Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ibn Reschid - Ibn-Roschd - Ibn-Sina - Ibn Tufail - Ibn Tufun, Ahmed - Ibn Zajdun - Ibo - Ibrahim (Patriarken Abraham) - Ibrahim (tyrkisk Sultan) - Ibrahim Pasha
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tyrk. Forpostgarnisoner, dels mod S., hvor
Wahhabitterne havde Overhaand. Den
mægtigste Fyrste af dette Dynasti var
Muhammed I. R., der i en Række heldige Kampe
gjorde Ende paa Wahhabitterfyrsten Ibn Saûd’s
Overmagt. Muhammed I. R. forfulgte det
politiske Formaal at samle alle uafhængige
Beduinstammer til et Hele under hans
Overhøjhed; han var derfor i høj Grad frygtet af
Tyrkerne, der altid har søgt den væsentligste
Støtte for Opretholdelsen af deres Magt i
Syriens og Mesopotamiens Grænsedistrikter netop
i Beduinstammernes Stammefejder og
indbyrdes Rivalisering. Araberfyrstens Enhedstanke,
om man tør kalde den saa, var meget
populær bl. mange af Ørkenboerne, og Navnet I.
R. nævnedes selv hos fjernere Stammer med
Ærbødighed. Muhammed I. R., der selv havde
tilrevet sig Magten ved Usurpation, blev
imidlertid Foraaret 1898 dræbt af en nær
Slægtning, rimeligvis paa Tyrkernes Anstiftelse.
Derefter gik det atter tilbage for I. R., og det blev
Ibn Saûd i Riad, der fik Overtaget, indtil
Verdenskrigen henlagde det politiske Tyngdepunkt
i Arabien til Mekka, hvis Sherif Husajn blev
Konge af Hedjaz. En livfuld Skildring af hin
Araberfyrstes ejendommelige Person er givet
af Euting i hans »Tagebuch einer Reise im
innern Arabien« (Leyden 1896).
J. Ø.
Ibn-Roschd, se Averroes.
Ibn-Sina [-si.’na.], se Avicenna.
Ibn Tufail, se Abubacer.
Ibn Tufun, Ahmed (835-884), Stifter af
Tulunidernes Dynasti i Ægypten. Af tyrk.
Herkomst svang han sig under de abbasidiske
Kalifer, Mutazz og Mutamid, op til meget
betroede Stillinger og blev til sidst Guvernør i
Ægypten. P. Gr. a. Kalifatets Svækkelse fik han i
denne Stilling en næsten uindskrænket
Suverænitet, men forblev dog bestandig loyal
over for sin nominelle Overherre Mutamid. I.
T. udfoldede stor milit. og administrativ
Dygtighed; han førte heldige Krige i Nordafrika
og Syrien, regulerede Kanalvæsenet i
Nedreægypten, byggede Hospitaler, udvidede Kairo
o. s. v. Dels herved, dels ved sin vindende
Personlighed blev han en af de populæreste
Fyrster, som det til Fremmedherredømmet
altid vante Ægypten nogen Sinde har haft. Det
var hans Tanke som Kalifens Beskytter at
samle hele det abbasidiske Riges Magt i sin
Haand. Sygdom og Intriger fra hans nærmeste
Slægts Side hindrede ham imidlertid i at
virkeliggøre denne storartede Tanke. Af hans
Bygningsværker i Kairo er endnu en Del
bevarede, deriblandt den store Moske, der bærer
hans Navn.
J. Ø.
Ibn Zajdun, arab. Digter fra Spanien
(1004—70). Ved de talrige sp.-arab. Hoffer spillede
I. Z. en ret betydelig Rolle og førte en meget
omtumlet Tilværelse; berømt blev særlig hans
Kærlighedsforhold til en maurisk Prinsesse,
Wellâdah, der har inspireret et af hans mest
ansete Arbejder. Hans Biografi er givet af
Besthorn i Udg. af hans Sendebrev til en Vezir,
Ibn Djahvar (Epistola I. Z., Kbhvn 1889]).
