Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ibn Challikan - Ibn Chordadbeh - Ibn Durajd - Ibn (Aben) Esra - Ibn Fadlan - Ibn Gebirol - Ibn Haukal - Ibn Hischâm - Ibn Junis - Ibn Kutajba - Ibn Reschid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Wafajât el-Ajân« (»berømte Mænds Dødsaar«);
udg. af Wüstenfeld [Göttingen 1835—43).
J. Ø.
Ibn Chordadbeh, arab. Geograf fra 9. Aarh.
Under Kalifen Mutamid blev han Postdirektør
i Prov. Medien og foranledigedes derved til at
udarbejde et Værk »Kitâb el masâlik wel
mamâlik« (ɔ: Router og Riger), indeholdende en
Fortegnelse over de vigtigste Veje i Riget med
vedføjede statistiske Oplysninger om alle større
Byer og Knudepunkter paa disse Veje. Det er
udg. af de Goeje: Bibliotheca geographorum
arabicorum.
J. Ø.
Ibn Durajd, arab. Forf. 837—934. Han har
forfattet fl. filologiske Arbejder om arab.
Navnes Etymologi, om arab. Synonymik o. s. v.
Hovedsagelig er hans Navn knyttet til et
filosoferende Digt med Titlen »Al Maksûra« (udg.
bl. a. af Boisen, Kbhvn 1828).
J. Ø.
Ibn (Aben) Esra, 1) Abraham ben Meir,
jød. Lærd, f. 1092, d. 1167, stammende fra
Spanien; over 40 Aar gl begav han sig paa
Vandring og strejfede om dels i Nordafrika og
Orienten, dels i Italien, Frankrig og England.
Han sammenfattede de foregaaende Aarh.’s
grammatiske Arbejde og bragte det gennem
sine paa Hebraisk skrevne Bøger fra Spanien
til andre Landes Jøder. 1140 skrev han i Rom
moznajim (»Vægt«) om de grammatiske
termini; senere forsk. Grammatikker ell.
Behandlinger af grammatiske Enkeltspørgsmaal. Han
skrev Fortolkning til mange bibelske Skr; de
er strengt grammatikalske og forkaster
Allegorien undtagen ved Højsangen. I
Pentateuchens Behandling røber han en vis Kritik; den
er forsynet med en Indledning i Rimprosa.
Enkelte Digte haves fra hans Haand.
2) Mose I. E., der levede i 11. Aarh. i
Granada, var Digter, Filosof og Litterærkritiker.
I et Værk om Retorik og Poetik anvendte han
den arab. Retoriks Bestemmelser paa den hebr.
Hans Digte var mest Bodsdigte (selichot),
hvorfor han kaldes sallach (Bodsdigter), men
ogsaa den ulykkelige Elskov finder sine
Udtryk hos ham.
J. P.
Ibn Fadlan, arab. Geograf fra 10. Aarh. Han
berejste det sydlige Rusland og forfattede
derom en Rapport til Kalifen, der er opbevaret i
Jakut’s store geogr. Leksikon under Artiklen
Rûs (Russer). I. F. giver her en Række,
navnlig i etnografisk Henseende interessante
Oplysninger, der ogsaa tjener som Bevis for den
stærke skandinaviske Indflydelse paa disse
Egnes Kulturforhold. (Smlg. herom Vilh.
Thomsen’s indgaaende Arbejde om »Det russ. Riges
Oprindelse«).
J. Ø.
Ibn Gebirol, jød. Digter og Filosof, levede
i Zaragoza, ved Midten af 11. Aarh. Foruden
en Del Hymner, som længe brugtes i
Synagogen, har han ogsaa forfattet et filos. Skrift
»Livets Kilde«, som har øvet en stor
Indflydelse paa Middelalderen. Dets Forf. kaldtes
længe Avicebron, og hvem han egl. var,
vidste man ikke; det er først ved Midten af
19. Aarh., at det lykkedes Munk at paavise hans
Identitet med I. G. »Livets Kilde« indgaar for
Hovedsagens Vedk. i den arab. Filosofis alm.
nyplatoniske aristoteliserende Tankekreds med
Læren om den første ubevægede Bevæger og
Adskillelsen mellem det passive Stof og den
aktive Form. Men I. G. hævder, at Stoffet,
Materien, efter sit Begreb kun er Grundlaget,
hvis Muligheder Formen ell. Kraften
virkeliggør, og slet ikke — som man ellers altid
gjorde — maa forveksles med Legeme,
materiel Substans i fysisk Forstand.
