Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ideler, Christian Ludwig - Ideles - idem - identificere - Identificering - identisk - identisk (matematisk) - Identitet - Identitet - Identitetshypotese
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sternnamen« (1809) og i Akademiets Forhandlinger
en Række Afh. vedrørende enkelte Punkter af
Oldtidens Astronomi.
J. Fr. S.
Ideles, se Ahaggar.
idem (lat.), den samme, det samme.
identificere, gøre flere Ting til eet Begreb,
paavise deres Enhed; paavise, at en Person, en
Sag er den rette; smlg. Identitet.
Identificering (jur.), se Fingeraftryk
og Signalement.
identisk, ens, ensbetydende, den samme som,
ligelydende; smlg. Identitet.
identisk (mat.). En Ligning siges at være
i. ell. kaldes en Identitet ell. Formel, naar
den er rigtig for alle Værdier af de deri
indgaaende Bogstaver.
Chr. C.
Identitet, Ensværen, Ensforbliven, Væren
det samme, Uforanderlighed. I. kan betegne
den højeste Grad af Lighed. F. Eks. kan
Farven paa et Tapet og paa et Gulvtæppe være
identisk den samme. Endvidere siges et Emne,
der vedvarende har eksisteret inden for et
Tidsrum, at være identisk det samme Emne
uden for dette Tidsrum. Det Træ, der er
nøgent og sort om Vinteren, kan være identisk
det samme Træ, der om Sommeren er løvrigt
og grønt. Naar det for Politiet gælder om at
identificere en Forbryder, f. Eks. at paavise, at
den Mand, der er fængslet, er den samme som
den, der har begaaet en bestemt Forbrydelse,
drejer det sig om I. i denne Bet. Hvor
udflydende I. i denne Bet. er, fremgaar af det
bekendte Gaadespørgsmaal, om en Kniv, der
først faar nyt Blad og dernæst nyt Skaft,
vedbliver med at bevare sin I. Det har Interesse
at udskille I. i denne Bet. fra Bevidsthed om
I. Mange Tryllekunster beror paa, at Tilskuerne
har Bevidsthed om, at det er den samme Æske, de
ser, medens Tryllekunstneren faktisk har ombyttet
den ene Æske med en anden. Et vigtigt
Tilfælde af Bevidsthed om I. er, at
Bevidsthedslivet er saaledes beskaffent, at der hos det
enkelte normale Individ er Mulighed for
Bevidsthed om, at det samme Jeg vedvarende er
til Stede uafhængig af Bevidsthedens skiftende
Indhold.
Der er Tilbøjelighed til at forbinde I. i Bet.
af Lighed med I. i Bet. af vedvarende
Eksistens, saaledes at det hævdes, at det værende
er uforanderligt i ell. bevarer sin Lighed med
sig selv. Denne Tankegang kan dels benyttes
til Kritik, saaledes at hele den skiftende og
foranderlige Verden erklæres for ikke »egentlig
værende«, dels kan den være videnskabelig
frugtbar, bl. a. ved at bane Vej for en Rk.
Konstanssætninger saasom Sætningen om
Materiens og Energiens Bestaaen samt for
Atomistikken, hvorved den tilsyneladende foranderlige
Materie opløses i uforanderlige Smaadele. Da
Gentagelse og Konstans i det hele taget spiller
en stor Rolle inden for vor Erkendelse, har I.
baade i Bet. af Lighed og Vedvaren stor Bet.
inden for Erkendelsen. Dette gælder ogsaa for
I. i en tredje Bet., i Følge hvilken Symboler
betegnes som identiske, naar de er Symboler
paa et og samme Emne. Om saadanne
Symboler gælder den vigtige logiske Sætning, at to
Domme, der er saaledes beskafne, at den ene
kan betragtes som dannet af den anden, ved
at et Symbol er sat i St f. et dermed identisk,
enten begge er sande ell. begge er usande.
Endvidere siges et Begreb at være identisk
med sig selv, hvormed man bl. a. kan mene
Fordringen om, at et Symbol, overalt hvor det
forekommer, skal betegne et og det samme.
Ofte betegnes et Udtryk A=A, der er hentet
fra den Art formel Logik, der arbejder med
matematiske Symboler, som
»Identitetssætningen« og tydes paa mere ell. mindre vilkaarlig
Maade. Ligeledes kan man se Udtryk som:
Enhver Ting er hvad den er, betegnet som
»Identitetssætningen«.
Edg. R.
Identitet (mat.), se identisk.
Identitetshypotese kaldes den Antagelse,
at det legemlige og det sjælelige kun er to
forsk. Maader, paa hvilke vi opfatter det
virkelig eksisterende, hvis Natur er os ganske
ubekendt. Ligesom Solstraalerne, naar de
træffer Øjet, fornemmes som Lys, men
derimod som Varme, naar de træffer Huden,
saaledes kan ogsaa det virkelig eksisterende
tænkes at blive opfattet som materielle Fænomener,
naar det iagttages med Sanserne, men derimod
som sjælelige Tilstande, naar det er Genstand
for Individets Selviagttagelse i Bevidstheden.
Hypotesen er først fremsat af Spinoza for at
muliggøre en Forstaaelse af, hvorledes Aand
og Materie kan være afhængige af hinanden,
skønt de som væsensforskellige ikke kan
tænkes at indvirke paa, vekselvirke med hinanden.
Senere er I. genoptaget af Fechner i hans
»Elemente der Psychophysik« (1860) og
begrundet paa flg. Maade: Forholdene i den
legemlige Verden kan vi umiddelbart iagttage
saa langt, som vore Sanser og de til deres
Hjælp konstruerede Apparater rækker;
Forholdene mellem de sjælelige Fænomener kan
enhver umiddelbart iagttage i sin egen
Bevidsthed. Naar vi nu ikke kan se Forholdet mellem
det sammenhørende sjælelige og legemlige,
maa dette ligge i, at disse Fænomener kun kan
iagttages fra forskellige Standpunkter, i hvilke
vi ikke samtidig kan befinde os. En Analogi
hertil har man i den forsk. Opfattelse af en
Cirkel; befinder man sig inden for Kredsen,
ses den som konkav, befinder man sig udenfor
Kredsen, derimod som konvex, og det er
umuligt fra noget Punkt i dens Plan samtidig at se
den som konvex og konkav, skønt disse to
Sider ikke kan adskilles. Den saaledes
formulerede og begrundede I. er blevet
Arbejdshypotese for Psykologi og Hjernefysiologi i det
sidste halve Aarhundrede. Naar det sjælelige
og det legemlige kun er samme Sag set fra to
forsk. Sider, er de to Videnskaber ganske
uafhængige af hinanden. Psykologien har kun med
sjælelige, Fysiologien kun med legemlige
Fænomener at gøre; de to Aarsagsrækker kan aldrig
komme til at skære hinanden, da de forholder
sig som to parallelt løbende Linier ell. udtrykker
et og det samme i to forsk. Sprog. P. Gr. a.
denne Opfattelse af det sjælelige og det
legemlige som jævnsides løbende Aarsagsrækker ell.
som et dobbelt Udtryk for samme Sag kaldes
I. ogsaa jævnlig Parallelisme eller
Duplicisme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