J. Ø.
Ibo [’iwu], 1) Ebo, Abo, By i Øvreguinea,
ligger ved Spidsen af Niger-Deltaet og er et
Hovedmarked for Palmeolie, som herfra gaar
ned til Kysten ad Nun ell. Brass River.
Negerstammen I. ell. Igbo, der bebor
Landskabet Ø. f. Niger til Old Calabar, er kendt for
kunstnerisk Smag i sine Væverier. Den staar
nu under den britiske Koloni Nigerias
Styrelse.
2) Ø og By ved Afrikas Østkyst, hører til
den portug. Koloni Mosambik og har c. 2500
Indb., Negre, Arabere og Banjaner. Den har
talrige Ruiner af storslaaede og prægtige
Bygninger og udfører Skildpadde, Sesamolie og
Orseille.
C. A.
Ibrahim, det arab. Navn for Patriarken
Abraham. I de muhammedanske Traditioner
er Beretningerne om I. stærkt udsmykkede med
legendære Tilføjelser; han sættes her i
Forbindelse med Sagnkongen Nimrud, der ved
Trusler om Døden paa Baalet, men forgæves,
forsøger at faa ham til at frafalde Troen paa den
ene sande Gud. Det er ligeledes I., der først
opførte Kaaba i Mekka, som blev den
muhammedanske Verdens religiøse Centrum. Den
sorte Sten i Muren i Kaaba, som er Genstand for
særlig Tilbedelse, bragtes I. af Englen Gabriel.
Det er naturligvis som Fader til Ismael, at
I.’s Person er blevet behandlet med saa stor
Forkærlighed i den arab. Tradition.
J. Ø.
Ibrahim, tyrk. Sultan, Søn af Ahmed I.,
efterfulgte 1640 sin Broder Murad III som den
eneste tiloversblevne Repræsentant for det
osmanniske Dynasti og er saaledes Stamfader til
alle de efterfølgende Sultaner. Under hans
Regering førtes heldige Krige med Russerne og
Venetianerne, hvilken sidste sluttede med
Kretas definitive Erobring. I. er i øvrigt en af de
mest usympatetiske Skikkelser i Sultanernes
lange Række. Han var over alle Maader ødsel,
grusom og udsvævende, og Favoritinderne fra
Haremet beherskede hele Statsstyrelsen. Til
sidst gik det dog Janitsharerne for vidt; de
rejste et Oprør, afsatte og dræbte I. 1648. Han
efterfulgtes af sin Søn Muhammed IV.
J. Ø.
Ibrahim Pasha, Stifsøn af Ægyptens
Vicekonge Mehemed Ali, f. 1789 i Kavala i
Makedonien, d. 10. Novbr 1848 i Kairo. Hans første
Daad var at undertvinge Wahhabitterne i
Arabien 1816—19, og han fik til Løn Titlen Pasha
over de hellige Stæder, som han jo havde
indtaget. Derefter ledede han Togene imod
Sennaar og Darfur, som han lagde ind under
sin Faders Herredømme. Han blev 1824
Anfører for den ægypt. Hær og Flaade, som
skulde hjælpe Tyrkiet mod den gr.
Frihedskamp, og landede Febr 1825 paa Peloponnes
med 100OO Mand, indtog i Aarets Løb næsten
hele Halvøen og medvirkede ogsaa til
Mesolonghis Indtagelse Apr. 1826. For at hævne de
store Tab, hans Hær havde lidt, hærgede og
ødelagde han Landet med fanatisk Grusomhed,
men kaldte netop derved Hævnen ned over
sig. De forenede Stormagters Flaade ødelagde
Oktbr 1827 hans Skibe i Navarinos Havn, og
en fr. Hær tvang ham Septbr 1828 til at drage
bort med sine Tropper. Da Striden mellem
Sultanen og Mehemed Ali udbrød 1831,
anførte han igen sin Faders Hær, indtog først
Palæstina og siden hele Syrien og sejrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
