen af de opr. vildtlevende Arter, fra
hvilke de utvivlsomt stammer, har fundet
Sted, det er Spørgsmaal, paa hvis Besvarelse
der er anvendt et meget betydeligt
Forskerarbejde, uden at man dog er kommet til
synderlig mange tilforladelige, positive
Resultater. Kun saa meget er vist, at alle vore
vigtigste H. er tæmmet i den forhistoriske Tid;
men skønt det alm. antages, at disse H. er
opstaaet som saadanne i Asien (og Nordafrika),
er den Mulighed dog langtfra udelukket, at
man ogsaa i andre Verdensdele, og da navnlig,
i Europa, har tæmmet Dyr og gjort dem til
nyttige Tjenere for Mennesket; ja forsk. Fund
i ældre Jordlag samt, til Dels, enkelte hist.
Meddelelser tyder endog paa, at ogsaa
Europas ældste Befolkning har været heldig i sine
Bestræbelser for at danne H. At man ikke
engang for vore vigtigste H.’s Vedk. ved
nøjagtig Besked om Tid og Sted for deres
Overgang i Husdyrstanden, er dog ikke mindre
forunderligt, end at man ikke engang med
afgørende Sikkerhed kan godtgøre
Slægtsforholdet mellem fl. af vore H. og de dem nærmest
staaende vildtlevende Arter, ja ikke engang
med Sikkerhed ved, om de er udgaaet fra een
ell. fl. Arter, ikke at tale om, at man kun med
stort Besvær er i Stand til at paavise
Slægtskabet mellem de inden for Arterne
eksisterende mangfoldige Racer (se i øvrigt under
Husdyravl).
H. G.

I retlig Henseende indtager H. for saa vidt
en Særstilling, som der gælder visse
ejendommelige Regler om Ejerens
Erstatningsansvar for den Skade, som forvoldes af H.
Medens den Skade, som skyldes »vilde Dyr«,
ubetinget falder Ejeren til Last, findes der m.
H. t. den af H. forvoldte Skade en Rk. tildels
meget gl. Bestemmelser, hvorefter Ejeren kun
hefter delvis ell. kun under visse nærmere
Betingelser. For Hundes Vedk. er der dog i
nyere Tid indført en mere generel
Erstatningspligt ved Hundeloven (s. d.). Endvidere
paahviler der Ejeren ubetinget Erstatningspligt
for den Markskade m. v., som H. forvolder ved
at komme ind paa fremmed Mands Grund, i
hvilket Tilfælde Grundens Ejer ogsaa kan
»optage« Kreaturerne, se nærmere Mark- og
Vejfredsloven
.

Iflg. L. om Værn for Dyr af 17. Maj 1916 er
H. beskyttet mod Mishandling, Vanrøgt ell.
anden uforsvarlig Behandling, idet der er fastsat
Straf for saadanne Handlinger. Særlig er det
forbudt andre end Dyrlæger at foretage
Kupering af Heste ell. Kastration af Heste o. a.
Husdyr over 4 Maaneder. Naar et sygt H. ikke
kan helbredes, og det vil medføre unødvendig
Lidelse at lade det leve, skal Politiet sørge for

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:26 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0920.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free