Legemsverdenens Stof er bestemt ved det kvantitative
Rum, Maal og Tal, men dette er allerede en
Begrænsning af Materien som Mulighedernes
Indbegreb. Derved vinder I. G. Plads for den
Tanke, at det er den samme Materie, kun i
forskellige Begrænsninger, som ligger bag ved
de fys. Fænomener og bag ved Sjælens
Virksomheder. Materiens Begrænsninger ell.
Mangfoldigheder skyldes Emanationen fra det ene,
absolutte, men I. G. ser ogsaa her anderledes
end de fleste andre af hans Retning. Medens
disse i Reglen lod Emanationen udgaa fra det
absolutte, der opfattedes som absolut
Intelligens, hævder I. G., at det er Villien, som
lader Gud vælge mellem de utallige Muligheder,
der staar for hans Forstand. (Litt.: Munk,
Mélanges de phil. juive et arabe [1859]).
(C. St.). J. Ø.
Ibn Haukal, arab. Opdagelsesrejsende fra
10. Aarh. Hans Værk »Masâlik-el-mamâlik« (ɔ:
Rigernes Veje) er udg. af de Goeje i
Bibliotheca geographorum arabicorum.
J. Ø.
Ibn Hischâm [-’∫a.m], arab. Biograf, d.
834. Hans Navn er knyttet til en Levnedsskildring
af Profeten (Sîrat-er-rasûl), der indeholder en
udførlig Bearbejdelse af et ældre Værk af lgn.
Indhold og er en af vore bedste Kilder til
Kendskab om Muhammed’s Liv. Den er udg. af
Wüstenfeld (2. Bd. Göttingen 1858—60) og
overs. paa Tysk af Weil (Stuttgart 1864).
J. Ø.
Ibn Junis (’Ali b. Abî Saîd’ Abderrahmân
b. Ahmed b. Junis), arab. Astronom, Elev af
Abul Wefa (d. 1009, hans Fødselsaar er ukendt),
observerede paa det af Kaliferne Aziz og
Hakim for ham byggede Observatorium paa
Bjerget Mokattan og meddelte Resultaterne af sine
Iagttagelser over Solen, Maanen og Planeterne
i »Zydj I. J.« (»I. J.’s Tabeller«) ell. »Zydj
Hakemy« (»Kalifen Hakim’s Tabeller«). Dele
af Manuskriptet findes i Leyden og Oxford,
mindre Partier i Escurial, Paris o. a. Steder.
I. J. blev for Kairo, hvad Abul Wefa var for
Bagdad. Han forbedrede de astron.
Instrumenter og gjorde sig fortjent ogsaa som
Matematiker inden for Trigonometriens Omraade. Han
regnes for den største efter Al-Batanni
(Albategnius) af de arab. Astronomer.
J. Fr. S.
Ibn Kutajba, arab. Polyhistor, f. 828, d. 889.
Hans talrige Arbejder behandler Historie,
Grammatik, Retorik, Teologi o. s. v.; bl. disse kan
nævnes »Kitâb-el-maârif« (»Kundskabernes Bog«)
af hist. Indhold og det filologiske Værk
»Adab-el-kâtib« (»Skribentens Uddannelse«), der
indeholder vigtige sproglige Notitser.
J. Ø.
Ibn Reschid, Navnet paa Fyrsterne af det
i det indre Arabien i 19. Aarh. herskende
Dynasti. Dets første Oprindelse er ikke
fuldstændig kendt; i sidste Halvdel af 19. Aarh. har det
fra sin Residensstad Hail i det egl. Nedjd, Ø. f.
Medina, bredt sin Magt dels mod N. under
stadige Rivninger og aabenbare Kampe med de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
