Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hutchinsons Triade - Huth, Heinrich Wilhelm von - Hutschou - Hutten, Ulrich von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hutchinsons Triade [’hat∫insəns benævnes
et Symptomkompleks, som tilhører den
medfødte Syfilis, og som bestaar i Døvhed, en
særlig Form af Hornhindesaar samt en afrundet,
indkærvet Bygning af Fortænderne, de
saakaldte Hutchinson’ske Tænder.
E. P-n.
Huth [hut], Heinrich Wilhelm von,
dansk Officer, Statsminister, f. 17. Aug. 1717 i
Costewitz (Sachsen), d. 6. Maj 1806 i Kbhvn.
Efter at have studeret ved Universitetet i
Leipzig blev han hessisk Artilleriofficer og
avancerede — vistnok 1761 — til Oberst, idet han
fra 1742 deltog i alle Hessernes Felttog. 1762
blev han Oberst i kurbraunschweigsk Tjeneste
og deltog i talrige Belejringer, saa han
forfremmedes til Generalmajor og Chef for
Ingeniørkorpset. 1763 kom han atter tilbage til
Hessen, blev Kommandant i Hanau og kom
her i Forbindelse med Prins Karl af Hessen.
Da denne 1765 blev Grand maître ved det
danske Artilleri, søgte han at knytte H.
nærmere til sig. H. kom til Kbhvn og blev
Generalløjtnant samt »den 2. Person« i
Artillerikorpset og kort efter Storkors af Dannebrog. Til
den almægtige Generalfeltmarskal, Grev
Saint-Germain kom han straks paa noget spændt
Fod, og da denne 1767 atter traadte i Spidsen
for det danske Hærvæsen, maatte H. forlade
Landet og tage Ophold i Hanau. Under
Struensee kaldtes H. tilbage (1771) og blev Chef for
Artillerikorpset og Ingeniørkorpset samt kort
efter Deputeret i Generalitets- og
Kommissariatskollegiet, hvilken Stilling han beklædte til sin
Død. Efter Struensee’s Fald udnævntes han til
General af Infanteriet, hvorefter han sendtes
til Norge for at træffe Foranstaltninger til at
hindre Gustaf III’s paatænkte Indfald, hvad
der ogsaa opnaaedesi. Tillige grundlagde
han 1773 Norges geografiske Opmaaling, som
han bestyrede til 1805. I Regeringsskiftet 1784
tog H. aktiv Del, hvorefter han blev Medlem
af Statsraadet, medens han allerede 1776 var
bleven naturaliseret som dansk Adelsmand og
1783 var udnævnt til Ridder af Elefanten. H.
var Kronprins Frederik’s Vejleder i
Krigskunsten og ledsagede ham paa hans Rundrejser
1787 og 1788. I Statsraadet tog han sig
væsentlig af de militære Sager, men fra 1796 deltog
han ikke mere i dettes Forhandlinger.
Allerede under sit første Ophold i Danmark
lykkedes det ham at faa indført et Skytssystem,
som i det væsentlige blev fulgt til 1813, og fra
1771 fortsatte han sin gavnlige Virksomhed for
Korpset, ikke alene i materiel Henseende, men
ogsaa hvad det organisatoriske angaar, saa at
han fik oprettet de nationale
Artillerikompagnier og sørgede for Officerernes Uddannelse.
Denne fremmedes ved det 1772 oprettede
Artillerikadetinstitut, bestemt for Officerer af de
to specielle Vaaben; men da det navnlig kom
Artilleriet til gode, oprettedes 1779 et særskilt
Kursus for Ingeniørofficerer, hvilket dog
ophørte 1787. Først 1804 opstod det igen i H. t.
Arméplanen af 1803, ved hvilken ogsaa
Artillerikadetinstituttet blev udvidet. Efter H.’s
Forslag henlagdes dette 1773 til »Gjethuset«
paa Kongens Nytorv, hvor han selv fik
Embedsbolig og husede Kronprins Frederik efter
Slottets Brand 1794. Ogsaa Ingeniørkorpsets
Organisation og Virksomhed omfattede H. med
megen Interesse, ikke alene ved at sørge for
Officerernes Uddannelse, men ogsaa ved at faa
approberet en Plan til Beskæftigelse for
Korpset. Den gik væsentlig ud paa for hver
Fæstning at udarbejde Kort over Fæstningsværkerne
med omgivende Terrain samt Planen til deres
Bestykning, Forsyning m. m. og til deres
Angreb og Forsvar. Hans Bestræbelser for at
forbedre Rigets Fæstninger hemmedes derimod i
høj Grad af Pengemangel, som ogsaa var Skyld
i, at Kbhvn 1807 ikke var »i vedbørlig Stand«.
H.’s sidste Bestræbelser paa at forbedre og
udvide sine to Korpser fandt deres Udtryk i
Hærplanen af 1803, som til Dels hvilede paa
hans Forslag. H., som aldrig lærte det
danske Sprog, var af noget kolerisk
Temperament, men dermed forbandt han en streng
Pligt- og Retfærdighedsfølelse, ligesom han
forlangte meget af sine Undergivne. (Litt.:
Lahde og Nyerup, »Saml. af fortjente
Mænds Portrætter«, II; C. de Seue, »Hist.
Beretning om Norges geografiske Opmaaling«
[Kria 1878]).
P. Nw.
Hutschou [’ku-’t∫ou?], By i den kinesiske
Prov. Tshekiang, i Nærheden af den sydlige
Bred af Søen Taihu, i en frugtbar Egn, der
frembringer megen Te, har 100000 Indb., der
fabrikerer Silketøjer og driver anselig Handel.
I Nærheden ligger Nantsin med Kullejer
og Handel med Silkeormeæg.
M. V.
Hutten [’Hotən], Ulrich von, tysk
Humanist, født 21. April 1488 paa Borgen
Steckelberg i Kurhessen af adelig Familie,
død 1523. Hans Fader satte ham i hans
11. Aar i Klosteret Fulda, hvorfra han
imidlertid flygtede i sit 17. Aar. Hans
ildfulde Temperament kunde ikke døje
Klosterlivet. Han drev nu humanistiske
Studier ved de forskelligste Universiteter, drog
ogsaa til Italien for at studere Jura, og mere og
mere satte han sig fast i Afsky for
Skolastikken og Had til Pavedømmet. Rastløs drog han
om fra Sted til Sted og agiterede for sine
Ideer. Fra Italien kom han 1513 tilbage til
Tyskland blottet for alt, fik Ansættelse hos
Kurfyrst Albrecht af Mainz, forsonede sig med
sin Fader, der ikke havde kunnet glemme hans
Flugt fra Klosteret, drog atter til Italien og
blev under alt dette en berømt Digter (især
af bidende Satirer) og Polemiker. 1517 blev
han endog højtidelig digterkronet af Kejseren
i Augsburg. Han kæmpede paa Reuchlin’s Side
mod Dominikanerne og havde megen Andel i
de berømte epistolæ obscurorum virorum. 1518
opfordrede han paa Rigsdagen i Augsburg
Fyrsterne til Krig mod Tyrkerne, kæmpede selv
1519 mod Hertug Ulrich af Württemberg, som
han tidligere havde angrebet med Pennen i
hvasse Skrifter, og udgav 1520 sit kraftigste
Stridsskrift mod Paven: »Vadiscus eller den
hellige Treenighed«; det var ikke saa meget
religiøs Forargelse som national Harme over
Pavens Udsugelse af Tyskland, der drev ham
Pennen i Haanden. Luther’s Optræden hilste
han med Begejstring og søgte at drage ham
med ind i sine vilde Planer, men uden Held.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
