Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ibn al Mukaffa - Ibn Arabschah - Ibn Badjdja - Ibn Batuta - Ibn Chaldun - Ibn Challikan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
senere gennem Syrisk og Græsk forplantedes
videre til alle civiliserede Folkeslag.
J. Ø.
Ibn Arabschah, arab. Historiker, f. 1392,
d. 1450. Da hans Fødeby Damaskus blev
indtaget af Mongolerfyrsten Timur, kom han i
Fangenskab hos denne. Senere foretog han
store Rejser og kom bl. a. i Tjeneste hos de
osmaniske Sultaner i Adrianopel. Hans
Hovedværk er en Biografi af Timur (udgivet af
Golius, Leyden 1636). I. A.’s Stil er tung og
efter Samtidens slette Smag overlæsset med
retoriske Prydelser; Læsningen af hans Bog er
derfor besværlig og trættende; dog er han
vigtig som en af de udførligste Kilder til
Kundskaben om Timur’s ejendommelige Person og
Mongolernes hele politiske Historie. Et andet
Værk af I. A., der indeholder Betragtninger
om Fyrstens Opdragelse i Lighed med
Macchiavelli’s, men ikke nær saa aandrig, er udgivet
paa Arabisk med latinsk Oversættelse af
Freytag under Titelen Fructus imperatorum et
jocatio ingeniosorum (2 Bd, Bonn 1832—52).
J. Ø.
Ibn Badjdja, Abu Bekr Muhammed ibn
Jahja, i Europa i Middelalderen kaldet
Avempace, arab. Læge og Filosof, f. i Zaragoza
mod Slutn. af 11. Aarh., d. 1138, levede først
i Sevilla, senere i Granada og Nordafrika. Hos
Almoraviderne, der paa den Tid stod paa
Højdepunktet af deres Magt, nød han stor
Anseelse, og det skal være misundelige Kolleger
mellem Lægerne, som ryddede ham af Vejen
ved Gift. Hans omfattende upraktiske
Foretagender hindrede ham i at udarbejde noget
udførligere filosofisk Skr., og af den Rk. mindre
Afhandlinger, han skrev, er de fleste tabte
(Fortegnelsen, se Wüstenfeld, »Gesch. der
arab. Aerzte und Naturforscher« [1840];
Munk, Mélanges de phil. juive et arabe
[1859]). Men som den første, der bragte den
arabiske Filosofis Tanker til Spanien, nød han
ogsaa hos de flg. stor Anseelse. Mod
Skepticismen, der nægtede Tankens Evne til at fatte
Tilværelsen, vendte I. B. sig med stor
Bestemthed. I sin Bog »Den Ensommes Livsførelse«
søger han at paavise, hvorledes Aanden hæver
sig fra det oprindelige instinktive og blot
sansende Trin til klarere og klarere Ideer blot ved
Udvikling af de paa det lavere Trin givne
Elementer. Selve den frigjorte Tanke, intellectus
acquisitus, er en Emanation af Gud, og
Mennesket kan saaledes ad Erkendelsens Vej naa
det absolutte.
(C. St.). J. Ø.
Ibn Batuta, arab. Opdagelsesrejsende og
Geograf, f. 1303, d. 1377. Han er en af de
dristigste af de mange arabiske Pionerer, der i
14. Aarh. udforskede den muhammedanske
Verdens Grænser. Han besøgte Afghanistan,
Indien og Kina og udforskede senere Afrika,
hvor han trængte frem til Timbuktu. Paa denne
Rejse gik uheldigvis hans Optegnelser tabt, saa
at han senere maatte diktere sine Iagttagelser
og Oplevelser efter Hukommelsen. Hans Værk,
der ved Siden af visse Overdrivelser indeholder
en Mængde værdifulde Oplysninger, er udgivet
af Défrémery og Sanguinetti: »Voyages d’Ibn
Batoutah« (5 Bd Paris 1853—59).
