Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hølen - Hölge - Hölgebrud, Torgerd - Hölty, Ludwig Heinrich Christoph - Hölzel, Adolf - Høm, Vilhelm - Hømaaned - Høms - Høncke, Heinrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rørelse, men gik i Beg. af 19. Aarh. lidt efter
lidt tilbage, 1855 var der saaledes 344 Indb.
Antagen Formue 1917 var 3,0 Mill. og Indtægt
714307 Kr. (Litt.: »Norges Land og Folk«:
»Akershus Amt« af J. Vibe [Kria 1897]).
(J. F. W. H.). M. H.
Hölge, den antagne Stamfader for Beboerne
af Haalogaland (Helgeland) i det nordlige
Norge; hans Gravhøj sagdes at være tækket
med Guld. Sagnet om ham nævnes allerede c.
900, men traadte siden mere i Baggrunden, da
Eyvind Skaldaspiller forkyndte Jarleslægtens
Afstamning fra Odin og Skade (i Digtet
Háleygjatal). H. sagdes at være gift med (ell. at være
Fader til) den stedlige norske Guddom,
Torgerd Hölgebrud (se ndf.). I Litteraturen
forekommer de som »Helge«, Haalogalands Konge,
og »Thora«, Finnekongens Datter, som han
vinder til Hustru, i Sakse’s norske
Balder-Sagn.
(A. O.). G. K-n.
Hölgebrud, Torgerd, stedlig norsk
Guddom; Navnet H. betegner hende som Hustru
ell. Veninde til Hölge, den mytiske Stamfader
for Haalogalands Beboere. De stærkt sagnagtige
Efterretninger om H. gaar ud paa, at hun var
en Guddom, som den norske Haakon Jarl den
Rige dyrkede som sin særlige Hjælper; særlig
skal han have paakaldt hende, da han var i
Fare i Jomsvikingeslaget, og skal have ofret
hende sin syvaarige Søn Erling; hun skal da
have sendt et frygteligt Hagelveir og skal selv
være set paa Jarlens Skib sammen med sin
Søster Irpa, udskydende Pile af hver
Fingerspids. Sagaerne indeholder Beretninger (dog
af uvis Troværdighed) om hendes Billede i
Haakon Jarl’s Tempel paa Lade, hvor det stod
opstillet mellem andre Gudebilleder, ell. i
særlig for hende rejste Templer; en ret tvivlsom
Saga omtaler ogsaa hendes Dyrkelse hos en
fra Trøndelagen udvandret Familie paa Island.
Efter den gængse middelalderlige Opfattelse er
hun en Trold ell. Jættekvinde; man vender sig
mod N. for at paakalde hende; hendes Navn
omdannes i den senere islandske Litteratur
stadig til Hölgatroll (ell. Hörgatroll ɔ: den paa
Offersteder dyrkede Trold). Men forsk. Træk
tyder dog paa, at man har troet for ondt om
Norges sidste hedenske Hersker, der var en
begejstret Tilhænger af Aserne, og at hun
snarere var en Art Forfædreguddom inden for de
trønderske Jarlers Slægt (jfr Dyrkelsen af
Fakse [s. d.] andensteds i Norge). (Litt.: G.
Storm, »Om T. H.« [i »Arkiv f. nord.
Filologi«, 2. Bd 1885]).
(A. O.). G. K-n.
Hölty [’hölti.], Ludwig Heinrich
Christoph, tysk Digter, f. i Mariensee ved
Hannover 21. Decbr 1748, d. i Hannover 1. Septbr
1776. Han var Søn af en Præst, der opdrog
ham med Omhu, lod ham besøge Gymnasiet
i Celle og sendte ham til Göttingen for at
studere Teologi. Her blev han et ivrigt Medlem
af »Göttinger Dichterbund«, der inspirerede
ham til hans bedste Digt. Men ulykkelig
Kærlighed og Kampen for Tilværelsen
paaskyndede den brystsyge Digters Død. En Kur og
Opholdet hos Lægen Zimmermann i Hannover
kunde ikke frelse hans Liv. Han fik inden sin
Død Lejlighed til at samle sine Digte, der
først udgaves af Geissler (1782), derpaa af
Voss og Stolberg (1785). Disse følelsesfulde og
sværmeriske Digte, der er prægede af Tidens
Sans for Venskab og Natur, har bevaret H.’s
Navn. En kritisk Udg. med Indledning og
Anmærkninger udgav Karl Halm; (1870). H. er
Helten i Fr. Voigt’s Roman »H.« (1844). Et
Mindesmærke for ham rejstes 1901 i Hannover.
