Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner / 69 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hyracodon - Hyrax - Hyrdebrev - Hyrdedigtning - Hyrdefugle - Hyrderoman

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fundne i miocæne Lag. Tandsættet typisk og
fuldtalligt, men Næsehorn manglede.
R. Hg.

Hyrax, Hyracidae, Hyracoidea, se
Fjeldgrævling.

Hyrdebrev, en Rundskrivelse, som en
Biskop udsender til Præsterne ell. til de Troende
i sit Stift. De danske og norske Bisper
udsender i Alm. et H. ved deres Embedstiltrædelse,
den anglikanske Kirkes Bisper udsender et
hvert 3. Aar.
L. M.

Hyrdedigtning, se bukolisk.

Hyrdefugle (Palamedeidæ) kaldes en af kun
3 Arter bestaaende Fam. af sydamerikanske
Fugle; det er store kraftige Fugle, i Ydre og
Formen af Næb og Fødder mindende om
Hønsefugle. En Ejendommelighed er de to Sporer,
der findes paa Vingens Forrand, den forreste
indtil 4 cm lang, et meget kraftigt Vaaben, som
Fuglene vel ved at bruge. I indre Bygning
viser H. mange Ejendommeligheder; mest
bemærkelsesværdig er Manglen af Krogtappe
(Proc. uncinatus) paa Ribbenene og den stærke
Udvikling af Luftsækkene, der viser sig i, at
selv de mindste Knogler er luftfyldte, og at
der ligger et Lag af Luftsække under hele
Huden. — H.’s Stilling i Systemet er omtvistet;
man er enig om, at det er en meget opr.
Fuglegruppe, hvis nærmeste nulevende
Slægtninge er Gæssene. De lever i det nordlige
Sydamerika, bebor mest Sumpegne. Reden
anbringes paa Jorden; Ungerne er straks dunklædte,
ligner Gæslinger, forlader Reden efter nogle
Dages Forløb. H. synes mest indrettede til at
bevæge sig paa Jorden, men svømmer ogsaa
godt og er fortrinlige Flyvere, der uden
Anstrengelse længe svæver højt i store Kredse og
lader deres kraftige Stemme høre. Unge Fugle
tæmmes let, og det er alm. at holde dem
sammen med Fjerkræet, som de forsvarer mod
Rovfugles Angreb, hvoraf Navnet.

Til den ene af de 2 Slægter, hvori Familien
deles, hører kun een Art, Aniuma ell.
Anhima (Palamedea cornuta L.), af Størrelse
som en Kalkun med sorte, hvide og graa
Farver, til Dels med Metalglans. Fra Panden
udspringer et 10—15 cm langt, tyndt Hudhorn.
Den lever i en Del af Brasilien, Guayana og
Columbia, holder mest til i Urskoven ved
Floderne, lever parvis i Yngletiden, ellers i
Smaaselskaber. Til den anden Slægt hører to
Arter af hvilken den mest kendte er
Tschaja’en (Chauna cristata Sw.), graasort af
Farve med Nakketop, noget større end Aniuma’en;
Øjets Omgivelser og en Stribe derfra til
Næbroden er nøgne. Den lever i Sydbrasilien,
Paraguay, Uruguay og Argentina, holder til i
flade, sumpede, rørbevoksede Egne. Uden for
Yngletiden kan den træffes i vældige Flokke.
O. H.

Tschaja (Chauna cristata).

Hyrderoman. H. stammer, som hele den
kunstlede Hyrde- ell. Pastoraledigtning,
væsentlig fra Italien og Spanien; den blomstrer
frodig frem umiddelbart efter Renaissancen —
iflg. Modsætningens ell. Vekselvirkningens Lov
i Litt.; den hedenske Renaissancekultur med
dens glødende Trang til Livsnydelse, dens
vilde Orgier og alm. moralske Fordærvelse
efterfølges af vage, virkelighedssky Drømmerier,
af en mild Længsel efter Renhed og Uskyld,
og Digterne fremtryller arkadiske Landskaber,
hvor belevne Hyrder og skønne, knibske
Hyrdinder vandrer yndefuldt om mellem de rolig
græssende Hjorde og fordriver Tiden med
Sværmeri og kælen Elskovstant. Man søger
bort fra al Livets Brutalitet og larmende
Virksomhedstrang til et tænkt Landlivs blide Fred
og Ro. Men Idyllen mangler ordentlig
Fodfæste i Virkeligheden; der pyntes paa Naturen,
som der pyntes paa Menneskene; det hele
bliver en Kimære, og Naturglæden ender ligesom
Kærligheden i et kunstlet Føleri. Ser man
nærmere til, viser det sig, at H. nærmest giver en
litterær Omskrivning af Samtidens
kurtiserende Salonliv: det er det belevne Selskabs
preciøse Kurmageri i en landlig Ramme. Af H.
maa først nævnes den ital. Digtning »Arcadia«
af J. Sannazzaro (1458—1533); det er en
velskreven, hyppig dog langtrukken Fortælling,
gennemvævet med Sonetter i Petrarca’s Aand
og med Sceneriet henlagt i Neapels henrivende
Omegn. Under Paavirkning af »Arcadia« skrev
derefter den sp. Digter Montemayor sin
Diana enamorada (1542), hvor ligeledes Poesi
og Prosa er blandede sammen; den foregaar
ved Esla-Flodens Bredder, hvor et udvalgt
Selskab af Hyrder og Hyrdinder fortæller
hverandre om deres Kærlighedskvaler. Endnu
berømtere end begge disse Romaner er dog
Astrée af Honoré d’Urfé; denne
ejendommelige Digtning bestaar af 5 Dele
(udkomne 1610—27), der alle handler om
Hyrdinden Astrée og Hyrden Céladon, som skilles
p. Gr. a. subtile Misforstaaelser, men dog til
sidst efter talrige Eventyr atter forenes;
Skuepladsen for hele dette mærkelige Hyrdeliv
er Forez, hvis store Naturskønhed mange St.
er skildret fint og følelsesfuldt. Bogen vakte
den største Opsigt og blev modtaget med en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>