Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hønsebryst - Hønsebær - Hønsedue - Hønsefugle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hønsebryst ell. Kyllingebryst,
Pectus carinatum, en ved Engelsk Syge fremkaldt
Formforandring af Brystkassen.
(A. F.). H. I. B.
Hønsebær, se Cornus.
Hønsedue, se Duer.
Hønsefugle kaldes en Fugleorden, hvis
forskellige Gruppers Fællesmærke væsentlig er, at
Bygningen af deres Fødder, Næb, Vinger og
hele øvrige Legeme gør dem skikkede til at
leve paa Jorden og søge Føde der, medens de
kun i ringe Grad er egnede til Flugt, til
Ophold i Træer, i ell. ved Vandet. Adskillige
Grupper, som tidligere regnedes til H., staar
imidlertid paa Overgangen til ell. nærmere ved
andre Ordener; saaledes Steppehøns
(Pteroclidæ), Dværgvagtler, Løbehøns
(Hemipodiidæ), den ejendommelige, isoleret
staaende Art Hoatzin (Opisthocomus cristatus),
som i forsk. Karakterer nærmer sig en Fam.
Musophagidæ af Skrigefuglene, endelig
Tinamuerne (Crypturidæ), hvis Hovedskals
Bygning stiller dem i Nærheden af Strudsene.
Tilbage bliver da de egl. H. (Gallinæ,
Alectoromorphæ, Rasores), en velafgrænset Orden,
bestaaende af c. 400 Arter. Det er kraftig
byggede, mest store Fugle, Kalkunen en af de
største, Vagtelen en af de mindste. Hovedet er
lille, Halsen middellang, Kroppen kort og
sammentrængt. Næbbet er kort, enten
sammentrykt og højt, ell. lavt og forholdsvis bredt,
Overnæbbet hvælvet, bøjet fra Roden ell. kun
i Spidsen, gribende ud over Undernæbbet.
Næseborene sidder ved Næbroden, har et hud-
ell. bruskagtigt Dække, er nøgne ell. dækkede
med Fjer. Benene er kraftige med
veludviklet Muskulatur, fjerklædte mindst til Hælen;
Løbet middelhøjt. Der er tre ret lange
Fortæer, kun svagt forbundne ved en Hudfold, en
Bagtaa, der enten sidder lidt højere end
Fortæerne og er mindre udviklet ell. i Højde med
dem og er lang. Kløerne er oftest korte og
kraftige, hvælvede, krumme, paa Undersiden
hule. Vingerne (med 10—11 Haandsvingfjer,
12—20 Armsvingfjer) er korte, butte, hvælvede
paa Oversiden, Halen af højst forsk. Form, ofte
med stærkt udviklede, forlængede ell. paa
anden Maade omformede Fjer. Dækfjerene (med
Bifane) sidder tæt, paa skarpt afgrænsede
Fjerbede; paa Hoved og Hals findes ofte nøgne
Pletter med forsk. Hudprydelser, Lapper, Horn,
Vorter og Kamme. Hos nogle (monogame) har
Han og Hun omtr. samme Størrelse og Farve,
der da oftest er uanselig, hos andre
(polygame) er Hannerne, bl. hvilke nogle af Jordens
smukkeste Fugle, større og pragtfuldere i
Farve end Hunnerne. Ungernes Dragt er i Alm.
forsk. fra de Gamles. — Knoglerne er kraftige,
Pneumaticiteten kun ringe. Efter Kraniets
Bygning hører H. til Huxley’s Gruppe
Scizognathæ, idet Overkæbens Ganefremspring
(processus maxillopalatinus), der varierer meget i
Form og Størrelse, men altid er af løs og
bladet Bygning, ikke støder sammen i
Midtlinien (undtagen hos enkelte af Cracidæ);
Ganebenene er lange og smalle med afrundet
bageste ydre Hjørne. Paa Brystbenet findes
bagtil een ell. oftest to Udskæringer, undertiden
saa dybe, at næsten hele Brystbenspladen
forsvinder. Brystbenets ydre processus xiphoidei
er bøjede ud over de bageste Ribben og har
udbredte Ender. — Kroen er stor, Kraasens
Muskulatur overordentlig kraftig, Tarmkanalen
lang, Blindtarmene veludviklede. Indvendige
Luftrørsmuskler findes ikke.
H. er udbredte over hele Jorden fra
Polaregnene til de varmeste Zoner, idet de store
zoogeografiske Regioner hver kun befolkes af
ell. karakteriseres ved een af de større
Afdelinger. Asien er den Verdensdel, der rummer
de fleste Arter af H. H. bebor saavel flade
Sletter som Bjergskraaningen Sumpe, Krat,
Skove, ja øde snedækkede Egne. De bevæger
sig fortrinsvis ved Gang, løber hurtigt og
udholdende, under stærkt Løb hjælpende til med
Vingerne; de flyver tungt, med hurtige,
larmende Vingeslag, kun korte Strækninger ad
Gangen. Vandet skyr de, bader sig derimod
gerne i Sand. Føden, som bestaar af Bær, Frø,
Plantedele af forsk. Art, Insekter, Orme,
Snegle, undtagelsesvis Hvirveldyr, søges paa
Jorden, hvor den skrabes frem ved Kløernes
Hjælp. De drikker ofte, øser Vandet op med
Næbbet og lader det løbe ned ved at hælde
Hovedet tilbage. Stemmen, som de gerne lader
høre, bestaar i ejendommelige, ofte kraftige
og gennemtrængende Skrig. — H.’s
Aandsevner er kun svagt udviklede, Dømmekraften er
ringe, Hukommelsen synes god; de er i høj
Grad lidenskabelige og stridbare; over for
deres Afkom viser de stor Kærlighed.
Parringsdriften er meget stærkt udviklet, især hos
Hannerne af de polygame H., kan forvandle hele
deres Væsen til Raseri og bringe dem til paa
Liv og Død at bekæmpe Medbejlere. De fleste
H. er monogame, men talrige lever i Polygami;
hos disse bekymrer Hannerne sig ikke om
Yngelen, men lever borte fra Familien. Ogsaa
hos de monogame er Hønen ene om
Udrugning, men Hannen slutter sig senere til
Familien som dens Leder og Beskytter. Reden
anbringer de (med Undtagelse af de fleste
Arter af Hokkofugle [Cracidæ], der bygger lavt
i Træer) paa Jorden, skjult mellem Planter og
Buske, hvor de mange, undertiden tyve eller
fl., oftest uplettede Æg lægges i en naturlig
ell. skrabet Fordybning, næsten uden
Underlag. Hønen ruger fast, tager næppe Føde til
sig under Rugningen. De dunklædte Unger
forlader Reden straks efter Udrugningen, finder
selv deres Føde, men søger i den første Tid
Ly hos Moderen mod Fjender og Uvejr; de
vokser hurtigt, faar meget tidlig Svingfjer, som
skiftes fl. Gange under Opvæksten. De Gamles
Fjerdragt naar nogle allerede det første Aar,
andre først i Løbet af 2—3 Aar. Familien
holder sig ofte sammen, til Parringstiden atter
indtræder. — H. har mange Fjender,
efterstræbes for Kødets Skyld saavel af Dyr som
af Mennesker. De tæmmes let og er nøjsomme
m. H. t. Føde, hvorfor de hører til de mest
udbredte Husfugle.
Kendskabet til H. fra tidligere Jordperioder
er kun ringe; fra Eocæntiden findes Levninger
af Arter, som rimeligvis har staaet H. nær;
først fra Pliocæntiden findes Rester af H.
tilhørende nulevende Slægter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
