Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Husitter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Evangeliets fri Løb, men der var stor
Uenighed mellem dem om, hvad de egl. vilde.
Højadelen og Teologerne i Prag samlede deres
Fordringer om fire Punkter: Kalken for
Lægfolk i Nadveren, Evangeliets Prædiken paa
Modersmaalet, Kirketugt og Afskaffelse af
Præsternes verdslige Ejendom; de kaldtes
Utrakvister ell. Calixtinere (calix,
Kalk, Bæger). Den fattige Lavadel,
Haandværkerne og Bønderne vilde en fuldstændig
religiøs og social Revolution paa Grundlag af den
hellige Skrift, i Kirken det alm. Præstedømme,
i Staten Folkets fri Selvbestemmelse; de
kaldtes Taboritter efter Byen Tabor i det
sydlige Böhmen, hvor de havde deres
Midtpunkt. Taboritterne, der gik frem med Bibelen
i den ene Haand og Sværdet i den anden, faldt
fra hinanden i mange forsk. Partier, nogle af
dem drømte om et teokratisk Kongedømme,
andre om en kommunistisk Stat med
Ejendoms- og Kvindefællesskab, atter andre holdt
paa det religiøse som en rent Privatsag, hvori
Staten intet havde at sige. Calixtinerne vilde
godkende alt, hvad der ikke stred mod den
hellige Skrift, Taboritterne vilde kun godkende,
hvad der stod omtalt i Skriften.
Den bøhmiske Konge Wenzel, der i Hjertet
var H., maatte paa Konstanz-Mødets
Forestillinger træde op imod den husitiske Bevægelse,
saa meget mere som de konservative og tyske
Elementer endnu havde Overtaget i Stæderne,
men 1419 døde han, efter at Prag var kommet
i H.’s Magt. Den nærmeste Arving til Böhmens
Krone var Kejser Sigismund, hvis Agt var at
udrydde alle Kættere; men H. vilde ikke vide
af ham at sige, og de forsk. Partier ydede en
samlet Modstand. 1420 forkyndte en pavelig
Bulle Korstog mod H., Kejseren og de tyske
Præster skulde føre det. Under disse Forhold
blev Taboritterne de ledende inden for H., og
disses Fører Zizka, der var et militært Geni
og en fast Karakter, slog atter og atter den
tyske Rigshær, mest afgørende ved
Deutsch-Brod. 1422. Da Zizka døde i Oktbr 1422,
udskilte hans nærmeste Tilhængere sig som et
eget Parti under Navnet »de Faderløse«, men
den ældre Prokop formaaede dog at holde
de forsk. Partier sammen i Modstanden mod
Kejseren, og 1426 vandt de en stor Sejr ved
Aussig. Det tyske Ridderskab led forsmædelige
Nederlag i Böhmen, dets Krigskunst var
forældet over for de letbevægelige bøhmiske
Bondehære, der af Zizka havde lært at bruge
deres Transportvogne som et Slags Artilleri og,
naar det kneb, som Skanser. Rædsel for H.’s
Hære greb hele Tyskland, medens deres
religiøse og sociale Ideer greb om sig i de lavere
Klasser lige op til Danzig, og selv den danske
Poul Helgesen mente, at den dansk-holstenske
Adel, der 1500 rykkede ind i Ditmarsken, var
smittet af det husitiske Kætteri. Efter at H.
ubestridt havde faaet Magten i Böhmen,
rykkede de frem i Schlesien og Sachsen, og 14.
Aug. 1431 tilføjede de Kejseren et afgørende
Nederlag ved Taus. Sigismund indsaa, at med
Magt kunde han ikke faa Bugt med H., og
han begyndte da at underhandle med dem for
at vinde de maadeholdne og derved bringe
Splid bl. dem.
Sigismund indbød de ledende inden for
Calixtinerne til Basel-Koncilet, de mødte i
Foraaret 1433 og stillede deres Krav; om
Efteraaret sendte Koncilet en Sendefærd til Prag,
hvor de saakaldte bøhmiske ell.
Prag-Kompaktater blev vedtagne 30. Novbr 1433, de
indeholdt Calixtinernes fire Krav med den
Undtagelse, at Præsterne ikke skulde opgive
deres verdslige Besiddelse, men de skulde staa
under verdslig Ret. Taboritterne vilde ikke
godkende Kompaktaterne, og det kom til
Borgerkrig mellem dem og Calixtinerne. De sidste
sejrede ved Lipan (30. Maj 1434); Prokop,
mange taboritiske Præster og c. 13000 Krigere
faldt. Med Calixtinerne sejrede Højadelen,
som undertrykte Bønderne, men de vilde ikke
bøje sig for Sigismund, før denne havde gjort
dem visse Indrømmelser og paa Landdagen i
Iglau (1436) sammen med sin Svigersøn,
Albrecht af Østerrig, havde aflagt Ed paa
Kompaktaterne. H. Rokyczana blev Ærkebiskop
i Prag, han fik den taboritiske Bevægelse ledet
ind i fredelige Baner, og Taboritterne dannede
Hovedstyrken af de bøhmiske eller de
mähriske Brødre, som fordømte alt
Krigsvæsen og arbejdede for at genoprette den
apostolske Menighed. Sigismund holdt ikke
sine Aftaler med Calixtinerne, saa der blev
ikke Ro under hans Regering. Ved hans Død
var hans Svigersøn Albrecht af Østerrig
nærmest til Böhmens Krone, men H. valgte,
støttede af Enkekejserinde Barbara, den polske
Prins Kasimir til Konge. Albrecht slog H., saa
de maatte slutte en Vaabenstilstand, men
allerede 1439 døde han. Efter Albrecht’s Død fødtes
hans Søn, Wladislaw (Posthumus), hvem H.
længe ikke vilde godkende som Konge, men de
kunde ikke faa nogen anden til at tage
Kronen. Under disse Forhold fik den katolske og
tyske Reaktion Fremgang, den fik Magten i
Prag, og Taboritterne blev atter urolige, men
1448 tog Calixtinernes Fører, Georg Podiebrad,
Magten i Prag, 1452 blev han Statholder og
efter Wladislaw’s Død (1458) Konge. Han
undertvang Taboritterne, og i Haab om at faa
den rom. Kongekrone lovede han Paven at
udrydde det husitiske Kætteri; men da det
blev ved Løfter, bandsatte Pius II ham 1464,
Paul II afsatte ham 1466, og Böhmens
Katolikker udnævnte Ungarns Konge, Matthias
Corvinus, til Böhmens Konge. Nu brød
Husitterkrigen atter ud. Podiebrad sejrede ved Polens
Hjælp, og han bestemte den polske Prins
Wladislaw til sin Efterfølger. Efter Podiebrad’s
Død 1471 fortsattes Kampen, indtil begge
Parter udmattede sluttede Freden i Budapest 1478,
hvorved Matthias Corvinus fik Lausitz,
Schlesien og Mähren, medens Wladislaw fik
Böhmen, og H. fik Fred for Kompaktaterne, indtil
Huset Habsburg 1526 besteg den bøhmiske
Trone. Da begyndte Kontrareformationen i
Böhmen, og den sejrede endelig efter Slaget
ved det hvide Bjerg (8. Novbr 1620). Fra da
af var Romerkirkens Sæd og Skik alene
herskende i Böhmen. Navnet H. brugtes ikke efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
