- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
180

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ibsen, Henrik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

til en Studierejse udenlands; Somrene 1862 og
1863 tilstod man dog »Student H. I.« lidt
Understøttelse til Ferieture i Vestlandets
Fjordbygder for »at samle og optegne Folkeviser og
Sagn«. Foraaret 1863 søgte han paa ny
forgæves om Statshjælp, denne Gang en Aarsløn,
for at kunne fortsætte sin »Virksomhed i
Litteraturens Tjeneste«; Efteraaret s. A.
indrømmede man ham endelig 400 Spd. i
Rejseunderstøttelse. I Mellemtiden havde hans sydende Haan
sprængt sig Afløb gennem det satiriske
Hverdagsskuespil »Kjærlighedens Komedie« (Kria
1862), hvis tirrende vittige Rimvers faldt som
Piskeslag over »Kærlighederne og
Ægteskaberne«, og vakte en Harme hos Publikum saa
ildsk, at det tog 10 Aar, før man taalte at se
Stykket opført. Sommeren 1863 deltog I. i en
Sangerfest i Bergen og vendte hjem i et
saadant Arbejdshumør, at han paa knap 2
Maaneder fik formet sit henlagte Skule-Drama.
»Kongsemnerne« (Kria Oktbr 1863) blev straks
antaget baade af Teatret og af Byens bedste
Forlægger. Samtidig (Septbr 1863) kom da
Rejsestipendiet. Ved Nytaarstid indbragte
Opførelsen den saa længe bandsatte Digter
Publikums hjertelige Fremkaldelse, og ved
Paasketider kunde han tage Afsked med sine Venner
og med det Fædreland, der saa nødig vilde
anerkende hans kunstneriske Stræben.

Det var en moden Mand — sit 36. Aar
havde han fyldt — og en sikker Kunstner, som
nu drog ud for at vinde ny Indtryk; Minderne
fra den forhærdende Kamp i de smaa norske
Hovedstadsforhold skulde ikke besvære ham
Færden med Hjemve. I 27 Aar blev han ude,
og da han endelig som ældet atter tog Bopæl
i Hjemlandet 1891, var det som den europ.
Berømthed, hvem alle hilste med Ærefrygt.
Det havde han opnaaet ved en jernfast
Koncentration om Udviklingen af sin Kunst, der
aldrig tillod ham at afslutte Behandlingen af
en Opgave, før det Emne, som fængslede hans
Stemning, havde faaet den til det yderste
fuldendte Udformning saavel i Komposition og Stil
som i psykologisk Gennemsigtighed og
dialektisk Tankeuddybelse. Med urokkelig
Selvbegrænsning har han udelukkende dyrket det
Anlæg for den dram. Digtart, som fra første
Færd brød frem hos ham; de faa mere ell.
mindre lyriske Digte, som I. siden Udrejsen
har skrevet, er det let at holde Tal paa.
Selvbegrænsning var det, som allerede 1860, da
»Kjærlighedens Komedie« og »Kongsemnerne«
var begyndt stærkt at beskæftige ham, bragte
ham til at lægge Palet og Pensel hen, hvor
kært det end var at sysle dermed.
Selvbegrænsning har det ogsaa været, som i lange
Tider afholdt ham fra at skaffe sig fast Bopæl
med fuldt hjemligt Udstyr; det intense Liv i
Kunsten krævede Frihed fra det distraherende
i at føre Hus. Da saa den engang gældbundne
Litterat begyndte at faa Indtægter, og disse
med Aarene strømmede rigelig ind, vides han
at have vist sig som en dygtig Økonom; selv i
ydre Anliggender har den stramme Villie altid
haandhævet en frigørende Regulering.

Med Rejsestipendiet 1863 var de økonomiske
Vanskeligheder ikke ordnede; endnu en Gang
(Foraaret 1866) maatte Statsmagterne anraabes
om Bistand; selv henvendte han sig til Kong
Carl for at faa Midler til at fortsætte »den
Livsgerning, som jeg uryggelig tror og ved,
at Gud har lagt paa mig — den Livsgerning,
der staar for mig som den vigtigste og
fornødneste i Norge, den, at vække Folket og
bringe det til at tænke stort«; samtidig foreslog
formaaende Venner for Regeringen og ledende
Politikere for Stortinget at bevilge ham
samme Aarsløn, som Bjørnson allerede oppebar
som Digter — og nu gik det glat. Kort forud
var nemlig »Brand« udkommet (Marts 1866) og
det paa Gyldendals Forlag i Kbhvn; dette
mægtige Værk sprængte alle gl. Bomme.
Endelig, 38 Aar gl, var I. en fri Mand.

Paa Færden hjemmefra havde I. lagt Vejen
over Danmark og Tyskland til Rom. Under
Rejsen trængte de tunge Begivenheder i
Nordens Politik nær ind paa ham; at Danskerne
ingen Hjælp fik af deres Frænder, hans
Landsmænd, nagede ham dybt. Usselt havde
Hjemlandet tidligere ofte nok forekommet ham; den
norske Ungdoms »Løftebrud« 1864 rejste hans
Harme. Af S. Kierkegaard havde han indsuget
strenge Tanker. Da han saa var kommet til
Ro i det lyse Syden, grebes han af Trang til
at holde Puslingerne hjemme Idealets
tugtende Spejl op for Øjnene. »Brand«’s
Dommedagsbasun klang ogsaa vidt over Lande; som
en Bodsprædiken blev Bogen læst under Frygt
og Bæven. Inden Jul solgtes den i 4. Opl., og
ingen talte om andre Bøger, Bladene kappedes
om at bringe Analyser og Polemik. —
Sommeren 1867 skrev I., ligeledes i Italien, det
negative Pendantstykke »Peer Gynt«, som kom ud
nogle Uger før Jul 1867 og straks maatte
trykkes i nyt stort Oplag. Her var det Satirikeren
i ham, som boltrede sig med frydefuld
Festivitas. Men ogsaa her beroede Digtets Magt
over Sindene paa den samme etiske Malmklang
i Røsten, der havde passet saa godt med
Tidens hele Grundstemning, baade da den lød i
»Kongsemnerne«’s sentenstunge Replikker, og
da den rungede i »Brand«’s rytmiske
Tordentale. I mesterlige Vers indprentedes de
overvældede Læsere en ubøjelig Idealismes Krav
paa Personlighedens Pligt til at »være sig selv«
og være det »helt, ikke stykkevis og delt«. Den
dram. Kraft, den forbløffende Stilpragt, den
utrættelige Tankeflugt gennem alle Temaets
Momenter rev selv den trægeste Læser med.
De to betagende »dram. Digte« gik som et
vældigt Aandens Vejr over Norden. Hvad Forf.
under »Brand«’s Tilblivelse udtalte ved
Afsløringen af Historikeren Munch’s Mindesmærke
i Rom: »Den Mand, der gør den aandelige
Gerning i en Nation, har Ret til at bære sit Hoved
højt«, var Ord, som allerede gjaldt om ham
selv. — I Rom blev I. boende i 4 Aar, ved
Siden af sin intense Produktion stærkt optaget
af arkæologiske og hist. Studier; lige fra
Ankomsten did kredsede hans Fantasi om Ideen
til et mægtigt verdenshistorisk Drama, hvis
Poler skulde være det antikke Hedenskabs
Opløsning og Kristendommens Sejr. Men foreløbig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:51 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/12/0190.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free