Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ibsen, Henrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adskillig heldigere gik det med det til Nytaar
1856 opførte 3 Akts Dranma »Gildet paa
Solhaug«. Skønt det i Originalitet og Intensitet
stod tilbage for Fjoraarets Frembringelse,
gjorde det ved sit mere romantiske Ballademotiv
og sin forsonende Udgang megen Lykke hos
Publikum; Stykket blev straks opført ogsaa i
Kria, næste Aar endog i Sthlm, og 1861 tillige
paa Casino-Teatret i Kbhvn med Vilhelm Wiehe
i Hovedrollen. Og, hvad Forf. hidtil ikke
havde opnaaet, Skuespillet fandt en Forlægger, og
I. kunde for anden Gang se sit Navn paa en
Bogs Titelblad. Glæden blev ham imidlertid
heller ikke denne Gang ubeskaaret; Kritikken
(med Undtagelse af Bjørnson) var nemlig slem,
den fandt Stykket paavirket af »Svend Dyrings
Hus«, særlig i Verseformen; denne var nemlig
ligesom hos Hertz en Efterklang af
Folkevisetonen. I Fortalen til 2. Udg. (1883) har I.
forsvaret sig mod Beskyldningen for Efterligning
af Hertz; ogsaa ellers har dette Forhold været
debatteret af fl. Kritikere. I. var ved de Tider
stærkt optaget af Landstad’s »Norske
Folkeviser« og skrev i »Illustreret Nyhedsblad« (1857,
Nr 19—20) et Essay »Om Kjæmpevisen og dens
Bet. for Kunstpoesien«, en fin og interessant
Afhandling, der senere, da hans Ry var
blevet europæisk, blev oversat i fl. tyske
Journaler (»Allg. Zeit.«. »Voss. Zeit.« o. fl.).
Imidlertid var han allerede ved Behandlingen af
Fru Inger’s Tid ført ind paa Studiet ogsaa af
Fædrelandshistorien. Han læste Kongesagaerne,
men kunde dengang ikke gøre nogen dram.
Brug deraf. Saa meget dybere Indtryk gjorde
N. M. Petersen’s Overs. af isl. Ættesagaer; det
stærke Pust af Lidenskaber og ildfuld Daad,
som her slog ham i Møde, kaldte atter til Live
i hans Forestilling hint Billede af en stort
skaaret, vildsindet Kvinde, der havde
aabenbaret sig allerede i hans første Drama, og
drog ogsaa nu med sig Kontrastbilledet af den
blide, dydsirede Kvinde, Hjemmets gode Aand.
Dette for dram. Udvikling saa vel egnede
Skikkelsepar tog nu Vikingetidens Dragt paa; men
foreløbig blev det Digteren for svært at finde
sig til Rette i Vikingetonen, Skikkelserne
maatte først gennemleves som Balladefigurer og
behandles i »Gildet paa Solhaug«’s lyriske
Rytmer. Dette Stykkes Succes drog efter sig et
nyt Forsøg med Balladen til scenisk Brug; det
3 Akts romantiske Drama »Olaf Liljekrans«
blev opført i Bergen ved Nytaar 1857. Men nu
slog Forsøget ikke an; Forfatteren havde selv
levet sig ud af Fortryllelsen; hans Motiv,
Sagnet om Justedalsrypen — under denne Titel
havde Forf. ogsaa paabegyndt Udarbejdelsen
af Stykket som et »nationalt Skuespil i 4
Akter« allerede 1850 —, som levede alene igen
efter Sortedødens Hærgning i den afsides Egn
og gaar til Grunde ved Berøring med
Mennesker, betegnede Folkeviseromantikkens
Selvopløsning. I. var selv ikke fornøjet med sit
Arbejde, men Emnets Behandling i
Folkevisetonen sysselsatte ham dog nogle Aar senere, da
han tog det op igen og forsøgte at omforme
det som Tekst for en romantisk Opera, hvis 1.
Akt blev færdigskrevet 1859, hvorefter Planen
helt blev opgivet.
