Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - ideomotoriske Bevægelser - id est - Idio . . . - Idioblaster - Idiofani - idiokromatisk - Idiolatri - Idiom - Idiomata - idiomatisk - idiomorf - idiomuskulær - Idiopati - idiopatisk - Idiosynkrasi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udløses uvilkaarlig af Forestillinger, paa hvilke
Individet har koncentreret sin
Opmærksomhed. De Forestillinger, der kan fremkalde i. B.
er enten Forestillinger om bestemte
Bevægelser ell. ogsaa Forestillinger, til hvilke der
hyppig har været knyttet Bevægelser. Holder man
f. Eks. i Haanden en Snor, til hvis anden Ende
der er fastgjort en ikke for tung Metalkugle,
saa vil den blotte Forestilling om, at dette
Pendul skal sætte sig i en bestemt Bevægelse, I
meget hurtig have til Følge, at Bevægelsen
kommer i Stand. Og enhver Forestilling om
en Ændring i den fremkomne Bevægelse vil
medføre en saadan Forandring. Til denne
Gruppe af i. B. maa henregnes Borddans (s.
d.), Ønskekvistens Bevægelser (se
Bhabdomantik) o. s. v. Den anden Gruppe af i. B.
kan gøres synlige ved et af Preyer
konstrueret, ganske enkelt Apparat. Det bestaar af en
let Træpind, lidt over 1/3 m lang, til hvis ene
Ende der ved et let bevægeligt Hængsel er
fastgjort en kroget Staalnaal. Pinden holdes i
Haanden omtr. som et Penneskaft, medens
Staalnaalen netop berører en sværtet Tavle.
Enhver Forestilling om et Bogstav, et Tal, en
Figur e. l. vil nu medføre, at Staalnaalen paa
Tavlen tegner den tænkte Figur, selv om
Individet bestræber sig for at holde Haanden
rolig. Det viser sig altsaa herved, at en
Forestilling, til hvilken der blot hyppig har været
knyttet en Skrivebevægelse, altid fremkalder
denne Bevægelse, om end i minimal Størrelse.
Herpaa beror Tankelæsningen. Endelig maa til
denne Gruppe af i. B. ogsaa henregnes den af
Hansen og Lehmann paaviste uvilkaarlige
Hvisken, som ledsager enhver i længere Tid
fortsat Tænken paa et enkelt bestemt Ord. Herpaa
beror for en Del den saakaldte
Tankeoverføring. (Litt.: Preyer, »Die Erklärung des
Gedankenlesens« [Leipzig 1886]; Hansen og
A. Lehmann. »Über unwillkürliches
Flüstern« [i Wundt’s »Phil. Studien«, 11. Bd]. Se
ogsaa Litt. under Borddans. Samlet
Fremstilling af alle Fænomenerne i A. Lehmann,
»Overtro og Trolddom« [2. Udg., Kbhvn 1920]).
Alfr. L.
id est (lat., forkortet i. e.), det er, det vil
sige.
Idio . . . [’i-] (gr.), i Sammensætninger d.
s. s. Egen . . .
Idioblaster [’i-] (bot.) kaldes i Cellelæren
saadanne enkeltliggende Celler, som ved Størrelse,
Form, Vægbeskaffenhed e. l. betydelig
adskiller sig fra de øvrige Celler, hvorimellem de
forekommer, f. Eks. de tykvæggede, grenede I.
i Te- og Camellia-Blade, de stjerneformede,
med smaa Kalkoxalatkrystaller tæt besatte I.
i Aakandebladstilkenes Luftgangsvægge,
Oliebeholderne i Laurbærblade o. m. m.
V. A. P.
Idiofani [’i-], en mærkelig Egenskab ved
visse Mineraler, f. Eks. Epidot og Glimmer, at de,
naar man ser igennem tynde Plader af dem i
Retning af en af de optiske Akser, ser en
Figur, der til en vis Grad ligner Hyperblen i
det alm. toaksede Aksebillede, men er noget
bredere og afbrudt paa Midten.
