Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Høegh-Guldberg, Ove
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skatkamret og fik efter Schimmelmann’s Død (1782)
den afgørende Stemme i Finanssagerne; som
Medlem af Kommissionen for Skolevæsenets
Omordning kom han til at udøve en
heldbringende Virksomhed i Undervisningens Tjeneste.
Fremragende Egenskaber til at varetage saa
omfattende og ansvarsfuld en Gerning besad
han imidlertid ikke; thi vel var han en
grundhæderlig Mand, pletfri i sin Vandel, retskaffen
og uegennyttig; men hans Karakterfasthed
udartede let til Stivsind, hans Synskreds var
snæver p. Gr. a. de smaa Forhold, under
hvilke han havde tilbragt sin Ungdom, og hans
Liv som Stuelærd havde gjort ham tilbøjelig
til at hænge sig fast ved forudfattede
Meninger, hvis Berettigelse skulde hævdes for
enhver Pris, ud fra hvilke han bedømte andres
Færd, og som han senere, da han fik Magten,
haardnakket fordrede anerkendte som
Livsbetingelser for Samfundets Trivsel. Bag
borgerlig jævne, næsten tarvelige Livsvaner og en
beskeden, men noget usleben ydre Optræden
skjulte han en stærk Ærgerrighed, som han i
Beg. dog formaaede at tøjle i Bevidstheden om
sin Underlegenhed i Sagkundskab og Erfaring
i Sammenligning med Statsraadets
Medlemmer. Konservativ, som han var af Natur, stod
for ham den ortodokse Kirkelære og den
uindskrænkede Kongemagt som Statens
Grundpiller, der ene kunde sikre Samfundet mod alle
Slags Rystelser, der især befordredes af
dristige Udtalelser og utidige Reformhandlinger.
Saadanne Grundsætninger maatte nødvendig
føre til, at den urolige Løssluppenhed og
Reformfeber under Struensee afløstes af en
trykkende Tvang og nagelfast Stillestaaen i det
saakaldte Guldberg’ske Tidsrum. Paa Aandslivets
Omraade blev ikke blot Aviser og Flyveblade
underkastet Politiets Forgodtbefindende (uden at
der dog indførtes Censur); men hvad værre var,
Kabinettet — hvor Røsten var Arveprins
Frederik’s, men Hænderne H.’s — skred af og til
selv ind mod Forfatterne med Advarsler,
Mulkter ell. paa anden Maade. Som Udtryk for hans
konservative Holdning over for de allerede
paabegyndte Landbrugsreformer er blevet
staaende hans Ytring, at »Bondestandens Aag
ikke kan afkastes, uden at Staten i alle sine
Grundvolde skal bæve«. Kun Fællesskabets
Ophævelse fremmedes ved Lovgivning i hans Tid.
Paa det øvrige Erhvervslivs Omraade
vendte man i det hele og store tilbage til
tidligere Tiders Statsbeskyttelse. — Da H.
1780 fik Udenrigsstyrelsen i sin
Haand, drev han en ensidig, for Danmarks
Uafhængighed meget farlig Alliancepolitik med
Rusland uden Hensyn til A. P. Bernstorffs
forudgaaende Paavisning af, hvor nødvendigt det
var for os at staa i et godt Forhold til
England. — Noget virkelig nyt har H. ydet ved i
hvert Fald til en Tid at foretrække
Borgerstanden for Adelen ved Hof og i det højere
Embedsstyre og fremfor alt ved at fremdrage
og værne Danskheden paa de fremmede
Elementers Bekostning. Paa dette sidste Punkt fik
hans Virksomjied blivende Bet. Dansk som H.
var i Sind og Skind, sørgede han for, at
Arveprinsen og Kronprins Frederik fik en
fuldkommen dansk Opdragelse, ligesom det tyske
Væsen fra nu af forsvinder fra Hoffet;
Mindestenene paa Jægerspris er et talende
Vidnesbyrd om den nationale Aand, der nu blev
toneangivende ved Hove. At det lykkedes
Eickstedt at sætte igennem, at dansk
Kommandosprog blev indført i Hæren, har H. en betydelig
Andel i, og han deler med Schack Rathlou
Æren for Loven om Indfødsretten. Som
Medlem af Kommissionen til Skolevæsenets
Forbedring blev H. ogsaa den væsentlige
Ophavsmand til, at dansk Sprog og
Fædrelandshistorie blev Undervisningsfag.
Den Modstand, H. mødte og som til
sidst skulde styrte ham, beroede mindre paa
Uvillie mod hans enkelte Regeringshandlinger
og den hele konservative Retning, hans
Styrelse tog, end paa Harme over den Maade,
hvorpaa han tilrev sig og udøvede sin Magt.
Efter Struensee’s Fald vilde man sikre sig imod,
at en ny Yndling under Kongens vedvarende
Sygdom skulde tilrive sig hele Magten, og
oprettede derfor et Statsraad, hvor Magten og
Ansvaret skulde samles. Men mange i
Samtiden — deriblandt H. — havde den Opfattelse,
at Kongen ikke var enevældig, hvis han var
tvungen til at lade sine Regeringshandliinger
gaa igennem et saadant Statsraad ell. et enkelt
af dets Medlemmer; han maatte fra sin egen
Stue, Kabinettet, kunne udsende hvad
for Befalinger han vilde. Kunde han p. Gr. a.
Sygdom ikke selv udføre dette, tilkom Retten
dertil hans nærmeste Slægtninge, i dette
Tilfælde Juliane Marie og Arveprins Frederik,
der fandt den fornødne Indsigt og Støtte hos H.
I Kongens Navn udstedte man da fremdeles —
ligesom under Struensee — Kabinetsordrer, og
denne Sædvane blev for saa vidt farligere nu
end i Struensee’s Tid, som Kabinettets ledende
Aand, H., ikke som Struensee officielt var
Magtens Indehaver, men dækkede sig dels bag de
kgl. Personer, dels bag Statsraadet. Naar det
ikke gik værre, end det gjorde, skyldtes det
H.’s ovf. omtalte personlige Dyder, der
anerkendtes selv af hans bitreste Modstandere.
Kabinetsordrerne drejede sig i Beg. væsentlig om
Naadesbevisninger, Tildeling af Ordener,
Titler, undertiden Embeder o. s. v., men
efterhaanden, og især efter Caroline Mathilde’s Død
1775, gribes der ind med Kabinetsordrer paa
fl. og fl. Omraader, ja selv en saa vigtig Lov
som Indfødsretsloven, der betegnes som en
uforanderlig Grundlov, udgik fra Kabinettet
uden at have været til Forhandling i
Statsraadet. Kun A. P. Bernstorff formaaede en Tid
lang at hævde sig over for Kabinettets
Indflydelse. Blev hans Modstand mod Statsraadets
Tilsidesættelse end svagere og svagere, taalte
han dog intet Indgreb i sine egne Departementer,
Udenrigsdepartementet og det tyske Kancelli.
Men efter at H. i nogen Tid havde ført
Korrespondance bag Bernstorffs Ryg med
Statsafsendingen i Petrograd, benyttedes en
Mishagsytring fra den russ. Regering som Paaskud til
Bernstorff’s Fjernelse (1780). Fra nu af var H.
eneraadende, og Kabinetsordrernes Antal blev
større end nogen Sinde før. Denne
overhaandtagende Misbrug af Kabinetsordrer førte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
