Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Højrup - Højsangen - Højskamling - Højskole - Højskole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hanefjed ind for ikke at styrte ned. Kirken,
hvis Kor, det oprindelige Kapel, skal være
opført af en Skipper, som var i
Havsnød (1358 blev den indviet til Johannes
Døberen og de Søfarendes Værnehelgen Skt
Clemens), ligger saa yderlig, at der kun er
noget over 3 m fra Korgavlen til
Kirkegaardsmuren ved Randen, medens den dybeste
Indskæring i den fremludende Klint kun er c.
2,5 m fra den (Opmaalinger 1892 og 1905). Af
Frygt for en Katastrofe lukkedes Kirken Oktbr
1905, og vel blev den atter følget i Brug Febr
1906, men p. Gr. a. ny Nedstyrtninger
lukkedes den atter Febr 1910, og 1912—13
opførtes der lidt længere inden for Klinten en ny
Kridtstenskirke (Arkitekt Helge Møller),
indviet 23. Febr 1913. Ved Kirkerne ligger en
henved 3 ha stor Skov, »Højruplund«, en 23.
Septbr 1911 indviet »Mindelund« i Lighed med
Skibelund Krat ved Askov, til Afholdelse af
Folkefester med Talerstol o. fl. Mindesten
(Præsten H. I. Bøjsen, d. 1904, Peder Syv,
Sønderjyden Peder Hiort Lorenzen og Digteren Chr.
Richardt).
H. W.
Højsangen indgaar som Led i den sidste
Del af den jød. Kanon. Betegnelsen H.
stammer fra Luther’s Overs. »das hohe Lied« (hebr.
shir hash-shirim, »Sangenes Sange« ɔ: den
ypperste Sang). H. blev først efter megen
Diskussion optaget i Kanon paa Synoden i
Jamnia. Grunden til Modstanden har sikkert været
dens verdslige Karakter. Naar man optog den,
har det vistnok været, fordi den bar Salomo’s
Navn, men ogsaa fordi man fortolkede den
allegorisk. Denne Fortolkning foreligger
maaske allerede 4. Esr. 5, 24. 26 og i hvert
Fald i Targum og Midrash’er. Ligesom Hosea
og Ezekiel fremstiller Forholdet mellem Jahve
og Israel som et Ægteskab, skal H. skildre
dette Forhold, idet Salomo er Jahve selv,
Bruden Israel’s Menighed. Denne allegoriske
Opfattelse overtoges af den kristne Kirke, kun at
der her bliver Tale om Kristus og Menigheden
ell. Kristus og Sjælen. I den Aand skrev
Origenes og Bernhard af Clairvaux deres
Fortolkninger. Andre tolkede Bruden som Jomfru
Marie, og H. afgav Billederne til megen af
Middelalderens mystiske Poesi. Luther forstod
den ogsaa allegorisk — men om det politiske
Forhold mellem Salomo og hans Folk. Senere
dukkede Forestillingen om Kristus og
Menigheden ogsaa op i Protestantismen. Den reale
Opfattelse af H. som Digte om Elskov er lige
saa gl som den allegoriske og er den eneste,
som kan udledes af Teksten selv. Man har da
søgt at forstaa den som et Drama, hvis
Handling imidlertid opfattes forsk. Delitzsch
fandt to Hovedpersoner: Salomo og Sulamit;
hun er en jævn Bondepige, som Kongen træffer
og tager til Hustru, og hun lærer ham den
ægte Kærlighed. Alm. finder man dog 3
Hovedpersoner, nemlig foruden de nævnte en Hyrde,
Pigens Brudgom, som Kongen forgæves søger
at faa hende til at svigte. — En fremskridende
Handling er dog slet ikke antydet i H., et
Drama i vor Forstand kan det derfor ikke være.
Et saadant vilde ogsaa være paafaldende i
hebr. Litt. Af stor Bet. blev Wetzstein’s
Meddelelser om Bryllupsskikke hos den nuv.