O. B. B.
idiokromatisk (græsk), »med Egenfarve«,
kaldes et Mineral ell. andet Stof, hvis Farve
er uadskillelig forbunden med Stoffets
væsentlige Egenskaber (f. Eks. Guld, Kobbergrønt,
Rødjernsten). I Modsætning hertil staar de
allokromatiske Stoffer (med »laante
Farver«), hos hvilke Farven skyldes et i
underordnet Mængde indblandet Farvestof og
derfor kan være variabel.
(N. V. U.). O. B. B.
Idiolatri [’i-] (gr.), Selvtilbedelse,
Selvforgudelse.
Idiom (gr.) er i Grammatikken Benævnelse
paa sproglig Særegenhed. Det bruges
om et Sprogs ell. en Dialekts
Ejendommeligheder i Forholdet til beslægtede Sprog og Dialekter,
men, man kan ogsaa ved I. forstaa rent
individuelle Afvigelser fra alm. Sprogbrug.
P. K. T.
Idiomata (gr.: »Ejendommeligheder«)
betegner i Dogmatikken de særegne Egenskaber,
som henh. tillægges den guddommelige og den
menneskelige Natur inden for Kristi Person.
F. C. K.
idiomatisk (gr.) betegner det særegne, det
karakteristiske for et Sprog ell. en Dialekt ell.
for en Persons Sprogbrug (se Idiom). At
bruge et Sprog i. er at udtrykke sig deri med
fuld Tilegnelse og fin Forstaaelse. At oversætte
i. fra et Sprog til et andet er at gengive
Originalens Mening ved rammende, dækkende
Udtryk og Vendinger. Modsætningerne til i.
Oversættelse er slavisk (ell. mekanisk) og fri
Oversættelse.
P. K. T.
idiomorf (gr.) ell. automorf, med egen
Form, siges i Bjergartlæren ethvert
Mineralkorn at være, der besidder den Mineralet
tilkommende Krystalform; de i. Mineralkorn i en
Bjergart er som Regel krystalliserede ud først.
I Modsætning dertil har de senere dannede
allotriomorfe ell. xenomorfe Korn
kun den Form, Omgivelserne har paatrykt dem.
(N. V. U.). O. B. B.
idiomuskulær. Trækninger i Muskler, der
paa en ell. anden Maade bringes i Virksomhed,
uden at de innerverende Nervetraade
paavirkes, kaldes i. Saadanne i. Muskeltrækninger
kan forekomme paa udskaarne Muskelstykker,
paa døde, men ogsaa paa levende Individers
Muskler. De fremkaldes ved de sædvanlige
Muskelirritamenter: Elektricitet, mek. Pirring
m. m.
E. A. T.
Idiopati [’i-], se idiopatisk.
idiopatisk (gr.) kalder man i
Lægevidenskaben en Sygdom, som optræder uafhængig
af andre Lidelser; det bliver saaledes omtr.
synonymt med primær i Modsætning til
sekundær. Man vil f. Eks. kalde Mæslinger for
en i. Sygdom (protopatisk, primær), medens de
Lungebetændelser, som af og til kan optræde
som Følge af Mæslingerne, bliver
deuteropatiske, sekundære. Paa samme Maade
bliver det muligt at opstille deuteropatiske
(sekundære) Sygdomme efter mange i. ell.
primære. Det er klart, at samme Sygdom kan i
eet Tilfælde være i., i et andet deuteropatisk.
— Idiopati, en i. Lidelse.
E. A. T.
Idiosynkrasi [’i-], der i Alm. bruges som
Betegnelse for en Tilstand, hvor den
paagældende reagerer mod visse Paavirkninger
(særlig Medikamenter) med abnorme, oftest særlig
udtalte Symptomer, bruges i Immunitetslæren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
