Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Højovn - Højovnscement
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gigten, bleven lukket (se Fig. 3). Da
Kernen, som er direkte udsat for Ilden, maa
kunne repareres, uden at Ovnen brydes ned,
hviler den paa en Ring, der bæres af Søjler
ell. af Hvælvinger og Piller. Vigtigere end
Ovnens ydre Form er den indre. Kun sjældnere
er den saa simpel som paa Fig. 1, pyramidalsk
ell. konisk, oftest er den tøndeformet, og man
skelner mellem Gigten (egl. Giften, fordi
Ladningen indfyldes der), Mundingen,
Skakten, fra Gigten til den videste Del, som
hedder Bugen ell. Kulsækken, Rasten,
den nedenunder værende sammentrukne Del;
derunder Smelterummet ell. Stellet,
endelig Herden. Ovnen kan have »lukket
Bryst«, der er da kun to Aabninger ved
Herden, den øverste, Slaggehullet, er altid
aaben, for at Slaggen frit kan flyde ud, den
nederste, Jerngaden, aabnes kun, naar
Ovnen »slaas ud« ɔ: Raajernet aftappes; denne
Konstruktion kræver let flydende Slagge. Eller
Ovnen har som Fig. 1 »aabent Bryst«, der
mangler en Del af Murværket, saa at der
dannes en Aabning, der forfra begrænses af en
Dam, Slaggen flyder over Dammen af sig
selv ell. trækkes over med Kroge (Krogslagge),
Jerngaden er anbragt i Dammen. Det Murparti,
som forhindrer Ovnens Indhold fra at styrte
ud gennem Arbejdsaabningen, kaldes Timpelen.
Aabningen mellem Timpel og Dam kaldes
Forherd ell. Sump. Fig. 1 viser alle anførte
Partier fra Rasten og nedefter.
Gigten er omgiven af et Galeri (se Fig. 2);
tidligere var den aaben (Fig. 1 og Fig. 2), saa
at Gigtgassen gik ud i det fri, og der var højst
som paa Fig. 2 en Gigtkappe med Huller til at
nedkaste Ladningen igennem; nu er Gigten saa
at sige altid lukket (Fig. 3) og forsynet med
et Gasudtag (ringdannet paa Fig. 3), for
at man kan nyttiggøre Gigtgassens Varmeevne.
Fig. 3 viser den Parry’ske Tragt. Ved Spillet F
vipper Hestehovedet GH ned, der bliver en
Aabning I mellem den faste Gigtfodring B og
Tragten A; kastes Ladningen ind, vil de
mindre Stykker søge over mod Yderfladen D, de
større ruller ned til Midten E. En i Sverige nu
alm. Gigtlukning er den Bjørneborg’ske,
hvor Tragten A er ringformet, og Gassen gaar
til Vejrs fra Ovnens Midte. Meget vigtig for
Masovnenes Gang (se om disse under Jernets
Metallurgi) er Blæsten; i de ældre Ovne
er der kun een Vindpibe (se Fig. 1), og
Formbrystet er modsat Udslagsbrystet,
ved nyere H. er der, idet Ovnperiferien
inddeles i et lige Antal Dele, af hvilke
Udslagsbrystet optager een, et ulige Antal
Formbryster, op indtil 13 ved Antracitovne.
Vindpiberne d (Fig. 4) stikker ind i
Formerne w, Metaludfodringer af Formhullerne
i Murværket; er Mellemrummet mellem
Vindpibe og Form udfyldt, som paa Fig. 4 ved
Ringen n, kaldes Formen lukket, ellers aaben.
Ved den lukkede Form maa man have
Kighuller, fodrede med Marienglas, for at kunne se
Ovnens Gang, ell. som paa Fig. 4 kunne trække
Lukket tilbage (her ved Svinghjul l, Drev r,
Tandstang z o. s. v.). Formen er af Jern ell.
Bronze; anvendes varm Blæst, er den dobb.
og afkøles ved cirkulerende Vand
(Vandform se Blæsere). Vindpiberne har ofte
Kikkertudtræk, Kugleled ell. lgn. Organer, som
tillader nemt at tage dem ud af Formerne uden
at standse Driften.
Til H.’s Udstyr hører Hejseværk til
Gigten for at tilvejebringe Malm, Tilslag og
Brændsel der, endvidere Blæseværk, som nu
altid er Cylinderblæseværk (se Blæsere) og
Blæstopvarmningsapparater;
Gigtgassen maa nu mange Steder gøre Nytte
saavel til Drift af Dampkedler for Blæseværkerne
som til Opvarmningen af Blæsten. Apparaterne
hertil var tidligere af Jern, men Jernrørene
blev let utætte; nu har man derfor Apparater
af ildfaste Sten, to for hver Masovn og lgn.
smaa Taarne af Cowper’s ell. Whitwell’s
System, hvor Gigtgassen brænder i det ene
Apparat, idet den passerer Chicaner ell.
Mellemvægge og altsaa afgiver sin Varme, medens
Blæsten paa sin Vej til Ovnen passerer det
andet Apparat, som forud var opvarmet,
optager dets Varme og derved afkøler det; efter
nogen Tids Forløb skifter Apparaterne Roller
o. s. fr., idet de fuldstændig virker efter Siemens’
Regeneratorprincip. Blæsten kan her opvarmes
til 600-800°. H.’s Højde retter sig væsentlig
efter Brændselet, noget efter Malmen og
desuden efter Bedriftens Omfang. Trækul, som
vilde knuses i en for høj Ovn, giver som Regel
en Ovn paa 7,85—9,98 m’s Højde, ældre Ovne er
lavere, ved meget haarde Trækul kan gaas til
16 m; Koksovnene, de almindeligste, er i
Reglen 15—20 m og sjælden mere. Antracitovnene
naar i Amerika henved 40 m’s Højde.
Dagsproduktionen er for Trækul 10000—40000 kg ell.
mindre, for Koks 15000—100000 kg, i Reglen
50000—70000 kg, for Antracit er naaet over
250000 kg. Inden Ovnen sættes i Gang, maa den
omhyggelig udtørres og forvarmes. Se for
øvrigt Højovnsgas og Jern.
F. W.
 |
| Fig. 3. |
 |
| Fig. 4. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