Befolkning i Syrien (»Die syrische Dreschtafel«.
i »Zeitschr. f. Ethnologie« [1873], et Udtog i
Delitzsch’s Kommentar til H. [1875]).
Hovedpunktet var, at Brudgommen og Bruden i
Bryllupsugen kaldes Konge og Dronning,
Tærskeslæden er Trone, den føres frem under
Optog med Kærlighedssange, og der danses til
Sange, som meget indgaaende forherliger
Parrets legemlige Fuldkommenheder; Bruden selv
danser Sværddansen. Saadanne Sange har man
da ment, at H. indeholdt; Brudgommen er en
Hyrde, men kaldes Salomo, og Bruden kaldes
Sulamit, en Betegnelse for den skønne
Sunamiterinde, der nævnes 1. Kg. 1. Man har da
fortolket H. som Bryllupsdigte i meget nær
Tilslutning til disse Meddelelser (især Budde
i hans Kommentar). Imidlertid maa man ikke
bygge for meget paa Enkeltheder i Wetzstein’s
Meddelelser, da Skikkene, som det senere har
vist sig, skifter fra St. til St. og næppe har holdt
sig uforandrede. Det vigtigste ved et israelitisk
Bryllup mangler: Overgivelsen af Bruden og
Velsignelsen med Ønsket om Børn. H. giver os
derfor snarest, som Goethe og Herder mente,
usammenhængende Brudstykker af
Elskovssange, der har været anvendt ved Brylluppet, ikke
et sammenhængende Hele. H. maa stamme fra
Tiden efter Alexander. Der findes nemlig ikke
blot Aramaismer, men ogsaa Parsismer og
Græcismer i Sproget. (Litt.: Kommentar af
Budde [1898], Oversættelse med Noter af P.
Haupt, »Biblische Liebeslieder« [Leipzig
1907]; J. Østrup, »H.« [1900]; S.
Mowinckel, »Sangenes Bog« [1919]).
J. P.
Højskamling, se Skamlingsbanken.
Højskole, Betegnelse for en højere
videnskabelig Dannelsesanstalt som Univ., tekn. H.,
milit. H. o. s. v. — Om Folkehøjskoler
(s. d.).
Højskole, den kgl. militære, i Kbhvn,
oprettedes af Frederik VI paa Foranledning
af Oberstløjtnant J. N. B. Abrahamson, hvis
Navn ogsaa er knyttet til Almueskolens
Forbedring. Efter at hans Forslag til en højere
Militærskoles Oprettelse var blevet forelagt fl.
milit. Autoriteter til Betænkning, nedsattes
Marts 1830 en Kommission paa 8 Medlemmer
under Forsæde af Generaladjutant V. Bülow
til Udarbejdelsen af en Plan for Skolen, som
stadfæstedes 22. Aug. s. A. Skolens
Hovedformaal var at danne Officerer til Generalstaben,
Ingeniørkorpset og Artilleriet samt at oplære
Officerer til at beklæde Lærerposterne ved
Skolen, ligesom ogsaa Officerer af Søetaten kunde
deltage i Undervisningen. Til Elever kunde
antages saavel Officerer, der havde gjort 2
Aars aktiv Tjeneste, som Civile, men begge
skulde have bestaaet en Adgangseksamen, og
det planmæssige Antal Elever fastsattes til 15,
hvilke skulde gennemgaa to Afdelinger, hver
paa 2 Aar. I den yngste Afdeling undervistes
navnlig i mat. Fag, Fysik, Kemi, Topografi,
Sprog og Filosofi; i den ældste Afdeling var
der dels fælles Undervisning i tekn. Fag og
Danmarks Militærgeografi, dels særskilt
Undervisning i de specielle Vaabenfag. Endelig
paatænktes ved Siden deraf en udstrakt praktisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