I.’s Kontrakt med Bergens Teater var
imidlertid udløbet, og han drog straks, Sommeren
1857, ind til Kria, hvor der var Kammerater
at træffe og Muligheder for Deltagelse i et
stærkere aandeligt Liv. I. blev ansat som
artistisk Direktør for det mod »Kria Teater«’s
Danskhed opponerende »Norske Teater«. Lige
efter Ankomsten til Kria tog han igen fat paa
sit Valkyriedrama, og nu fandt han i
Sagastilen den rette Form for det tunge Emne.
Efteraaret 1857 var »Hærmændene paa Helgeland«
færdigt og blev straks indleveret til det gl.
Hovedteater, der imidlertid under et Paaskud,
som fremkaldte Forf.’s offentlige Protest med
deraf flg, Bladfejde, holdt det tilbage. Ogsaa
det kgl. Teaiter i Kbhvn afviste i Henhold til
J. L. Heiberg’s Censur Stykket, der imidlertid
Foraaret 1858 udkom i Bogform som Bilag til
»Illustreret Nyhedsblad« og Efteraaret s. A.
blev opført ved Forf.’s eget »Norske Teater«,
derefter ogsaa paa Trondhjems og Bergens
Scener; først 1861 tog »Kria Teater« Stykket
op, og endelig 1875 ogsaa Kbhvn’s kgl. Teater;
fra 1876 spilles det jævnlig baade i Sverige,
Finland og Tyskland. Dette kraftige
Sagabillede, som senere er blevet optaget bl. de faste
Skoleklassikere, voldte fra først af Æstetikerne
Ubehag ved sin »Vildhed og Raahed«, men
mest ved sin kraftige norske Sprogtone. I den
haarde Strid, som ved de Tider udfægtedes
om Berettigelsen af Norsk som Scenesprog,
indtog I. p. Gr. a. sin Stilling en fremskudt Plads;
han fik endog Novbr 1859 sammen med B.
Bjørnson stiftet »Det norske Selskab« til
Fremme af Nationaliteten i Litt. og Kunst.
Opholdet i Kria blev alt andet end en Dans paa
Roser; det lille norske Teater formaaede ikke
at lønne sin Direktør, saa han kunde leve
deraf; især da han Sommeren 1858 havde holdt
Bryllup (med Frk. Susanna Thoresen fra
Bergen), blev Tilværelsen bekymret. De snævre
Forhold i den lille Hovedstad havde kun
Uhygge at byde en ung Digter, der stred for sin
personlige Udvikling, og afsatte bitre
Stemninger, der vakte Satiren til nyt Liv hos ham.
Sine Indfald af denne Art kunde han give frit
Løb i en Kreds af aandfulde Kammerater, som
flokkedes om Botten-Hansen; her fik den
ellers saa indesluttede Digter Tungen paa Gled
og dryssede sine voldsomme Paradokser ind i
Samtalen. Til nogen fortsat dram. Produktion
— et Emne fra Kongesagaerne, Skule Jarl, var
1858 begyndt at beskæftige ham, men blev lagt
hen — saa det ikke ud, som han formaaede at
samle sig. I fl. Aar skrev I. kun spredte Digte,
der blev trykte dels som honorerede
Lejlighedsvers, dels i »Illustreret Nyhedsblad« og
dets Nytaarsgaver. Til dette Tidsrum hører den
mærkelige Sonetcyklus »I Billedgalleriet« (1859),
som Forf. senere ikke har villet godkende ved
at optage den i sine samlede Digte, videre den
oprevne Overmenneskestemning »Paa
Vidderne« (1859) og det formfaste »Terje Viken«
(1861). 1862 maatte det »Norske Teater« lukke
for Gæld; dets Direktørs Udkomme forbedredes
ikke synderlig ved hans Ansættelse som artistisk
Konsulent ved »Kria Teater« fra Nytaar 1863.
Forgæves havde han 1860 søgt Statsstipendium
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