J. Ø.
Ibn Chaldun, den berømteste af alle arab.
Historieskrivere, f. i Tunis 1332, d. i Kairo
1406. Udgaaet af en fornem Familie, der i lang
Tid havde boet i Sevilla, nød han en
fortræffelig og alsidig Opdragelse og traadte allerede i
en ung Alder ind i Statstjenesten hos de
Smaasultaner, der paa hin Tid delte Herredømmet
i Nordafrika og i det sydlige Spanien imellem
sig. I. C. førte her en meget omtumlet
Tilværelse, snart i Gunst og snart forfulgt. Den
højtbegavede unge Diplomat synes oftere at
have haft en Del Intriger at kæmpe med; paa
den anden Side har han heller ikke selv næret
Betænkelighed ved fl. Gange at skifte Herre,
naar det stemmede med hans Fordel. Ved
denne Livsførelse erhvervede han sig det
indgaaende Kendskab til Mennesker og Forhold,
som han senere skulde udnytte i sin litterære
Virksomhed. Træt af sit urolige Liv trak han
sig allerede i en Alder af nogle og fyrretyve
Aar tilbage til sine Ejendomme og helligede sig
der til boglige Sysler. Hans historiske Studier
førte ham dog atter ud; han kom til Ægypten,
hvor han blev Overdommer i Kairo, og her
endte han sine Dage. Paa en Rejse til Syrien
i sine sidste Leveaar traf han sammen med
den mægtige Mongolerfyrste Timur, som viste
den berømte Lærde store Æresbevisninger.
I. C’s mest omfangsrige Værk er en
Skildring af Arabernes og Berbernes Historie; dets
arabiske Titel er »Kitâb el ibar« ɔ: »de
belærende Eksemplers Bog« (udg. i Bulak, 7 Bd).
Hertil slutter sig en Indledning, der behandler
Historiens Filosofi og fører Titelen
»Muqaddemât« ɔ: »Prolegomena« (udg. af Quatremère 3
Bd, Paris 1858, oversat paa Fransk af Mac
Guckin de Slane: »Les Prolegomènes d’Ibn
Khaldoun« (3 Bd Paris 1862); dette er det egl.
Hovedværk, hvortil fra et europæisk
Standpunkt Interessen knytter sig.
I Sammenligning med sine Landsmænd
indtager I. C. en ganske enestaaende Plads. Hans
Stil er vel ikke altid omhyggelig udarbejdet,
ofte p. Gr. a. sin Sammentrængthed vanskelig
at forstaa, men dette opvejes langt af hans
Værkers Fortrin. Han besidder en
overvældende Mængde Kundskaber, ogsaa uden for den
politiske Histories Omraade i snævrere
Forstand, dog skorter det undertiden paa kritisk
Sans. Han vil ikke blot fortælle Begivenhederne,
men ogsaa forklare dem ud fra
Aarsagssammenhængens Nødvendighed. Han gaar ud fra,
at enhver Nation har sin særlige Mission, sin
bestemte Opgave at løse i den alm. Udviklings
Tjeneste, og med konsekvent Fastholden af
dette Princip paaviser han Grundene til den
islamitiske Kulturs Storhed og Fald. Paa hans
Tid var Dekadencen jo allerede indtraadt; mod
V. viste Maurerne sig stadig de kristne Spaniere
mere og mere underlegne i den
aarhundredlange Kamp, og Ø. fra væltede de mongolske
Horder ind over Kalifernes Rige, brændte deres
Pragtbygninger og ødelagde deres Skoler. Det
er paa denne mørke, men storartede
Baggrund, at I. C. med genialt Skarpsyn i sin
Indledning udkaster sine Omrids. Han hører
uomtvistet til de ypperste bl. Verdenslitteraturens
historiske Forfattere.
J. Ø.
Ibn Challikan, arab. Biograf, f. 1211, d.
1282, er Forf. til et stort biogr. Leksikon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
