Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner / 44 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hygieia - Hygiejne

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

inden hun kom til at spille nogen Rolle i
Religionen. Dog foreligger der allerede fra Slutn.
af 6. Aarh. f. Kr. Vidnesbyrd om hendes
Kultus; paa Akropolis fandtes et Alter, hvor
Athena dyrkedes med Tilnavnet H., i Oropos
tilbades H. sammen med Amfiaraos. Den sidste
havde især Bet. som Lægegud, og Udviklingen
førte i det hele med sig, at H. overalt, hvor
hun fik fast Kultus, sluttede sig nær til
Lægeguddommen. Da saaledes Asklepios’ Dyrkelse
420 f. Kr. overførtes fra Epidauros til Athen,
fik H. samtidig regelmæssig Kultus i den for
ham indrettede Helligdom ved Sydsiden af
Akropolis. Herved var H. for første Gang
traadt i nær Forbindelse med Asklepios. Kort
Tid senere finder vi Vidnesbyrd om de to
Guddommes Forening i en af Asklepios’
berømteste Helligdomme, paa Øen Kos. Under
det Opsving, som Asklepios-Dyrkelsen tog i
Grækenland fra 4. Aarh. f. Kr., udbredtes H.’s
Kultus næsten overalt i den gr. Verden. I selve
den navnkundigste Helligdom, ved Epidauros,
fik den dog ingen Bet. før 2. Aarh. e. Kr. I
den senere Oldtid nævnes de to Guddomme
saa at sige altid sammen. — P. Gr. a.
H.-Skikkelsens særegne Udviklingshistorie fandtes
ingen gl. Sagn om hende; selv en fast
Overlevering om hendes Herkomst og
Slægtskabsforhold til andre Guddomme fattedes.
Efterhaanden udbredte sig dog den Forestilling, at hun
var Asklepios’ Datter, den fornemste og
betydeligste af den Børneflok, som tillagdes ham.
Om nogen særlig Funktion, som Gudinden
udøvede ud over, hvad der ligger i Navnet
»Sundhed«, er der ikke Tale. — I den antikke Litt.
nævnes adskillige Fremstillinger af H. i
Forbindelse med Asklepios som udførte af
betydelige Kunstnere (Nikeratos, Skopas, Bryaxis,
Timarchos og Kefisodotos [Praxiteles’ Sønner],
Damofon). De betydeligste ældre Fremstillinger
af H. er en Række Votivrelieffer fra den
atheniske Asklepios-Helligdom (4. Aarh. f. Kr.). En
Del bevarede yngre Statuer (fra Romertiden)
forestiller H. alene ell. grupperet med
Asklepios; ofte har Kunstnerne benyttet ældre
Forbilleder hertil. Det sædvanlige Motiv i disse
yngre Arbejder er, at H. giver Lægegudens
hellige Slange Foder af en Skaal. (Litt.: Chr.
Blinkenberg, »Asklepios og hans
Frænder i Hieron ved Epidauros« [Kbhvn 1893, S.
75-91]).
C. B.

Fig. 2. Asklepios og Hygieia i et attisk Votivrelief fra 4. Aarh. f. Kr.

Hygiejne [-’ajn_ə]. Man skelner mellem den
videnskabelige og den praktiske H.
Den første søger at udfinde, hvad der kan
have en — gavnlig ell. skadelig — Indflydelse
paa Menneskets (Husdyrenes) Sundhedstilstand.
Den er en moderne Videnskab, der støtter sig
til de Resultater, som Naturvidenskaberne
(Kemi, Fysik o. a.) og Medicinen (Fysiologi og
Bakteriologi) har bragt. Den praktiske
H. er derimod opstaaet gennem Erfaringen,
omend den nutildags væsentligst søger at
anvise Midler og Metoder for den videnskabelige
H.’s Fordringers Gennemførelse. En Del af
den praktiske H. er den offentlige
Sundhedspleje, hvis Regler fastsættes
under Hensyn til Statens og Kommunens Tarv.
— De første Spor af en H. findes i den
Periode, da man sluttede sig sammen i Stammer
og derved lærte de sanitære Ulemper ved en
Ophobning af mange Mennesker paa eet Sted at
kende, Forhold, der i vor Tid genfindes hos
mange primitive Folkeslag. Efterhaanden som
Samfundsforholdene udvikledes, blev
Fordringerne til H. større og større, og hos
Ægypterne og Østens Kulturfolk var man naaet
særdeles vidt. Hos Assyrer og Babylonier fandtes
Vandanlæg, Kanalisering og Filtre, ved
Indretningen af Husene havde man Foranstaltninger
til Afledning af Røg og Forhindring af
indtrængende Vand, ligesom der ved Anlægget af
Gaderne og Beliggenheden af Byerne
fyldestgjordes visse hygiejniske Krav. Ikke mindst over
for de Døde kom dette frem
(Begravelsespladser paa afsides Steder, i Klippehuler,
Ligbrænding). Fra meget gl Tid kendes ogsaa
Forskrifter for den personlige Hygiejne (Bade),
særlig udviklede i Indien og hos Jøderne. Hos
disse sidste var der ogsaa Kontrol med
Næringsmidlerne og med
Drikkevandsforsyningen. De hygiejniske Paabud antog ofte Formen
af religiøse Bud, og at de fulgtes, vaagede
Præstekasten over. Ogsaa Grækerne havde en
veludviklet H., men man gik dog mindre ud paa
at varetage det almene Vel end paa at
uddanne Mændene til Krigere. Lykurg’s og Solon’s
Love har dog mange hygiejniske
Bestemmelser. Den antikke H. naaede sit Højdepunkt
hos Romerne, hvis Kloakanlæg endnu
paakalder Interessen. De paabegyndtes under
Tarquinius den Æ. (6. Aarh. f. Kr.) og fortsattes
senere under Kejserne. Berømt er Cloaca
maxima, der førte Spildevand fra Huse og Gader
ud i Tiberen. Allerede i 4. Aarh. var Byens
Forsyning med Vand udformet og fandt Sted
i saa stor Stil, at den ikke alene kunde
anvendes til Bade, men ogsaa til Renholdelse af
Gaderne og Forsyning af de talrige offentlige
Brønde. Vandet, der ved Hjælp af Akvædukter
ledtes ned fra Bjergene, var saa rigeligt, at
Millionbyen forsynedes med 500—1000 l Vand

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>