Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hængning - Hængselled - Hær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Strikken«) saa højt, at Legemet kommer til
at hænge frit (»dingle«), uden at Fødderne
berører Jorden; men nødvendigt er dette ikke;
man kan hænge sig liggende paa Knæ, idet
Vægten af den foroverfaldende Overkrop er
tilstrækkelig til Sammensnøringen. At der
hertil ofte fordres en kun ringe Kraft, beror paa,
at det navnlig drejer sig om en
Sammenklemning af de forholdsvis overfladisk paa Halsens
Sider liggende Blodkar, der fører Blodet til og
fra Hjernen, mindre ell. slet ikke om en
Sammensnøring af den faste Strube (se nærmere
Kvælning). Ved at Blodtilførselen til
Hjernen standses, indtræder Døden meget hurtig,
hvorfor Genoplivningsforsøg, selv om
vedkommende hurtig skæres ned, næsten altid er
frugtesløse. Døden ved H. er vistnok ogsaa
forholdsvis smertefri; at den endog skulde give
Anledning til behagelige Fornemmelser, er
derimod vistnok en Myte. Udføres H. saaledes, at
Legemet, idet Løkken sammensnøres, falder
en større Strækning (som ved den engelske
Straffe-H.), kan der samtidig opstaa Brud ell.
Luksation af Halshvirvler. — H. benyttes
meget til Selvmord samt som Henrettelsesmetode,
sjældnere til Mord, hvorimod det ikke er
ualmindeligt, at Mordere efter Mordet ophænger
Liget, for at man skal tro paa Selvmord. Bl.
de Midler, der haves til at erkende, om en
Person er hængt før ell. efter Døden, spiller
Udseendet af den saakaldte Hængnings-
ell. Stranguleringsfure en stor Rolle.
Herved forstaas det ved Strikken paa Halsen
fremkaldte Mærke, der viser sig som en Fure,
hvis Bund ofte er tør, læderagtig, medens
Randene er blodunderløbne, og det er da
navnlig Randenes Udseende, der i nogle Tilfælde
kan give den ønskede Oplysning. Ved
Undersøgelsen af Liget efter H. findes i øvrigt for
største Delen de samme Forandringer som
efter Døden ved Kvælning, se tillige Galge.
(Lp. M.). P. H.
Hængselled, se Led.
Hær. Da en Stats Eksistens er betinget af
Folkets alvorlige Vilje til i fornødent Fald at
forsvare sin Selvstændighed med al mulig Kraft,
behøves dertil særlige Stridskræfter, som for
Kampen til Lands kaldes H. Hos uciviliserede
Folkeslag er Eksistensen uden et stadigt
Krigerarbejde stedse truet; først efterhaanden som
Kulturen skrider frem, trænges ogsaa den
krigerske Virksomhed noget tilbage, idet een Gang
erhvervede Rettigheder indtil en vis Grad
anerkendes; men Historien viser dog, at et
Folks Bet. og politiske Indflydelse i høj Grad
afhænger af den Kraft, som dets H. formaar
at udfolde. Paa H.’s Tilvejebringelse og
Ordning vil Folkets Kulturtrin og sociale Udvikling
altid udøve en betydelig Indflydelse. Borgerne
kan saaledes betragte det som en Hæder at
fuldføre Tjenestepligten ell. som en Byrde, der
maa overdrages andre; men i hvert Fald maa
H.’s Dannelse ordnes ved Lov, hvorved der
opstaar en Hærforfatning, der, som
paavist af Goethe, giver et Spejlbillede af Folkets
hele aandelige Fysiognomi, hvorved det altid
bliver vanskeligt uden videre at omplante
Hærinstitutioner fra et Folk til et andet.
Følgende Momenter har navnlig Bet. for H.’s
Kampkraft:
1) I Krigstid bør der kunne raades over det
størst mulige Antal Stridsmænd. I Fredstid kan
derimod Styrken være betydelig mindre.
2) H. maa i kortest mulig Tid kunne bringes
fra Freds- til Krigsfod (mobiliseres).
3) Den opstillede H. maa være fuldt
kampdygtig og ved Hjælp af Reservemandskab og
Befalingsmænd stadig kunne holdes fuldtallig
ell. endog forøges.
4) H. maa have den størst mulige moralske
Kraft, hvilken finder sit Udtryk i Førernes
Dygtighed, Mandskabets Disciplin, Enhed i
Kommandoen og en betryggende
Krigsforberedelse i Fredens Dage.
Forsømmes et af disse Momenter, vil dette
kunne have en afgørende Indflydelse paa
Kampens Udfald. Hærforfatningen har derfor til
alle Tider haft en meget stor Bet.
I Fredstid vil Lovgivningsfaktorerne have
stor Indflydelse paa Hærforfatningen. Medens
denne nemlig har Sigte paa Krigen og dens
Krav, vil hine mere have Udviklingen af
Statens fredelige Arbejde for Øje, hvorved let en
Konflikt imellem modstridende Interesser
opstaar, saa meget mere som en rationel
Hærordning kræver betydelige Ofre baade i Form
af Penge og i Tab af Arbejdskraft.
For at Kampen ikke idelig skal vende
tilbage, er det derfor ønskeligt, at
Hærforfatningen een Gang for alle fastsættes ved Lov
(Antallet af Afdelinger paa Fredsfod, af faste
Befalingsmænd. Mandskabets Tilvejebringelse og
Uddannelse. H.’s Forvaltning). Derimod vil
Lovgivningsmagten ikke kunne bestemme H.’s
Anvendelse paa Krigsskuepladsen, da
Operationerne vilde lide derved. Ordningen af
Forholdet mellem Lovgivningsmagten og Hærføringen
frembyder dog i stærkt udviklede
konstitutionelle Stater store Vanskeligheder, medens
saadanne ikke saa let opstaar, naar begge i
Statens Overhoved gaar op i en højere Enhed, og
denne optræder som Krigsherre (Preussen).
Ved Hærforfatningen tilvejebringes altsaa fast
organiserede H.; skal Stridskræfterne først
tilvejebringes i Farens Stund (de første fr.
Revolutionshære, den amer. Milits under
Borgerkrigen, H. under den fr. Republik 1870,
England og Amerika under Verdenskrigen), vil de
kun undtagelsesvis og i hvert Fald først efter
mange Tab og lang Tids Forløb opnaa heldige
Resultater.
Hvad Hærvæsenets hist. Udvikling
angaar, saa havde allerede i Oldtiden Assyrien,
Babylonien, Indien, Ægypten og Persien
velordnede, disciplinerede H., bestaaende af
Fodfolk, Rytteri og Vognkæmpere, hvis Mandskab
stilledes af en egen Krigerkaste ell. gennem
Opbud af Folket. Først i Tiden 500—300 f. Kr.
udvikledes Krigsvæsenet hos Grækerne og
Makedonierne til et fuldkomnere Standpunkt,
saavel hvad Ordningen som hvad Føringen
angaar. Det var dernæst Romerne, som p. Gr. a.
deres uophørlige Krige i Tidsrummet 300—30
f. Kr. bragte Hærvæsenet til et endnu højere
Trin. Først var enhver Borger tjenestepligtig,
men efterhaanden unddrog de bosiddende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
