- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
191

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ide - Ideal - idealisere - Idealisme - idealistisk

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og Rum, af hvilken Sanseverdenen kun er en
ufuldkommen Afbildning. Hos Descartes er de
medfødte I. de mest abstrakte Begreber,
f. Eks. Aarsagssætningen, og de mest alm.
Sætninger, saasom at det samme ikke baade kan
være og ikke være. Hos Locke er I. et
Fællesnavn for alle Bevidsthedsdannelser. Hos Hume
betegner I. Forestilling. Som Fornuftideen
betegner Kant de afsluttende Begreber om
Sjælen, Gud og Verdenen. For Hegel er Ideen det
samme som Verdensfornuften.
Edg. R.

Ideal er ethvert Objekt, der i en eller
anden Henseende er fuldkomment ell. i det
mindste anses for at være det. Da dette er
forholdsvis sjældent for virkelig eksisterende
Objekters Vedkommende, vil I. som oftest kun
være et mere ell. mindre udformet Billede, til
Grund for hvilket der kan ligge et virkeligt
Objekt, fra hvis Mangler man har abstraheret.
I.’s Indhold kan ligesaa vel være en livløs
Genstand (den ideale Dampmaskine f. Eks.,
der omsætter til Arbejde den hele teoretisk
mulige Varmemængde) som levende Væsener
ell. rent abstrakte Størrelser (Erkendelse,
Retfærdighed o. s. v.). For saa vidt I. søges
virkeliggjort, bliver Billedet et Forbillede for
menneskelige Bestræbelser. Slige Forbilleder
kan have en vis pædagogisk Bet. som
Rettesnore for Individets Handlinger, Principper i
anskuelig Form, men de derover anstillede
Undersøgelser synes dog at gøre det ret
tvivlsomt, om de virkelig forekommer i større
Udstrækning hos Børn. (Litt.: Lehmann,
»Om Børns Idealer« [i Kgl. danske Vidsk.
Selskabs Oversigt, Kbhvn 1916]).
Alfr. L.

idealisere. Vi i., naar vi af nogen ell. noget
danner os et Billede, der er mere idealt, renere,
fuldkomnere, værdifuldere end Virkeligheden,
og saaledes rykker Sagen noget ud af
Realitetens Ramme. Naar Mennesket har gjort
Erfaringer, der viser ham, at Personer, Ting og
Begivenheder kan være mere ell. mindre
fuldkomne, f. Eks. i Retning af saadanne Værdier
som Sundhed, Styrke, Storhed, Godhed,
Renhed, Lykke, Hensigtsmæssighed, Nytte o. s. v.,
saa vil den sammenlignende Tænkning
uvilkaarlig føre ham til at ordne dem i Række, og, idet
han »i. Naturen ved Naturen«, vil han kunne
forlænge Rækken efter den Bevægelsens Lov,
som Rækken udviser, ud over Virkelighedens
Grænser og danne sig et Ideal, et
Mønsterbillede af Fuldkommenhed, en ideal Type o. s. v.
Det er muliggjort ved den menneskelige
Fantasis Evne til at ændre og omdanne Tingene.
Fantasien kan abstrahere ɔ: holde en Del af
et Hele, en Egenskab, en Side af en Sag fast
for sig alene; den kan kvantitere, forstærke
og svække, forstørre og formindske, og den
kan kombinere, og derved bliver det den
muligt at i., se bort fra det ufuldkomne og hæslige
og lutre, forstærke, ophobe og organisk
forbinde det fuldkomne. Faar den menneskelige
Fantasi et Bevægelsens Stød af den værdigrebne
Følelse, vil den være tilbøjelig til at i. Den
elskende ser den elskede i et ideelt Lys, hans
Opmærksomhed fængsles af de værdifulde
Sider, og uvilkaarlig abstraherer han fra ell.
overser de svage; Kærlighed gør blind, idet
den gør skarpt seende paa et enkelt Punkt.
Men som Kærligheden i., gør Vreden og
Foragten det ogsaa; man kan ogsaa i. i Retning
af det ufuldkomne, og Fantasien gør dette
særlig, hvor der i det ufuldkomne er en pirrende
Livets Realitet, der har Magt, saaledes danner
vi Idealerne: den fuldkomne Skurk, den rene
Satan; ell. man kan i. i Retning af det
karakteristiske, en udpræget og kraftig
Ejendommelighed, der fængsler Sindet i Retning af
Urnatur, Oprindelighed, Egenhed. Styrke o. s. v.

Særlig træder Idealiseringen frem i Kunsten,
der i det hele maa i., i hvert Fald
karakterisere, forstærke, lutre, afslutte, og bl. a. jo altid
maa rive det fremstillede noget ud af
Virkelighedens Ramme ved at abstrahere fra visse
Sider af Virkeligheden, som dens Materiale
ikke kan omspænde, som naar f. Eks.
Billedhuggeren abstraherer fra Farven og derved
lader Formen træde stærkere frem, ikke at
tale om, at ethvert stort Kunstværk faar sin
særegne Værdi »ved at være Menneskets Værk«,
ved at stamme fra ham, ved at være præget
af hans Temperament, Grundstemning,
Livssyn, særegne Individualitet. Der har været
Strid om, om den bildende Kunst skulde blot
efterligne ell. i. Naturen, og man har villet
hævde, at Naturen fremstillede det skønne i
en Herlighed, Kunsten aldrig kunde naa. Mod
denne Overdrivelse, der overser, at det skønne,
sunde og rene kun fremtræder som Oaser i
den ufuldkomne Verden, er det med Rette
fremhævet: »Naturen aabenbarer vel alt skønt
først, og hvor den gør det fuldkomment. Men
den idealiserende Drift kan ikke have Uret,
naar den former den Form, som Naturen
frembyder, efter Regler, som Naturen selv har lært
Mennesket i utallige Tilfælde, udtrykkeligere i
Overensstemmelse med dens særegne Formaal.«
Kunstneren i. Naturen ved Naturen, og Kunsten
giver os andet end en blot Fordobling af
Virkeligheden.
Cl. W.

Idealisme betegner i daglig Tale
Bevidsthedsliv og Adfærd hos Mennesker, der er
optaget af det, der er ædelt, aandeligt og
ophøjet. I Kunst betegner I. saadanne Retninger,
der skildrer Menneskenes Adfærd som bestemt
ved ædle Motiver, ell. som i det mindste lader
det ædle sejre i Verden, men I. kan ogsaa
betegne den Maade, selv den mest
virkelighedstro Kunst i de kunstneriske Formaals Tjeneste
fremhæver visse af Virkelighedens Træk og
forbinder dem anderledes, end de forekommer
der. I Filosofien betegner I. saadanne
Opfattelser, der lægger Aandslivet til Grund, og som
mener at finde det »egentlig værende« i
herhenhørende Emner.
Edg. R.

idealistisk. I Livet kalder vi den i., der i
Livssyn og Handlemaade væsentlig bestemmes
ved Tro paa og Paavirkning af Livets højere
Værdier, religiøse, sædelige, æstetiske og
videnskabelige Ideer og Idealer. Det er Forholdet
til Virkeligheden, der bestemmer Værdien af
den i. Natur. I den, der med aaben Sans for
Virkeligheden, dens Begrænsethed og
Endelighed som dens naturlige Betingelser stræber
efter og mandig kæmper for at omforme
Virkeligheden i Retning af Ideens Krav, har vi

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:51 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/12/0201.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free