(Litt.: Ruete, »H. sein Leben und
Dichtung« [Gieben 1883]).
C. B-s.
Hölzel [’höltsəl], Adolf, tysk-østerr. Maler,
f. 13. Maj 1853 i Olmütz. H. uddannedes i Wien
og paa Münchens Akademi under W. Diez.
Han slog sig ned i Dachau og blev et af de
bedste Navne i Dachauer-Skolen, der med
Entusiasme fulgte de af fr. »Pleinairisme«
betraadte Veje. I Arbejder som »Syngende
Piger« og »Første Kommunion« er H. saaledes
stærkt paavirket af Bastien-Lepage. Ved sin
store og ansporende Lærervirksomhed i
Dachau (støttet af litterære Indlæg om
Kunstteorier) fik H. en Indflydelse, der rakte ud
over Dachauer-Skolens Program. H. er i det
hele en søgende Kunstnernatur. En Tid var
han stærkt grebet af Liebermann og
Impressionismen (saaledes i mange udmærkede
Vinterstykker); han søgte ogsaa Næring for sin
Kunst ad stiliserende Vej. Men
Paavirkningerne udefra har han formaaet at bearbejde med
individuel Selvstændighed, ikke mindst i de
storladne Landskabstegninger.
»Dachauer-Bondekone« (1893, Münchens ny Pinakotek), »Foraar«
(1894, Berlins Nationalgaleri),
»Efteraarslandskab« (Venezias mod. Galeri), »Klar
Vinterdag« (Knorr’s Saml. i München), »En Nat«
(1900, Stuttgarts Gal.), »Før Solnedgang«
(Berlins Nationalgal.) etc. 1905 blev H. Prof. ved
Stuttgarts Kunstskole. (Litt.: Roessler
»Dill, A. H. m. fl.« [1905]).
A. Hk.
Høm, Vilhelm, Apoteker og dansk Forf.,
f. 3. Febr 1860 i Helsingør. H. har skrevet en
Række Underholdningsromaner, paavirkede af
den Bauditz’ske Genre, af hvilke »Aaby
Apotek« (1894) og »Jul paa Landet« (1900) er de
bedst kendte og har naaet en Række Opl.
J. Cl.
Hømaaned, gl. Navn paa Juli Maaned
(nøjagtigere: 7. Maaned i Maaneaaret, sidste Del
af Juli og første Del af August).
(A. O.). G. K-n.
Høms, Oldtidens Emesa, By i Syrien, ligger
ved Nahr-el-Asi, 340 m o. H., er Station paa
den syr. Længdebane og angives at have 50000
Indb. Fra H. gaar en Karavanvej over Oasen
Tedmor til Ed Deir ved Eufrat.
M. V.
Høncke, Heinrich, dansk Officer og
Telegrafdirektør, f. i Flensborg 28. Juli 1834, d.
21. Juni 1898 i Kbhvn. H. bestod 1853
Adgangseksamen til den kgl. milit. Højskole og blev
1856 optaget som Elev, efter i Mellemtiden at
have bestaaet Adgangseksamen til den
polytekniske Læreanstalt. 1857 blev han
Sekondløjtnant og gjorde som Officer Tjeneste i
Ingeniørkorpset, sidst som Chef for dettes
Telegrafkompagni. 1877 blev han Telegrafdirektør
Faber’s Efterfølger. Han medbragte meget gode
Forudsætninger for at kunne bestride Embedet
som Telegrafdirektør gennem sin mangeaarige
Virksomhed i Ingeniørkorpset og var i
Besiddelse af personlige Egenskaber, der som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
