Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Höganäs - Högbom, Arvid Gustaf - Høge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
V. herfor, ved H. nedre Station, ligger det egl.
H. (H. Municipalsamhälle), som er
det gl. Fiskerleje ved Havnen. Kullene findes
sammen med ildfast Ler i et til Ræt-Lias
Systemet hørende Lag. Kulfløtsernes hele
Tykkelse er ikke over 1,5 m, hvoraf kun 0,3—0,6
m er Kul, Resten Skifer. To af Fløtserne
betaler det sig at bryde, af hvilke den øvre
ligger i en Dybde af 30—90 m, den anden 6—10
m dybere. Hele det Skaanske Kulfelt antages at
rumme c. 300 Mill. t Kul, hvoraf dog kun
Halvdelen er af god Kvalitet. Brydning foregaar,
foruden ved H., ogsaa ved Billesholm, Bjuv,
Skromberga, Ormastorp og Hyllinge. 1914
produceredes 366639 t Kul, Værdi 3095622 Kr, og
samtidig ildfast Ler og Klinkerler for henved
369000 Kr. Kulbrydning begyndte allerede 1571
i Egnen ved H. Efter den sv. Erobring varede
det dog længe, inden Brydningen genoptoges;
først 1797 begyndte en Grubedrift i større Stil,
idet Grev Erik Ruth og Grosserer Carl Bagge
stiftede et Aktieselskab med dette Formaal.
Nu drives Gruberne af det 1903 dannede
H.-Billesholms Aktiebolag. Af stor Bet. er det ved
Brydningen fremdragne ildfaste Ler, der
forsyner fl. Skaanske Lervarefabrikker med
Raamateriale.
G. Ht.
Högbom [’hø.gbom], Arvid Gustaf, sv.
Geolog, f. i Vännäs Sogn i Vesterbotten 11. Jan.
1857. Efter at have tilendebragt sine Studier
i Upsala blev H. 1885 Docent i Geologi; 1891
blev han Lærer og 1895 Prof. i Mineralogi og
Geologi ved Sthlm’s Högskola og udnævntes
1896 til Prof. i de samme Fag ved Upsala Univ.
Paa sine Undersøgelses- og Studierejser har
H. foruden Skandinavien og Finland besøgt
Rusland, Tyskland, Østerrig, Schweiz og
Italien. H. har særlig beskæftiget sig med
petrografiske Undersøgelser og har endvidere kastet
sig over Studiet af de skandinaviske
Højfjeldsegnes Geologi samt af Glacialgeologien og
har herom offentliggjort talrige større og
mindre Afh., af hvilke kan nævnes »Om
postarkeiska eruptiver i det svensk-finska urberget«
(1893), Ȇber das Nephelinsyenitgebiet auf der
Insel Alnö« (1895) og »Geologisk beskrifning
öfver Jämtlands län« (1894).
J. P. R.
Høge. Ofte deles Dagrovfuglene i to store
Grupper: Falke (Falconinæ), hos hvilke
Overnæbbets Rand har en ell. fl. Tænder, og H.
(Accipitrinæ), der har en glat Næbrand.
Disse deles da atter i flere Underfamilier,
Gribbefalke (Polyborinæ), Musvaager
(Buteoninæ), i Almindelighed kendelige fra
H. (Asturinæ), i Almindelighed kendelige fra
de andre Grupper ved, at Øjeegnen er
befjedret, Løbet længere end Mellemtaaen,
Vingerne korte og Halen lang; men i øvrigt er
det vanskeligt at give absolut gyldige
Kendetegn, og Inddelingen er meget forsk. hos de
forsk. Forf. Alle H. er dristige og behændige
Rovfugle, hvis Bytte bestaar i levende Dyr; i
Alm. jager de ikke som Falkene Byttet i
Flugten, men søger oftest at nærme sig det
ubemærket og overrumple det. Rederne anbringes
i Alm. skjult i Træer.
En af de største Slægter er Due-H. (Astur)
med henved 60 Arter, udbredte over hele
Kloden, de fleste i Australien og omliggende Egne.
I Europa findes kun 1 Repræsentant for
Slægten, Due-H. (Hønse-H.) (A. palumbarius
L.), en anselig og kraftig Fugl; Hunnen
(Længde c. 645 mm, Vinge c. 375 mm) er betydelig
større end Hannen (Længde c. 550 mm, Vinge
c. 320 mm). Oversiden er graabrun, et bredt
Baand bag Øjet sort, Undersiden hvid med
tætte, brune Tværbaand, Underhaledækfjerene
hvide, Halen oventil brun med mørke
Tværbaand, Regnbuehinden gul, Vokshud og Fødder
bleggule, Næbbet sortegraat. Den unge Fugl er
oventil mørkebrun, paa Undersiden gulagtig
med mørkebrune Længdepletter, Vokshud og
Fødder blegere end hos de Gamle. Due-H. er
udbredt over største Delen af Europa og
Mellemasien, erstattes i Nordamerika af en
nærstaaende Art, A. atricapillus. I Sydeuropa yngler
den sparsomt, hyppigt i Mellemeuropa, og
findes som alm. Ynglefugl paa den skandinaviske
Halvø til op mod Polarkredsen. Paa de
britiske Øer er den en sjælden Gæst. I Danmark
har den tidligere ynglet alm., men Antallet er
i de senere Aar ved Efterstræbelser bragt
stærkt ned, saa at den nu kun yngler i meget
ringe Tal. De gl. Fugle er Standfugle, medens
de unge om Efteraaret trækker mod S. og da
hyppig træffes i Danmark. Due-H. er en af de
mest typiske Rovfugle, kraftig, dumdristig,
hurtig og listig. Sit Bytte, som den søger i
vilde ell. tamme Fugle fra Gaas til Spurv ell.
i Pattedyr fra Hare til Mus, slaar den ned
paa, ligegyldig om det flyver, svømmer eller
løber. Hurtig stryger den langs Skovkanten for
at styrte sig efter en Fugl ind i det tætteste
Buskads ell. sidder stille i et Træ og lurer paa
Byttet. For Høns og Duer i Nærheden af dens
Opholdssted er den en frygtelig Fjende, kan
undertiden paa een Gang rydde et helt
Dueslag. I Alm. anses den for meget skadelig, gør
dog uden Tvivl en Del Nytte ved at fortære en
Mængde Mus. Holdes den fangen sammen med
 |
| Fig. 1. Duehøg (Astur palumbarius). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
